Den ekstrametalliske dimension: Talk Talk – ’The Colour of Spring’

Det var overgangen til noget langt større, og alligevel var det et højdepunkt i sig selv. Vi ser tilbage på en af 1980’ernes pophovedværker og mindes Mark Hollis, arkitekten bag, og spørger: Kan metalbands lære noget af Talk Talk?

Nyheden tikkede ind sent mandag aften: Mark Hollis, frontmanden fra Talk Talk, var gået bort, 64 år gammel. En indledende tvivl om verifikationen af den triste nyhed blev manet til jorden af en udtalelse fra Paul Webb, Hollis’ gamle bandkammerat og bassist, og som timerne gik, fulgte flere og flere medier trop. De sparsomme oplysninger beskrev, at et kort sygdomsforløb fik ram på den markante personlighed.

Hollis var en kæmpe. Ikke fysisk, men musikalsk. Han var en visionær musiker, der ikke fyldte meget i populærkulturen, men som på sin egen mystiske og enigmatiske facon banede nye veje for moderne musik. Han kom fra punken, men stod som frontmand i Talk Talk for en af de mest radikale udviklinger for nogen pop- og rockgruppe overhovedet, før han efter en enkelt soloplade i 1998 helligede sig stilheden de sidste 20 år af sit liv.

I løbet af blot ni år og fem album udviklede Talk Talk sig fra at spille tidstypisk synthpop til at lave en unik form for genreløs musik, hvis improviserede og sammenklippede tilgang skabte et nyt udtryk, som influerede en hel generation af bands og er blevet krediteret for at have skabt den genre, vi i dag kalder post-rock.

Når der i den forgangne uge er blevet skrevet om Mark Hollis og Talk Talk, er det især albummene ’Spirit of Eden’ (1988) og ’Laughing Stock’ (1991), der har været omdrejningspunkterne. Og det er forståeligt, for det er moderne mesterværker, der står mejslet ind i nyere musikhistorie som stilskabende outsiderplader, der arbejder hinsides genreskemaer, og som i sammenblandingen af rock, jazz, ambient og klassisk musik skabte et musikalsk sprog, der stadig er så unikt og særegent, at de er væsensforskellige fra alt det, de inspirerede, og som kom efter.

Overgangsalbum og hovedværk
Det er dog hverken ’Spirit of Eden’ eller ’Laughing Stock’, der er mit eget favoritalbum med Talk Talk. Det er tværtimod albummet forinden, ’The Colour of Spring’ (1986), og jeg vil påstå, at de senere album næppe havde fremstået så formfuldendte, hvis ikke det var, fordi ’The Colour of Spring’ havde banet vejen for dem.

’The Colour of Spring’ er et bindeled. Det er et overgangsalbum, men det er også et hovedværk i sig selv. Det gav gruppen et bredere gennembrud, ikke mindst gennem singlehittet ’Life’s What You Make It’, men det viste også en radikal popgruppe, der med solidt håndværk og en kunstnerisk vision skabte noget, som udover at være populært i samtiden også gik ud over popmusikkens grænser, og som man i bagklogskabens lys også kan påstå peger fremad.

At det er mit favoritalbum med dem, skyldes muligvis, at det var det første, jeg hørte med dem. Det skete, efter jeg havde gjort noget så mondænt som at bladre mig igennem opslagsværket ’1001 album du skal høre før du dør’, en julegave, jeg havde fået af min mor. Heri fandt jeg en kort omtale af ’The Colour of Spring’, det eneste Talk Talk-album i bogen (hvilket siger en del om bogens format), som tændte min interesse. Udover at undre mig over formuleringen om, at 1986 ”helt sikkert var det værste år for rockmusikken nogensinde” (mon der hentydes til Bon Jovi og lignendes megasucceser her?), var omtalen nok, til at jeg satte albummet på og fandt det fornøjeligt.

Det var nok min dengang nyfundne kærlighed for en anden af 80’ernes store synthpopgrupper, Tears for Fears, der ledte mig på vej, men trods ligheder er der en væsensforskel på de to bands. Hvor Tears for Fears pakkede deres popsange ind i en maksimalistisk og storladen lyd, var det noget anderledes hos Talk Talk, for selvom de lejlighedsvist også var grandiose, dækkede det over noget langt mindre og mere introvert.

Da min far senere skulle flytte og skillede sig af med sin vinylsamling, tog jeg gladeligt imod dem alle. Og imellem den obligatoriske farrock, de dårlige Iggy Pop-soloplader, og hvad der syntes som en endeløs række af vinyler med tyskerrock i form af Nina Hagen, Herman Brood (obs: han var dog hollænder) og Udo Lindenberg, poppede nogle guldkorn op, herunder ’The Colour of Spring’. Jeg har siden undret mig over, hvorfor han nogensinde har anskaffet sig den, for det er et album, der umiskendeligt stikker ud i samlingen. Og alligevel kan jeg godt forstå, at han har gjort det.

Fængende og eksperimenterende
For ’The Colour of Spring’ er et album, der i kraft af at være bindeled mellem to yderpunkter i Talk Talks diskografi har det, vi i metalsammenhæng vil kalde crossoverappel. Den er melodisk nok til at fange poplytteres opmærksomhed, lyden er organisk nok til at fange rocklyttere, og den er eksperimenterende og skæv nok til at appellere til dem, der bare gerne vil have noget, der stikker uden for rammen.

På ’The Colour of Spring’ ændrede gruppen ikke bare deres udtryk og skrev løsere og længere sange, de ændrede også deres arbejdsmetode. Mark Hollis og hans bandkammerater Paul Webb og trommeslageren Lee Harris inviterede sammen med produceren og organisten Tim Friese-Greene en lang række musikere med i studiet for at lægge ekstra lag og teksturer i lydbilledet – en tilgang, der ville blive taget til ekstremerne på den efterfølgende plade – og det giver ikke bare en større bredde i instrumenteringen, der giver også en dybde i det fornemt producerede og klare lydbillede, hvor de stramme trommer, guitarerne og de lette pianoanslag får yderligere vægt af percussionlag, saxofoner, harper og mundharmonikaer.



Det klæder Mark Hollis’ sange, der ikke er typiske popsange, men som stadig er iørefaldende og fængende, ikke mindst i kraft af hans markante vokal, der er blid, indlevende og underfundigt forførende. Der er en grandiositet til stede i et nummer som ’Living in Another World’, der bæres frem af et kæmpemæssigt orgel spillet af Steve Winwood (kendt fra grupper som Traffic og Blind Faith), og selvom sangen blev et mindre hit, så er den med sine syv minutters længde, cykliske struktur, toneartskift og lange mellemspil, hvor gæstemusikeren Mark Felthams mundharmonika får masser af plads, på ingen måde en oplagt single.

I den anden ende finder man spagfærdige og stille numre som ’April 5th’ og ’Chameleon Day’, der lyder, som var de improviseret frem af Hollis i studiet. De er sparsomt instrumenterede og har udelukkende Hollis, hans vokal og hans piano i fokus, som dog understøttes undervejs af orgel, saxofon og et blæseinstrument kaldet variofonen. Det er fremmede klange, teksturer og strukturer, der peger væk fra både poppen og rocken og frem mod den radikale forandring, der ville komme til udtryk på ’Spirit of Eden’ et par år senere.

Mørk loopæstetik
Men også andetsteds peger ’The Colour of Spring’ fremad, men dog på en facon, der er sværere at få øje på.

’Life’s What You Make It’, albummets førstesingle, er utvivlsomt det mest fængende nummer på albummet, og derfor blev det retmæssigt også et stort hit, men nummeret er ingenlunde skåret efter den skabelon, som samtidens store pop- og rockhits var. Tværtimod synes sangen med sit bastante groove, simple pianoriff og repetitive struktur at pege frem mod den loop-æstetik, der kendetegner hiphop og foregriber meget moderne popmusik. ’Life’s What You Make It’ udfolder sig ikke i et lineært forløb, hvor A fører til B, der fører videre til C, men består faktisk af én enkelt grundrytme, der gentages cyklisk og reelt set kunne fortsætte i det uendelige.



Når det fungerer så godt, som det gør, er det ikke mindst, fordi det er velskrevet og velproduceret. Der er en dybde i groovet, i den bastante stortromme på 1-slaget, tamburinanslagene og de raslende æg, der driver nummeret fremad, mens Hollis og resten af bandet føjer til med pianoriffet og gæstemusiker David Rhodes' skærende guitarlinje.

Men det indkapsler også en særlig stemning. Selv når Talk Talk på deres mest fængende facon synger om at gribe momentet og gøre livet til det, det er, synes det at dække over et langt dybere mørke. Der er en eksistentiel ængstelighed, et tomrum gemt bag facaden, som skal holdes på afstand, men som titter frem. Det forstærkes ikke mindst af videoen, hvor bandet spiller i en skov blandt grævlinger, pindsvin, tusindben og lang række andre dyr, og hvor skovens mørke og det projicerende lys får korlinjen ”everything’s alright” til at antyde det præcist modsatte: at det faktisk slet ikke er i orden.

En kuriøs detalje er desuden, at sangen går i tonearten Ab, hvorfor det fundamentale pianoriff kan spilles udeukkende på klaverets sorte tangenter. Det understreges også i videoen, der endda starter med at zoome ind på de dugvåde tangenter, der anslås af Hollis' fingre. At det er de sorte tangenter, der anslås frem for alle de hvide, danner sin egen visuelle æstetik, men synes også som en pointe i sig selv.

Værdien af en pause
Når der skrives store, lovprisende ord om ’Spirit of Eden’ og ’Laughing Stock’, er det i høj grad rettet mod de albums brug af stilhed. Vi kender alle sammen til den stilhed eller ro, der kan indfinde sig, når en aktivitet eller lyd ophører. Stilheden kan synes larmende og tomrummet invaderende, men den kan også være befriende, fantastisk og forløsende.

Stilheden er også musikalsk. Den første til at pointere dette var filosoffen, komponisten og avantgardisten John Cage, hvis mest kendte værk, '4'33', er et studie af stilheden, eller rettere: Hvordan stilheden ikke er stilhed, fordi den fører alt muligt andet med sig, og hvordan det i sig selv er musikalsk.

Hos Talk Talk førte stilheden på ’Spirit of Eden’ til en ambiens, et radikalt anderledes lydrum, end man nogensinde havde hørt fra et pop- eller rockorkester, et andægtigt, næsten religiøst og sakralt form for lydrum, hvor hvert eneste anslag og ord betyder noget.

Men stilheden var allerede til stede på ’The Colour of Spring’, ikke mindst i form af dens kompagnon: pausen.

Mark Hollis og resten af Talk Talk kendte om nogen til værdien af en pause. Og her mener jeg ikke (kun) i en eksistentiel forstand, men særligt i en musikalsk. For en pause er ikke bare stilhed, det er også en enhed, der giver værdi til alt det, der er omkring den.
 
’Life’s What You Make It’ er et pragteksempel på, hvordan det også kan udnyttes i en popsang. De første 12 takter går med at introducere groovet og den distinkte guitarfigur, før Hollis’ vokal træder ind. Efter de første linjer (”baby, life’s what you make it/ can’t escape it”) holdes der en – for popmusik – uforholdsmæssig lang pause på hele fem (!) takter, hvor groovet bare fortsætter, indtil vokalen træder ind igen.

Det samme gælder pianosoloen. Hollis’ vokal forsvinder, groovet kører videre, pianoet træder ind og spiller en frase over én takt. Pause. En frase mere. Pause. Fingrene bevæger sig ud i en trioliseret akkordbrydning. Pause. Og til slut tre anslag, der går over kvarten, kvinten og tilbage til grundtonen. Det er på en og samme tid så simpelt og så komplekst. Hvert eneste anslag og hver eneste tone betyder noget, fordi de giver vægt til alle de andre. Ligesom de ikke mindst giver vægt til alt det, der ikke er der.

Stilhed er mere
Kender man til værdien af musik og lyd, så kender man også til værdien af dens modpol. Talk Talks musik kan således anskues som et lille filosofisk mikrokosmos i sig selv, men det er ikke noget, der er unikt for dem, da det er en ret principiel musikalsk problemstilling. Hvor meget vil man fylde ud? Hvor meget skal man lade være?

Det er en gammel kliché, at less is more, og det vil være synd at lade det være pointen med dette nedslag fra Den ekstrametalliske dimension. For grunden til, at det ikke er en kliché i dette tilfælde, er, at mantraet hos Talk Talk i højere grad går fra at være less is more til silence is more.

Det er noget, mange bands kan lære af, særligt i en genre som metal, der lever på at fylde så meget materiale, lyd og støj ind på så kort et tidsrum eller så smalt et frekvensområde som muligt. Men de rigtigt gode metalbands – dem, man gang på gang vender tilbage til – har indset det samme som Mark Hollis: at balancen mellem lyden og stilheden, mellem virkemidlerne og deres pauser, skal opretholdes for virkelig at ramme et zenith.

Er der noget, man kan lære af Talk Talk, så er det en stringent opmærksomhed på det gode håndværk, en nænsomhed for detaljen og ikke mindst brugen af stilheden og pausen.

Det er med god grund ’Spirit of Eden’ og ’Laughing Stock’, som bandet og Mark Hollis er blevet hyldet for de sidste 30 år. Men nogle af de elementer, der gjorde de album så stærke, kom til udtryk som mesterlig popmusik allerede på ’The Colour of Spring’.

Hvor langt væk fra metal er det her?
Langt.

Er der overhovedet noget metal over det?
Ikke rigtigt. Udover et dybereliggende mørke er der i musikalsk og harmonisk forstand intet metal over ’The Colour of Spring’, men man kan argumentere for, at hvis ’Spirit of Eden’ var det første post-rock-album, at det så også er et første skridt i evolutionen mod post-metal – men det vil være en tilsnigelse.

Hvorfor skal man høre det, hvis det ikke er metal?
Fordi det er god popmusik båret frem af godt håndværk og en kunstnerisk vision, som man uagtet musikalske præferencer burde kunne sætte pris på.

Hvad gør det ved ens måde at høre metal på at have hørt det her?
’The Colour of Spring’ er sammen med de to sidste Talk Talk-plader forskellige øvelser i en doseret spagfærdighed og en kraft i det, som ikke er der. At rummet og musikken kan få en større effekt ved at blive skaleret ned eller ved at blive skåret fra, er noget, som mange, hvis ikke alle, metalmusikere kan lære af.

Er der noget, der faktisk er metal, som minder om det her, man kan høre i stedet?
Du kan høre en lang række post-metal-bands, der i en længere evolutionsrække kan ledes tilbage til Talk Talk, men det vil være forkert at sige, at det minder om det her. Man kan dog høre Steven Wilsons soloalbum ’To the Bone’, der i høj grad er dedikeret til den her æra af popmusik; faktisk så meget, at Wilson fik Mark Feltham (der spiller på ’Living in Another World’) til at lægge mundharmonika på åbningsnummeret. Der er det så bare heller ikke metal længere.