Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Torben og Lars Ulrich for fuld fri jazzudblæsning

Populær
Updated
Torben og Lars Ulrich for fuld fri jazzudblæsning
Torben og Lars Ulrich for fuld fri jazzudblæsning
Torben og Lars Ulrich for fuld fri jazzudblæsning
Torben og Lars Ulrich for fuld fri jazzudblæsning
Torben og Lars Ulrich for fuld fri jazzudblæsning
Torben og Lars Ulrich for fuld fri jazzudblæsning

Wundergrund-festivalen bød søndag på et helt specielt arrangement, hvor Søren Kjærgaard og Torben Ulrich præsenterede deres nye album med tre gæster, herunder Lars Ulrich. Det blev til en mildt sagt anderledes koncert, der nok var anarkistisk, men også mere kuriøs end vellykket.

Spillested
Dato
26-10-2014
Fotograf
Hanne Budtz-Jørgensen
Karakter
3

Wundergrund-festivalen var dette år leveringsdygtige i et scoop af format. De kunne nemlig annoncere, at den danske verdensstjerne Lars Ulrich ville optræde i improvisation med sin far Torben på Huset-KBH i Magstrædes teatersal, HAUT.

Kjærgaard og Ulrich er aktuelle med albummet, 'Meridiana: Lines Toward a Non-Local Alchemy'. Det ligger i forlængelse af duoens foregående abstrakte plader, 'Suddenly, Sound: 21 Songlines for Piano, Drainpipe, etc.' (2009) og 'Alphabet, Peaceful, Diminished: 29 Proposals from the Towers of Babble' fra 2010, hvor Ulrich, som det fremgår, blandt andet "spiller" på nedløbsrør og plastikslange ...

Foruden far Ulrich og søn samt Kjærgaard var bassist Peter Friis Nielsen og trommeslager Claus Bøje altså annonceret til at tage del i improvisationen. De to er veteraner på den danske freejazz-scene, blandt andet som medlemmer af Clinch, som i starten af årtusindet optrådte sammen med Torben Ulrich og siden sammen indspillede albummet, 'Dice, Done', der udkom i 2004.

Bøje er desuden barndomsven af Ulrich og et ikon på den danske jazzscene. Allerede som teenager begyndte han at spille trombone og traditionel jazz, han skiftede siden til bas, og da Cecil Taylor, Albert Ayler og Don Cherry, ramte Jazzhus Montmartre samlede han trommestikkerne op. Bøje har siden været initiativtager til at fremme den frie jazz i Danmark, først med en jazzklub i Holte, og selv i pensionistalderen arrangerede han for tre år siden en række koncerter på Ragnhildgades undergrundsspillested, Mayhem.

Også Peter Friis Nielsen er fortsat meget aktiv på den danske scene og spillede allerede 80'erne med Clinch og nu afdøde John Tchicai. Senest har han samarbejdet med den en række danskere, navnlig pianist Christer Irgens-Møller (også i Clinch), men også trommeslager P.O. Jørgens(en) i Wild Mans Band, der har jammet med både den tyske saxofonterrorist Peter Brötzmann, den ultraaktive svensker Mats Gustafsson og polske Mikolaj Trzaska, der også var med, da Wild Mans Band sidste år spillede heftigt på Huset-KBH med Brötzmann. Lidt af et stjernehold, tør det roligt siges.

Mere dadaisme end daoisme

Ulrich og Kjærgaard har udtalt, at deres nye samarbejde er "inspireret af forskellige betydninger og brug af meridianer i Østens (Dao-alkymistiske) and Vestens (Geo-navigerende) traditioner", og hvor var det så lige, at Lars Ulrich kom ind i billedet? Tjo, på Huset-KBH's teaterscene HAUT.

Denne aften var de fleste publikummer enten familiemedlemmer til musikerne på scenen, eller teenage-Metallica-fans, der var taget af sted med et urealistisk håb om en Metallica-sang og, mere realistisk, et glimt af Lars Ulrich snarere end for at høre hans far stønne og lave lyde med marmorkugler og svupper. Men den spændte stemning, der var blandt de 150 publikummer, passede faktisk fint til musikken, der i hvert fald på ingen måde gjorde det nemmere for tilskuerne, der på forhånd virkede fremmedgjorte af freejazzen.

Improv for fuld blæs

Men der var simpelthen dømt fri improv for fuld blæs. Eller det vil sige, især Lars Ulrich har sjældent virket mere diskret end hér. Med ansigtet godt gemt under en kasket og med tandstik i munden startede han forsigtigt med rodtrommestikker, og med Torben Ulrichs messen og Friis Nielsens atonale og frenetiske turbobasspil tog kvintetten fra og spillede sig ud ad en rasende tangent, hvor det, der var mest tydeligt, var, at de fem aldrig havde spillet sammen før.

Kjærgaard sad bag flygelet, men havde både keyboard og synthesizer med, og med lidt god vilje var det muligt at ane lidt af Sun Ras kosmiske kaos, mens den ikke ligefrem strikse kapelmester Ulrich senior gik rundt med sin famøse svupper (fyldt med raslende sager og med farverige bånd spændt på) hævet over hovedet og dirigerede, og da det gik mest amok, kastede han pludselig et par terninger efter publikum.

Claus Bøjes forsigtige bækken og lilletrommehvirvlende spil var egentlig et fint modstykke til Lars Ulrichs mere stortrommefokuserede udskejelser i den storm, de fem i fællesskab spillede op. Efter cirka 20 minutter rundede de den første improv af, og så tog Torben Ulrich den lidt prætentiøse luft af ballonen med et tørt, "nå, er der nogen, der har nogen spørgsmål?", hvortil en teenagepige på forreste række efterspurgte Metallicas 'Until It Sleeps'. Det kunne det ikke blive til.

I stedet fik hun atter 20 minutters rasende improvisation, der nok var mere dadaistisk, end den var daoistisk, og hér drejede Kjærgaards voldsomme klaverspil tankerne i retning af Cecil Taylors hærg for et halvt århundrede siden, mens de hjemsøgende synthesizer-toner mindede om Krzysztof Komedas tidlige elektroniske eksperimenter. Måske var det sønnens pumpende dobbelte stortrommer, der efterfølgende fik faderen til at udbryde, "Det var så den, der hed 'Kill 'em All'".

Mere kuriøst end vellykket

Netop den 86-årige Ulrichs humor hjalp mellem sangene de publikummer, der måske følte sig sat. På et tidspunkt tog han stoisk imod et tilråb fra salen med kommentaren, "det minder mig om dengang, Søren og jeg spillede i Svendborg, hvor der var en, der råbte 'Det swinger jo overhovedet ikke!'. Det måtte vi jo tilstå, at han havde ret i... Så kan vi få noget swing, Søren?".

Heller ikke dét fik publikum, men i stedet yderligere ti minutters klaverdreven terror og lasersynthesizer som samlingspunkt midt i den buldrende bas og de to trommeslageres baksen. Den sidste ti minutters sag af de fire improvisationer var den mest rockede, ikke mindst fordi den var bygget op om et simpelt rockbeat fra Lars Ulrich, og det var ikke rigtigt noget, der inspirerede de andre musikere på scenen, især ikke faderen, der efter en time så ud til selv at have fået nok.

Dét kan man jo ikke rigtigt fortænke en 86-årig herre i, og mens hans monologer i de lange pauser måske gik i et lige vel langsomt traskende tempo, så virkede han stadig imponerende vital. Om end det blev lidt trættende med hans påtale af venner og bekendte blandt publikum, som da han lige skulle tjekke, om Asger Schnack havde holdt ud midtvejs. Det havde han, og det samme havde Zlatko Buric, som sad ved hans side.

I sidste ende var dette et mere kuriøst end vellykket musikalsk møde mellem far og søn og to generationers danske jazzmusikere. Men de eventuelt snæversynede metalfans, der var til stede, har i hvert fald stensikkert enten fået sig en oplevelse for livet eller et godt grin, fordi de simpelthen har syntes, at det hele var for latterligt. Det var det ikke, men det var heller ikke ligefrem skelsættende. Om Lars Ulrich nogensinde kaster sig ud i noget lignende igen, er et åbent spørgsmål, men han vist i hvert endnu engang, at han gør præcis, hvad han vil. Koste, hvad det vil.