Slægt plages af producerkvaler på den nyeste plade, der ellers kun kæmper med skønhedsfejl.
Det nyeste testamente er en naturlig udvikling i den retning, Ghost har taget de senere år, men Tobias Forges veje er stadig uransagelige.
Dark Funeral er tilbage efter seks års tørke, og er nu klar med deres syvende plade, der nok påkalder dommedag, men ikke helt leverer.
Publikum bliver endnu engang budt på dystopisk industrial og et fremtidigt bud på heavy, mens Tristan Shone selv fremstår mere menneskelig end maskine.
Stengade bød på tre gange stoner af meget forskellige, men klippesolide stenarter.
DR har undersøgt den sorte metal, og det er der kommet en interessant, psykologisk fortælling ud af, der blotlægger genrens styrker og svagheder.
Dette er en positiv beretning om hvordan fransk middelalder-blackmetal fik en anmelder til at sænke paraderne og glemme de instinktive fordomme. I hvert fald for en stund.
Konvent udvider deres doom med elementer af døds- og i særdeleshed black metal på 'Call Down the Sun', der lyder godt og dunkelt.
Et udsolgt Stengade endte med at dampe i den kolde nat, da tre danske bands fik den københavnske kælder til at koge over i feministisk glædesrus.
Tyske Luzifer blander lystigt elementer fra 70'erne og 80'erne til deres helt egen genreblanding, som virker sært dragende.
Bloodywood er parat til at redde dig, mig, os alle sammen fra den nærtstående undergang – og regner man indholdet på ’Rakshak’ som udtryk for succesraten, så er vi i ganske sikre hænder.
Riffguruen Matt Pike er ude med endnu en vederstyggelig plade af riffgalore. Denne gang under eget navn. Spørgsmålet er så, om det kan retfærdiggøres.
Der er friske og lidt mere hengemte skiver i indkøbskurven endnu en gang!
Scorpions har netop smidt album nummer 19 på gaden og mon ikke det denne gang er bandets sidste ordinære albumudgivelse?
Der er ikke megen fornyelse at spore på amerikanske Towers andet album. Men er det ikke også bedre at have klasse?
Ingredienser: Kabelbakker og rør, en trappestige i pitten, intetanende dansemus og jakkesætstyper fanget i en mosh, ølglas og flisegulv, en røgmaskine og blå blink.
Aftenen på Stairway startede drønende godt, men til slut var det bare drønkedeligt.
Toldermania III bød på velkendte successer, nye ansigter og musikalske udfordringer lørdag aften i Smilets By. Lytterne blev ført rundt i punkens univers i en række korte, intense og fængende optrædener, der var lige, hvad vi trængte til.
Immolation har begået endnu en træfsikker dødsmetalplade med 'Acts of God', der minder os om, hvor overset Ross Dolan og co. er i genren.
Eddie Vedder har allieret sig med stjerner som Elton John, Ringo Starr og Stevie Wonder på sin soloplade, og alligevel er der kun kommet jævn musik ud af det.
Samtiden har indhentet Zeal & Ardor og hymnerne er udskiftet med slagsange.
Tyske Vorga spiller fed, atmosfærisk og melodisk black metal på en yderst velkomponeret debutskive.
Amorphis fortsætter deres sejrsridt uden træthed, men også uden lyst til at udforske nye territorier.
Violet Cold skuffer aldrig. Men denne gang er det lidt svært at se konceptet.
Orm afrundede med inderlig og eksplosiv bravur mesterværket ‘Ir’ af, samt mange års sammenspil med deres ven og bassist gennem mange år.
Evigt aktuelle og kunstnerisk flydende Napalm Death er klar med en EP, hvor de får smidt mere udmærket materiale på gaden.
Både publikum og bands var oplagte, og trods lidt udfordring med teknikken, så blev der fejret en masse ny musik på 1000Fryd.
Skal man tro Jonathan Davis, er ‘Requiem’ en mere positiv plade – især oven på den dystre “The Nothing”. Det er måske sandt, men 'Requiem' er stadig særdeles dyster.
Voivod er som vanligt gode på 'Synchro Anarchy'. Men heller ikke mere end det. For Voivod er efterhånden blevet en institution i sig selv.
Det er svært at finde tid til kunst mellem bomber og kampvogne. Alligevel formår Palæstinas Zalaam at insistere på både black metal og arabisk visdom.
Papir prøver med ‘7’ at få dig ned i gear. Det lykkes de med, da du måske endda går i stå.
Finner blander svensk og norsk meloblack sammen til gode sange, men modet til at prøve nye veje begrænser sig til ét mærkværdigt intermezzo.
Danske Rambuk albumdebuterer og mens de musikalsk minder om Job For A Cowboy, så er det så godt lavet, at de slipper af sted med det.
Gammel kærlighed kan ruste. Men med flid og polering kan den skinne så stærkt som den nogensinde har gjort.
Tredje fuldlængde fra Fredericias Lifesick er på gaden, og der er smæk på.
Prog-legenden Ian Anderson er kommet med sit 22. studieudspil, og det behøver han ikke at få kastet mugne grøntsager i hjelmen for.
I dødsmetalregi kan man godt kalde Tucker, Longstreth og Palubicki for en supergruppe, men Malefic Throne er heldigvis mere end en samling fine cv'er.
Der er ikke meget nyt at spore på seneste Battle Beast album. Men det er godt nok til, at bandet endnu en gang nok lander på førstepladsen på Finlands hitliste.
Fit for an Autopsy har udgivet Gojiras bedste udgivelse siden ‘L’Enfant Sauvage’ – det er bare pisse ærgerligt, at Fit for an Autopsy ikke er Gojira.
Bid og melodi er fraværende på Eliminators anden udgivelse, der dog vinder lidt igen på stemningen.
En altopslugende afgrund af grå skyer er hvad der følger med, når 40 Watt Sun langt om længe udgiver nyt.
Benni Bødker har begået en fin lille bog om dengang Darkthrone gav koncert i Esbjerg, og kickstartede dødsmetal i Danmark.
Boris er tilbage på 33. studiealbum eller deromkring og vanen tro, anede vi ikke hvad vi fik. Spørgsmålet er, om vi finder ud af det.
Selvom Shadow of Intent ikke helt formår at følge op på den mesterlige 'Melancholy', er 'Elegy' en sprudlende, potent og insisterende udgivelse, der henvender sig bredt.
Vi nåede ikke at anmelde Death Sets nye album i 2021, så vi kommer her med en forsinket anmeldelse. Overordnet: Du har misset at have myrer i øregangene, men også kun det.