Briller af stål: Pulverisér mig nu

Mine damer og herrer, det bliver værre og værre: Powerviolence og hardcore er ikke et oprør længere, men når det er bedst, formidler det frustrationen over oprørets umulighed.

Hver morgen det samme ritual: blive vækket af et barn og et gråt lys, der udelukker noget positivt udkomme af at begynde at diskutere med det barn, om det er rimeligt af det at vække mig. Gå ned i køkkenet, sætte vand over, sætte Prokofjevs ‘Romeo og Julie’ på, fordi jeg har hørt den en af de første dage i bilen på vej fra det vinterlukkede sommerhusområde ind til supermarkedet i byen. Tænde op i pejsen, hælde det kogte vand over pulverkaffen, fordi jeg engang for flere år siden har truffet den ufravigelige beslutning, at når man er på ferie, drikker man pulverkaffe, selvom man aldrig kunne finde på at gøre det hjemme, fordi det netop fra morgenstunden af bekræfter én i, at ja, man er ikke hjemme, man er ude, og der gælder andre regler.

Det er den slags regelbrud, man holder sig til nu, jo.

Der gælder f.eks. også den regel, at man får hørt knap så meget af den musik, vi fortrinsvis skriver om på Devilution, fordi det også er én af de ting, man holder ferie fra, plus ens familie gider ikke det pis. Det er hårde kår for hardcore, og én af de plader, jeg gik og tænkte på i det sommerhus, mens jeg drak gin & tonic, så snart jeg kunne tillade mig det om eftermiddagen, og rødvin aftenen lang og talte og talte med alle i ét væk, var Spines ‘L.O.V.’, der lige nøjagtig nåede at komme i slutningen af 2020.

Spines andet album, ‘Faith’ fra 2018, er en af de bedste hardcore-plader fra 10’erne: En fuldkommen uomgængelig plade, hvis man godt vil have sin NYHC skudt i knæskallerne med så meget powerviolence, at det hele dårligt kunne blive mere brutalt. Virkelig, det er simpelthen uovertruffent. 

På ‘L.O.V.’ har powerviolencen overtaget, men sange som ‘Swing’ og ‘The Stance’ har stadig det umiskendelige rul fra 80’ernes newyorker-hardcore, mens såvel sidstnævnte som ‘Sanitize’ har dens fuldfede beatdown. Det samlede indtryk er en arrigere plade, bedre egnet til at slå på døde ting til end til pitten eller fitten, som ‘Faith’ var. Der er en desperation over dens måde at flå sig gennem sine sange, en dyb og afmægtig frustration, som det ikke kan være svært for nogen, der har levet i verden det seneste års tid, at relatere til.

Det bliver kun værre
Så igen, er det desperation og dyb, afmægtig frustration, der får den til at gå på én, er Regional Justice Center det oplagte go-to-band. Bandet blev startet af Ian Shelton som et udtryk for den totale magtesløshed, han oplevede at stå i, da hans lillebror for nogle år siden fik en fængselsdom på seks år for et narkorelateret voldeligt overfald. Det handlede dels om at forstå de omstændigheder, der havde ført lillebroren dertil, dels at beskrive hans oplevelse af fængselssystemets fuldstændige umenneskeliggørelse, og hvad den betyder for dem, der på papiret gerne skulle komme ud på den anden med et nyt, lysere syn på at være produktiv samfundsborger.

Underforstået: Det er ikke nødvendigvis det, der er resultatet. ‘It Only Gets Worse’, som én af de tidligere sange passende hed.

På debuten ‘World Of Inconvenience’ og den efterfølgende ‘Institution’ kom det til udtryk i blitzende powerviolence, der hele tiden lukkede sig selv ned, så snart pointen var tydelig. At Ian Shelton har andre virkemidler i posen end det spontane raseriudbrud, de sange føltes som, demonstrerede han sidste år på singlen ‘KKK Tattooo’, der med sine fire minutters spilletid og sit slæbende tempo viste, at Regional Justice Center sagtens kan stå distancen.

Det må Ian Shelton have ladet sig inspirere af, da han sammen med Che Hise-Gattone og Alex Haller skrev sangene til ‘Crime And Punishment’, hvor de fleste sange nu varer op mod halvandet minut og således giver god plads til breaks, beatdowns og pungriv. ‘Absence’ er en decideret midtempo-sang, det samme er ‘Sickness On Display’ og ‘Conquest’ for den sags skyld. Men Regional Justice Center har ikke solgt ud ved at sætte tempoet ned, de har bare nuanceret den påtrængende grimhed. 

Det er voldsomt, det er intenst og medrivende, men hvad vigtigere er, så er det både velstruktureret og upåklageligt eksekveret med en stramhed, der for mig er altafgørende i denne genre.



Skødesløse pletskud
For det er nemt bare at komme til at stå med et fjoget grin og have det vildt over, at et band flår sig igennem et par håndfulde sange på fem minutter, men der skulle også gerne være noget at komme efter i de minutter. Det er der hos Guilt Dispenser, selvom ingen af sangene på deres split-EP med Hong Kong Fuck You når op på et halvt minut. Det er lige meget, for på 15-20 sekunder kan Guilt Dispenser mageligt nå at afveksle nok til, at det virker som en overflødighed at lade det trække ud længere.



Men vigtigere endnu har Los Angeles-bandets side af splitten samme stramhed som Regional Justice Center: Selvom det hele virker skødesløst og nonchalant, sidder ikke et slag forkert. B-sidens Hong Kong Fuck You er noget mere hærgede at høre på. Det er sådan set fornøjeligt nok, men det er også ret sigende, at forbogstaverne fra titlerne på mexicanernes seks sange tilsammen danner akronymet “Eat Ass”. Ja, og at alle sangene har samme omdrejningspunkt: ‘Eater Of Ass Is Not The Bastard’, ‘Ass-Eater Grimace’, ‘Starvation Cage For Non Ass Eaters’ und so weiter.

Det er sjovt nok, men det er ikke nok.



Skal det være punket, diskantet og ose af den gamle skole, er sydkoreanerne i Slant et godt bud på ens næste fix. Der er masser af riv i albummet ‘1집’, hvor sangerinden snerrer sig gennem de ti sange med D-takt-trommer og Anti Cimex-rockguitar, og det er fedt nok men ikke helt frit for at føles temmelig bagstræberisk og forstilt gammeldags. EP’en ‘Vain Attempt’ fra 2019 havde noget frisk over sig, ‘1집’ lyder lidt for meget som noget, man allerede har stående i samlingen, som man heller ikke rigtig har gidet høre meget mere end den første håndfuld gange.



Ritualiseret oprør
Med andre ord bliver hardcoren hos Slant og Hong Kong Fuck You sit eget dagligdags ritual. Den raser, fordi den har det gjort siden 80’erne. Mens jeg laver pulverkaffe og grød i sommerhuset, laver de punkting, hvad der så end efterhånden gør det ud for det. Det virker ikke så vedkommende som det, Spine og Regional Justice Center vil med deres musik. Den kan jeg relatere til, selvom jeg står i sommerhuset og hører noget helt andet, jeg føler frustrationen, omend den for mit vedkommende kommer andre steder fra.

Hardcore er ikke i sig selv et oprør længere, for så vidt som den nogensinde har været det. Men når den er bedst, formidler den den ubærlige følelse af umuligheden af et oprør mod, hvad det end måtte være.

Og jeg laver pulverkaffen dét stærkere for at stå endnu en dag igennem.