Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Cover-historier 2: Magick & Mischief

Updated
Spellbook

Manden med Weekendvestens rejse for at finde de gode cover-historier er kun lige begyndt – denne gang når han til Spellbooks fortælling om Gud og Døden og et drukspil.

Kunstner
Titel
Magick & Mischief
Forfatter

Der findes et bodega-spil for rigtige mænd, der ikke kan lide deres fingre sådan rigtigt meget. Ligesom alle andre præcisions-sportsgrene kræver det en solid alkohol-indtagelse, før det for alvor udfordrer. Men altså, det er en simpel disciplin, hvor man ved højhastigheds-knivstikning forsøger at ramme mellemrummet mellem fingrene – de lidt mere vattede uden lædervest vælger dog at sprede fingrene først.

Gud spiller den sport med lastbiler lastet med nitroglycerin, når han battler med ham Døden, om hvem der giver næste omgang på den lokale beværtning. En gang spillede de også billard med planeter, men Gud har aldrig rigtig tilgivet Manden med leen, at han stødte Pluto i et sort hul, og NASA derefter måtte bilde menneskeheden ind, at det slet ikke var en planet, så amatør-astronomer ikke forsøgte at finde den igen.

Der var også dengang Gud og Døden spillede ringspil om en flaske snaps. Det er derfor Saturn i dag ligner en tweenie med hulahopring.

På mandag spiller de kroket om en runde gajolshots. Og, ja, man kan krokettere med Månen og Jorden...

Skynd jer at lytte til Spellbook, før det er for sent. Det er ret syret og ret sejt.