Ugens Monsterdrøn
Updated
The Devin Townsend Bands kombination af kompromisløs metal og lyriske flader på albummet "Synchestra", går rent ind hos Emil Svendsen. Devin Townsend er en semi-kendt canadisk metalsanger- og guitarist, som gjorde sin entré på den globale musikscene med sin medvirken på Steve Vai's album "Sex and Religion" fra 1993.
Med Strapping Youg Lad albummet "Alien", som udkom sidste forår, prøvede han, at se hvor langt han kunne gå i udforskningen af sine mørke følelser, og fordi han ikke fandt det særligt behageligt i længden, måtte han lave en ny plade der viser en mere munter side af ham. "Synchestra" er dén plade, og tænkt som en antitese til "Alien".
Lad det være sagt med det samme: Det er nørdemusik – eller musikermusik, om man vil – og samarbejdet med Vai er bestemt også til at høre (og faktisk er Vai forbi som gæsteguitarist på nummeret "Triumph"). Så hvis man er af den gamle metalgarde, som ikke mener, der er lavet noget godt siden slut-firserne, er dette IKKE en plade at bryde sig med.
Albummet er underligt stemningsfuldt, og det formår meget musikalsk at smelte de mere stille og sære elementer sammen med det mere kontante og metalliske. Det er påfaldende hvor langt den brusende synthesizer ligger i forgrunden af lydbilledet i forhold til de distortede guitarer, uden det går ud over metaloplevelsen. Guitarerne har en snerrende, men ikke synderlig tung forvrængning, og sammen med synthen giver den en ret massivt brusende, støjende og svævende lydflade (ligesom på førnævnte "Alien"), men med netop det ønskede stik modsatte feel. Det er dog stadig metal, hvad der ikke hersker tvivl om, for både riffene og måden at spille på (med bl.a. dobbelt pedal og guitargrinds) er af metallisk støbning. Vokalen viser hvor stor en sanger Townsend er. Han har et genialt "scream" som man ofte får at høre samtidig med han også får blæret sig med, hvor godt han synger "rent".
Der er fjorten numre på albummet, og det bliver måske lidt for langtrukkent, hvis man skal kritisere noget. Det kunne faktisk godt være kortet et par numre ned, og især det sidste nummer er lidt malplaceret med et ret lallegladt og status quo agtigt feel. Men når det er sagt, må jeg ærligt indrømme, at den vellykkede kombination af kompromisløs metal og de storladent svævende og lyriske flader, går rent hjem hos en sentimental gammel metaller som mig.
Med Strapping Youg Lad albummet "Alien", som udkom sidste forår, prøvede han, at se hvor langt han kunne gå i udforskningen af sine mørke følelser, og fordi han ikke fandt det særligt behageligt i længden, måtte han lave en ny plade der viser en mere munter side af ham. "Synchestra" er dén plade, og tænkt som en antitese til "Alien".
Lad det være sagt med det samme: Det er nørdemusik – eller musikermusik, om man vil – og samarbejdet med Vai er bestemt også til at høre (og faktisk er Vai forbi som gæsteguitarist på nummeret "Triumph"). Så hvis man er af den gamle metalgarde, som ikke mener, der er lavet noget godt siden slut-firserne, er dette IKKE en plade at bryde sig med.
Albummet er underligt stemningsfuldt, og det formår meget musikalsk at smelte de mere stille og sære elementer sammen med det mere kontante og metalliske. Det er påfaldende hvor langt den brusende synthesizer ligger i forgrunden af lydbilledet i forhold til de distortede guitarer, uden det går ud over metaloplevelsen. Guitarerne har en snerrende, men ikke synderlig tung forvrængning, og sammen med synthen giver den en ret massivt brusende, støjende og svævende lydflade (ligesom på førnævnte "Alien"), men med netop det ønskede stik modsatte feel. Det er dog stadig metal, hvad der ikke hersker tvivl om, for både riffene og måden at spille på (med bl.a. dobbelt pedal og guitargrinds) er af metallisk støbning. Vokalen viser hvor stor en sanger Townsend er. Han har et genialt "scream" som man ofte får at høre samtidig med han også får blæret sig med, hvor godt han synger "rent".
Der er fjorten numre på albummet, og det bliver måske lidt for langtrukkent, hvis man skal kritisere noget. Det kunne faktisk godt være kortet et par numre ned, og især det sidste nummer er lidt malplaceret med et ret lallegladt og status quo agtigt feel. Men når det er sagt, må jeg ærligt indrømme, at den vellykkede kombination af kompromisløs metal og de storladent svævende og lyriske flader, går rent hjem hos en sentimental gammel metaller som mig.
Kunstner
Titel
Synchestra
Dato
30-01-2006
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter