Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mystisk

Populær
Updated
Mystisk
Sammen med Boris har det mystiske band med det mystiske navn Sunn0))) begået pladen "Altar", og man undres. Undring på undring følger når man lytter til dette album. Den første undring går på hvad man overhovedet skal kalde denne udgivelse!? En generel genrebetegnelse ligger ikke lige for, men måske lidt industrial i ny og næ? Det kan så i mange tilfælde være tegn på, at man har at gøre med noget nyt og banebrydende, men ligesom med Sunn0)))'s koncert på Roskilde Festival 2005, så undrer det mere end det begejstrer.

"Altar" er opdelt i seks numre, hvoraf kun ét har vokal, nemlig det meget smukke og dystre "The Sinking Belle (Blue Sheep)", hvor en yndig pigestemme næsten hvisker sig igennem. Det må siges, at være det eneste højdepunkt på pladen, og i øvrigt også det eneste, som skiller sig ud.

Resten er uendeligt lange passager af svævende keyboards, samplinger og støjende guitarer, som får lov til at hænge frit i lydbilledet, næsten uden noget rytmegrundlag. Dette kan i sig selv være meget spændende, og til tider bliver der skabt nogle meget interessante lydkollager, men det er som om der mangler noget, som om det er en intro uden sang og som om der bliver bygget op til et klimaks, der aldrig kommer.

Som skrevet, så undres man. Det her er en udgivelse, der i den grad mangler en form, struktur og et mål med numrene, og selvom det manglende klimaks måske ligefrem er hele pointén med "Altar", så fungerer det ikke rigtigt.

Kunstner
Titel
Altar
Distributør
Forfatter
Karakter
1