Magi i mellemspil

Musik for cello, guitar og elektronik, skrevet på et roadtrip, der fører til kysten, hvor et familiemedlems aske skal spredes. Det lyder som en indiefilm fra midten af nullerne – og måske skal den også høres på den måde.

‘Dissolution to Salt and Bone’ tog mig en del forsøg at forstå, og jeg er stadig ikke sikker på, jeg er nået i bund. Det er gået op for mig, at jeg måske slet ikke behøver det. For ligesom det at se en Richard Linklater- eller Harmony Korine-film i sig selv er oplevelsen, således er det også med The Sun and the Mirror.

Opbygningen er både klassisk og utraditionel. Med fire skæringer, delt op i de rent instrumentale ‘Interval I & II’ og de knap 18 minutter lange ‘Currents’ og ‘Katherinella Angustri’, der også inkorporerer vokal, er ‘Dissolution to Salt and Bone’ knap tre kvarters meditativ og eksperimental vandren igennem et amerikansk landskab skabt af harmoni og dissonans, drone og ambiente lydflader.

Problemet – eller udfordringen, om man vil -  er klart kontrasten mellem de to.
Undertegnedes personlige favoritter er de korte kompositioner i ‘Interval I & II’, hvori der skabes en umiskendeligt amerikansk lyd, der fremmaner et gammelt landskab, lig Ben Nichols’ ‘Last Pale Light in the West’. Men hvor Nichols spiller country, skaber The Sun and the Mirror i stedet deres homage til det amerikanske vest gennem lyde, synths og i særdeleshed Sarah Townleys klagende og fine cellospil.

Under gennemlytningen, dukkede tanker om Cormac McCarthys roman ‘Blood Meridian’ fra 1985 konstant op. For dem, der endnu ikke er nået til dette storværk, kan den ganske kort refereres som en udforskning af menneskelig ondskab eksemplificeret ved hovedpersonens deltagen i nedslagtningen af indfødte amerikanere i 1850 i det sydvestlige USA og personificeret i den djævelske Dommer Holden, der følger vores hovedperson som en mørk skygge. Som altid hos McCarthy er grusomheden umådeholden og nøgternt beskrevet, og fortællingen vækker ikke ligefrem håb hos læseren.

På samme måde er ‘Interval I & II’ mørke og dunkle, og fremmaner en umiskendelig fornemmelse af tab – hvilket stemmer godt overens med den tunge byrde Townley-parret bar på deres rejse gennem Oregon.

På den anden side har vi så ‘Currents’ og ‘Katherinella Angustri’, der i stedet for de landlige toner dykker dybere ned i det industrielle og doomede, hvor vi også trakteres med et par forvrængede riffs hist og her. Lige præcis nok til at gøre det beslægtet med metal, men ikke nok til, at vi reelt kan komme musikken i denne kasse.

Heri ligger The Sun and the Mirrors svaghed, for vokalen, der heldigvis kun anvendes sparsomt, er graverende nok til at blive irriterende, og trækker fra det ellers spørgelsesagtigt smukke ved de minimalistiske kompositioner, der på de bedste steder, særligt i ‘Katherina Angustri’, minder om Lingua Ignotas sarte ‘Pennsylvania Furnace’ fra sidste års ‘Sinner Get Ready’. Den minder én om Kristoffer G. Ryggs på den 19 år gamle EP ‘A Quick Fix of Melancholy’, hvor bandet eksperimenterede, med nogen succes, i deres nye lyd. Hvad der til gengæld fungerede mindre godt, var vokalelementet.

Det er givetvis et spørgsmål om præferencer, men den tynde vokalleverance, der kommer for dagen på for eksempel Ulvers ‘Blue Bird’ eller særligt på The Sun and the Mirrors ‘Current’ lyder som et et forsøg på at være neofolket eller dramatisk, som førnævnte Lingua Ignotas, men lander yndeløst på jorden og lyder af prætentiøsitet fremfor andægtighed.

‘Dissolution to Salt and Bone’ er en plade, der kræver en vis fordybelse af lytteren, men også en evne til at købe ind på konceptet og lade sig føre med. Og det kræver at man kan sætte præferencer til side og søge de elementer i musikken, der tiltaler en, mens resten kan henvises til gode forsøg.