Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

På psykedelisk flyvetur

Populær
Updated
På psykedelisk flyvetur
På psykedelisk flyvetur
På psykedelisk flyvetur
På psykedelisk flyvetur
På psykedelisk flyvetur
På psykedelisk flyvetur

Psych-poprockerne i Tame Impala var veloplagte, velspillede og velmenende, da de lagde Arena-teltet ned fredag aften.

Kunstner
Dato
01-07-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Indrømmet: Vi strækker os langt, når vi her på Devilution vælger at skrive om Tame Impala. For man skal lede længe efter deciderede riff i deres søde psych-sovs, og man skal lede længe efter nogen form for heavy-attitude hos de langhårede hippie-fyre.

Til læserne, der ikke kender gruppen, så er Tame Impala et psykedelisk rockband fra Australien, der debuterede i 2010 og siden har udgivet to plader mere. Seneste album var ’Currents’ fra sidste år, hvor den æteriske og guitarrockede psych var blevet tonet ned til fordel for en større og mere poppet synthesizer-lyd. Man kan med en vis rimelighed sige, at bandets inspiration var rykket et par årtier frem – fra slut-60’erne til 80’erne.

Tame Impala lød dog stadig umiskendeligt som sig selv. ’Currents’ fik ros verden over og blev af adskillige musikmedier, danske såvel som udenlandske, kåret som en af årets bedste plader.

Derfor var det selvfølgelig oplagt, at de skulle vende tilbage til Roskilde Festival. I 2011 spillede de på den mindre Odeon-scene. Nu var de så opgraderet til Arena, og selvom de gæstede Danmark så sent som i februar, så var det lige før, der var pladsmangel i det store telt. Man aner i hvert fald, at placeringen på Orange Scene ikke er mere end et par år væk.

Konfetti og stenerrock
Efter en kort intro blev der åbnet for godteposen med ’Let It Happen’, førstesinglen fra ’Currents’, og der blev så sandelig ikke sparet på effekterne. Der var et kæmpe synthesizer-tema, reverb smurt ud over hele lydbilledet, der var vocoder-vokal, flanger på trommerne, poppet flerstemmighed og ikke mindst en masse konfetti, der blev kastet ud over publikum og band i bedste The Flaming Lips-stil.

Da Slayer spillede på Arena dagen før, var lyden ved at slå bandet ihjel. Men hos Tame Impala var lyden så gennemført god, at det var imponerende. Imponerende, fordi ’Currents’ er en af de mest gennemproducerede pop/rock-plader, der er udkommet i lang tid. Det er sjældent, man finder musik, hvor der er kælet så meget for hver detalje i produktionen, og i live-regi lykkedes det en dygtig lydmand (eller flere?) at få genskabt netop den lyd. Trommerne var tørre, synthesizeren stor, guitarerne velklingende, og vokalerne florlette og skarpe på samme tid. Tilsammen var det en altomsluttende helhed, og kombineret med de obligatoriske og farverige visuals var det en helhed, der sendte lytteren på psych-flyvetur.

Den swingende 'Elephant' fra albummet 'Lonerism' var det eneste indslag, hvor et guitarriff virkelig dominerede, og det i helt stoner rocket stil. Herefter kom ’The Less I Know the Better’, ’Eventually’ og ’Yes I’m Changing’ som en trio af ’Currents’-sange, før der igen blev kigget tilbage mod det ældre materiale.

Et velment tak
Undervejs sagde forsanger Kevin Parker tak til publikum, festivalen og Neil Young, der netop have afsluttet sin koncert på Orange Scene. Og det virkede velment fra den ydmyge frontmand. Rygterne om, hvorvidt bandet ville være i stand til at spille, havde floreret, da Parker få dage forinden var blevet set med en iltmaske, angiveligt fordi han havde mistet stemmen.

Han adresserede selv sine stemmeproblemer og sin glæde for publikum med linjerne: ”My voice only got one song left in it. But my heart has a million songs in it for you guys”.

Herefter spillede bandet aftenens sidste sang, ’New Person, Same Old Mistakes’, som selveste popdronningen Rihanna lavede en direkte 1:1-coverversion af på sit seneste album, ’Anti’. Det er et fremragende nummer, og det var en fremragende afslutter, og med et sidste konfettibrag blev koncerten lukket ned på fornem vis.

Det var på mange måder en helhedsoplevelse af de bedre, man bevidnede denne aften i Tame Impalas selskab. Og selvom deres sange sjældent borer sig rigtigt ind i mig, så kan man alligevel ikke komme udenom, at alle forhold var mere end i orden. Og det bør både band, publikum og i særdeleshed lydmændene have ros for.