Der var solid hardcore og lidt mindre meningsgivende crossover på Underwerket i Valby. Et taknemmeligt publikum og to veloplagte headlinere førte os gennem strabadserne.
Aftenens tre bands kan med fordel sætte sig ned og lære af hinanden til næste gang, da de på godt og ondt stod med vidt forskellige styrker og svagheder.
Der går rigelig grunge i Bogwifes psykedeliske stener-LP. Sine steder til god effekt, andre steder til mere blandet modtagelse.
Spiritbox er en genrehybrid, der gerne vil kombinere, udfordre og skabe et levende musikalsk univers. Ambitionerne er store, kundskaberne tilsvarendende, men kvartetten formår ikke at leve op til forventningerne, der er minimum lige så høje.
Som det lakonisk fortaltes Horatio, at Rosenkrands og Gyldenstjerne er døde, ligeledes må vi sande, at Agalloch og Bathory ikke er her, og de har efterladt sig et hul i den folk-inspirerede black metal som ikke hundrede trolde- og vikingetyper kan fylde. Men Waldgeflüster kan.
Eyes giver fanden i papirjubilæum og fejrer i stedet sig selv ved at invitere til familiefest i hardcorehuset med denne sammenklippede og gennemsmadrede remix-EP.
Tirsdag aften dannede Loppen rammen om den tungeste tirsdag meget længe, da polske Dopelord stak hovederne forbi.
The Night Flight Orchestra står stadig for den perfekte AOR-hyldest af høj kvalitet på deres sjette album, hvor kun det ultimative hit mangler til at fuldende.
Kellermensch gentog succesen fra november og sendte publikum i en emotionel ekstase, da de påny beviste, at de er et af Danmarks bedste rockbands.
Debutalbummet fra Funeral Chasm vil være og er sortsynet og deprimerende funeral doom, men det er også sært vederkvægende midt i al mistrøstigheden.
Carcass er tilbage med en plade, der minder om forgængeren og alligevel introducerer nye elementer til en lyd, der ikke fås andre steder.
Demersal har kastet sig hovedkulds i blindt, afmægtigt raseri på ny EP, men selvom følelserne i den grad er til at mærke, mangler vi pusterum.
Den danske kvintets tredje fuldlængdeudgivelse er ikke helt den stærke opfølger, man kunne have ønsket – til gengæld er det en solid tilføjelse til et allerede stærkt bagkatalog.
LLNN er støj. LLNN’s nye album er knusende støj. Det er en massiv lytteoplevelse, der tager dig med ind i en mørk fremtid, hvor et menneske er mindre værd end en håndfuld støv.
Endnu et kunstigt band opstår og udgiver et album. Nu får den tidligere forsanger i Metal Church Ronny Munroe en tur til i manegen.
Ikoniske Jethro Tull spillede en fortryllende, varm og old school rockkoncert i Operaen, men tiden er forståeligt nok løbet fra vokalen.
Punk Life Crisis brillerer med et skarpt portræt af bandlivet, men når livet på landevejen foldes ud, er det både bandets drøm, der brister – og desværre også fortællingen om den.
Et minde om en voldtægt og fantasien om hævn er omdrejningspunkt for den helstøbte 80-er-goth-gone-black-metal-udgivelse fra amerikanske Apricitas' hånd.
Man bliver aldrig for gammel til at sætte pris på et stort fedt anthem. Men det kan være svært at overbevise sine snobbede kammerater. Turnstile lader dig slå dem i deres eget spil ved at lave en plade, der er lige så catchy, som den er eksperimenterende.
Første ægte koncert på Stairway i Vanløse bød på fire vidt forskellige bands, og minimum to fraktioner blandt publikum. Alligevel endte aftenen i både forløsning og begejstring.
Hvis The Black Dahlia Murder er arvtagere efter Cannibal Corpse, så står Carnifex klar i kulissen til at være de nye The Black Dahlia Murder.
På Loppen bød Offernat og Dying Hydra på inderlighed. Både blød og taknemmelig inderlighed, men også en udadreagerende og voldsom en af slagsen.
Det er muligt, at Between The Buried And Me i dag maler i andre farve-nuancer, men det ændrer ikke ved, at bandets lillebror-projekt er fuldt på højde og endda bedre end sammenligningsgrundlaget.
Iron Maiden bevæger sig flere skridt frem, et par tilbage og mange til siden på 'Senjutsu', der på samme tid er alt for langt og alligevel lyder friskere, end Maiden har gjort længe.
Siden Situationsfornærmelse udsendte ‘Ind med Hænderne’, har den aarhusianske punkkvartet og Devilution haft en koket affære. Men kan en sådan overleve en stenhård dom, når der skal deles kasser ud?
Både HIRAKI og We Are Among Storms var veloplagte og svedte sig gennem hver deres koncert på det lille spillested i Aalborg.
Tyske Baxaxaxa trækker lytteren tilbage til black metal før Norge. 'Catacomb Cult' er fyldt med heksesabatter, råddenskab, catchy sangskrivning og gammel ondskab, og det er virkelig fornøjeligt.
Forandring fryder for Hooded Menace, der udskifter noget af det buldrende tunge med klassisk 80'er metal for derved at lande i et enklere lydbillede, hvor potentialet er stort omend ikke komplet i mål.
Umiddelbart spiller Baest og Katla to ret forskellige typer metal. Men stilistisk har de tre ting til fælles. Bajer, uhøjtidelighed og frasortering.
“Sex med Satan er den højeste sang. Det lyder som en hammer fra helvede”. Således lyder de gamle visdomsord. Men passer det nu også, når vi taler om Wormwitch?
På Anguishs fjerde album får man mere af det gode. Men så heller ikke meget mere end det.
Oxygen Destroyer går planken ud med deres fascination af Godzilla på deres svære toer, der er hæsblæsende døds- og thrashmetal fra Seattle.
I en tid hvor black metal ikke nødvendigvis er hverken trve, kvlt, sort eller bare metal, findes der stadig nogen, der husker dengang clean vocals var bandlyst og koret var en knap på et keyboard.
Lorna Shore bliver officielt kærester med forsanger William Ramos og forsegler pagten med en EP, der er fuldt på højde med sidste års ‘Immortal’.
Den ærgerlige smag i munden blev siddende, længe efter ølkaravanen var rejst videre med sine på skrømt sammenførte bands. Cabal, Bersærk og The Entrepreneurs har et minimum til fælles, men i Odense fik de hver især vist, hvor de kommer fra. På godt og ondt.
På 'Forked Tongues' forener Craven Idol det monumentale og episke med black/thrashende hærg, arrigskab og vildskab. Resultat? Et af året bedste album.
Metal Aid pt. II står mere i blackens tegn end etteren, hvilket passer både anmelderen og datoen godt.
Er black metal for grimt og larmende? Er du vild med Skandinavien og tv-serier om vikinger? Og kan du lide behagelige melodier som lydtapet? Så har Wormwood et godt tilbud til dig.
Fjerde album fra Kristin Hayder, bedre kendt som Lingua Ignota, tager avantgardeprojektet til nye højder, men ender i processen med at ofre genkendeligheden.
Ingen har patent på en æstetik, men Deafheavens appropriation af drømmepoppen er trods en hæderlig indsats ultimativt forglemmelig.
Eyes’ koncert på Ilter føltes som forløsningen på et års indestængt energi. Pitten eksploderede endelig efter nogle tilløb, og ingen havde fortjent det mere denne dag.
Med halvandet års forsinkelse spillede Riverhead deres debutkoncert med den nye forsanger, Jacob Bredahl. Det kunne heldigvis godt bære hypen.
Lacks gendannelseskoncert på Ilter Festival var mirakuløs. Et orgie i sved, smil og ømme favntag, mens andre kom for smadderen og blev for melodierne.
Black metal-genren kan stadig omforme sig selv: Beyond Man debuterer med kvælende varm og fortættet atmosfære og gør det bedre end de fleste.
Septage debuterer med en EP så rådden, at selv bands som Autopsy og Carcass må nikke anerkendende med et afskåret hoved.