Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Norsk-indisk duo giver hyldest til doom-pionerer

Populær
Updated
Norsk-indisk duo giver hyldest til doom-pionerer

Spiral Shades både skuffer og glæder på denne korte hyldest-ep.

Titel
Children of Doom (A Tribute)
Dato
23-10-2015
Genre
Trackliste
1. Streetside (The Obsessed)
2. Frozen Fears (Bedemon)
3. Be Forewarned (Pentagram)
Karakter
3

Khushal Bhadra fra Mumbai, Indien og Filip Petersen fra Vennesla, Norge mødtes gennem YouTube over en fælles interesse for 70’ernes proto-doombands som Black Sabbath og Pentagram; de havde hver især uploadet eget materiale og fortolkninger af sange fra bands af genren på hver deres kanal, og gennem gensidig beundring opstod der et virtuelt venskab. I 2012 formede de så endelig projektet Spiral Shades, der havde som mål at udgive et doom-album, der blandt andet skulle give oplevelsen af at genopleve 70’ernes rå lyd og skrabede produktion. Dette udmøntede sig i ‘Hypnosis Sessions’ fra 2014 – en ni sange lang demo udgivet gennem det amerikanske pladeselskab RidingEasy Records med Petersen på guitar og bas, Bhadra som lyriker og vokalist og med computerprogrammerede trommer. De to musikere har indspillet, delt sporene virtuelt og mikset dem hver for sig uden nogensinde at have mødt hinanden i den virkelige verden. På trods af disse benspænd er ‘Hypnosis Sessions’ en ægte undergrundsperle og blandt 2014s bedste doom/retro-udgivelser og en af undertegnedes højest priste vinyler. Specielt Bhadras vokal har en lille smule af den magi, Ozzys tryllebindende stemme havde på de første Black Sabbath-udgivelser.

Så da Spiral Shades i oktober efter lang tids stilhed endelig gav lyd fra sig og lovede nyt inden længe, var det en nyhed modtaget med høje forventninger. Desværre måtte jeg efter kun et par dage sande, at der blot var tale om en hyldest til Bobby Liebling (Pentagram, Bedemon) og Scott “Wino” Weinrich (The Obsessed, Saint Vitus) med covers af The Obsesseds ‘Streetside’, Bedemons ‘Frozen Fear’ og Pentagrams ‘Be Forewarned’. Udgivelsen skulle da også hedde ‘Children of Doom (A Tribute)’. Ikke desto mindre var den på udgivelsesdagen til gratis download og det siger man jo ikke nej til.

Spiral Shades’ version af ‘Streetside’ er holdt i præcis samme tempo og følger originalen fra 1994s ‘The Church Within’ ret tæt, hvad angår anslag og intonation. De store forskelle er Bhadras psykedelisk-lydende, slut-60’er/start-70’er-inspirerede vokal og guitarens mere mudrede og komprimerede tone, der tilsammen giver sangen en større grad af 70’er-følelse. Det er gennemført, og retro-tilgangen gør coveret interessant og underholdende at lytte til som alternativ til originalen.

‘Frozen Fear’ er en perle fra Randy Palmers (ex-Pentagram) tæt på glemte doom-solo-projekt Bedemon, hvor han fik Bobby Liebling, Geof O’Keefe og sin ven Mike Matthews til at hjælpe sig ved at agere studiemusikere – både Liebling og O’Keefe var på daværende tidspunkt aktive medlemmer af Pentagram. Det udgivne materiale er af temmelig dårlig lydkvalitet, da det meste er re-masters af sange indspillet i øvelokalet på en Roberts 771-X spolebåndoptager, men på trods af det er det svært at ignorere den rå styrke og det potentiale, som flere af sangene har. Og ‘Frozen Fear’ er ingen undtagelse.

Spiral Shades’ cover af sangen fungerer overraskende godt og følger som med ep’ens første nummer originalen ret tæt. Dog er trommerytmen en smule anderledes, og anslagene er spillet (eller programmeret?) mere energisk. Et helt klart plus er dog at få lov at høre ‘Frozen Fear’ i en mere gennemført produktion, hvilket sangen virkelig fortjener, og netop der vinder den land.

Af alle de fine Pentagram-sange, der er at vælge imellem, er det mig lidt en gåde, at valget er faldet på ‘Be Forewarned’. Jo, den er selvfølgelig et af bandets klare mesterværker, men den er også udgivet i tre ret forskellige versioner af ophavsbandet selv – både manisk og stresset på ‘First Daze Here’, boogie-rockende på ‘First Daze Here Too’ og tilbagelænet og skummelt croonet på ‘Be Forewarned’ – og allerede genindspillet mangen en gang af Gud og hvermand med interesse for proto-doomens ophav i de tidlige 70’ere. Så at tænke, at man kan tilføre den sang et nyt udtryk eller nye lag, er måske en smule indbildsk. Men forsøgt, det har de altså... Og desværre ikke med stor succes. Bevares, deres atmosfæriske og akustiske version er da fint udført, men det lyder ærlig talt mest som en træt gentagelse af en gammel traver, og dertil skinner Bhadras indiske accent for første gang igennem, hvilket tilføjer sangen en lettere komisk stemning.

Det er svært at sige noget om, hvor meget tid og energi Spiral Shades har brugt på at indspille ‘Children of Doom’. Eller hvor seriøst Petersen og Bhadra i virkeligheden tager Spiral Shades-projektet. En ting er sikker: Efter at have udgivet så god en “demo” er det svært ikke at forvente store ting fra de to geografisk adskilte mænd. Og på trods af at ‘Children of Doom’-EP’en er et gratis og ganske fornøjeligt bekendtskab, virker det lidt for sjusket og mere letkøbt end debutudgivelsen.

Og skulle vi så ikke snart i stedet have et godt, gennemarbejdet fuldlængdealbum fra Spiral Shades?

Uanset vil jeg stadig anbefale alle fans af genren at tage et lyt – downloadet er jo trods alt ganske gratis.