Mental Crueltys tredje fuldlængdeudgivelse er et stort skridt fremad for tyskerne, oven på den lettere skuffende forrige plade. Både hvad angår sangskrivning og udvikling.

Cirith Ungols genstartede karierre lever på denne EP kun delvist op til fordums storhed, men det smager dog af mere.

Mystisk, mytologisk og okkult ekstremmetal er ikke som sådan et nyt koncept, for at sige det mildt. Men Esoctrilihum gør det bedre end så mange andre.

Red Fang byder på musik, du kan drikke bajere til, uden der af den grund skal gå Biergarten i den.

Bell og Cazares' musikalske parløb, der gennem 30 år har kastet fejder og musikalske landvindinger af sig, er kommet til vejs ende på en dyster fremtidsprognose.

Witch Cross er tilbage efter endnu en lang indspilningspause. Det er fortsat med livline tilbage til 1980’erne.

Debutpladen fra Mother Of All er en opvisning i evner indenfor melodisk dødsmetal og thrash, og den gør det hurtigt og præcist med solide riffs.

Der klunses til højre og venstre, og Lucer følger i Greta van Fleets fodspor, når de udgiver en plade, hvor et andet, større band allerede har spillet al musikken i forvejen.

Aarhusianske Archon sigter med navn og ep-titel højt. Heldigivs er der mere end blot varm luft og høje tanker gemt i kvartettens debut-ep.

Et tilbageblik på brutal statsterror og punk som protestmusik i Sydamerikas største land. Fire svenskere spiller brasiliansk hardcore og hylder fortiden.

Fire bands på én aften og særdeles blandede bolcher. Between Oceans leverer aftenens mågelort, imens Unseen Faith leverer et hold-kæft-bolsche til alle, der ikke kan lide deathcore. Daze of June leverer en juni-varm, men lidt fugtig omgang. 

Guitaristen Esa Holopainen åbner lidt op for alsidigheden på sit soloprojekt uden dog at ramme helt uden for den palette man allerede kender fra hans bidrag til Amorphis. Udtrykket varieres i større grad af valget af vidt forskellige sangere.

Dizzy Mizz Lizzy spillede hele den nye plade i Arena Nord, hvor vellyd i intime rammer sikrede en let sejr til 90'ernes rockstjerner.

Et band, der aldrig står stille, kan have svært ved at finde fodfæste. Det er konklusionen, når det handler om britiske Code, der på den ene side altid kan finde på nye elementer, men desværre lige så ofte glemmer nogle.

Van Canto er måske historien om en mand, der hedder Kurtz. Men sandsynligvis er det bare noget, tyskerne har fundet på, fordi de aldrig fik erobret verden og tager hævn på en anden måde.

I weekenden lokkede Blastbeast os til The New Shit i Pumpehuset med en spøjs blanding af knallertrock og screamo.

Langt inde i karrieren formår Flotsam and Jetsam fortsat at udgive et nyt album, der holder et ganske højt niveau.

Det er efterhånden længe siden, at vi har hørt nyt fra Perturbator. Ventetiden har dog været alt værd og mere til.

Volas nye kompositioner bestod live-testen med bravour, mens kvartetten understregede deres internationale format.

Debutalbum fra Heavy Sentence er fyldt med punkede, bøllede arbejderklassemetalhymner og er nok det bedste soundtrack til et værtshusslagsmål, man kan forestille sig.

'Visions of Trismegistos' er fortættet, kompleks og mørk thrash i et hæsblæsende tempo, der efterlader stort set samtlige konkurrenter halsende efter Nekromantheon.

Højt mod nord, på kontinentet Tamriel ligger det frosne land Skyrim. Her kommer inspirationen til Noctules melodiske black metal, og der er intet andet at gøre, end at overgive sig og gå på opdagelse.

Læn dig tilbage og nyd screamoens udvikling gengivet over seks skæringer af varierende kvalitet.

Rhapsody Of Fire er bedst kendt for power metal, der med ublu stolthed stræber mod himlen. Men hvad helvede er det her?

Fra spydspidsen af den moderne rød-sorte black metal eksperimenterer engelske Dawn Ray’d

Benni Bødkers horrorroman for voksne er blevet kaldt dødsmetal, men anslaget er mere raffineret end dét – og fortrinligt kulørt.

Niels Vejlyts seneste album rummer meget vellyd men ender alligevel med at hænge én langt ud af halsen.

Er skotter for joviale og godmodige – for sunde, simpelthen – til at kunne spille black? Ikke ifølge anonyme Ifrinn, der søger det sugende mørke på denne debut-ep.

Panopticon, kendt og berømmet for sin kreativitet og nytænkning, udgiver endnu en plade. Men kan den holde dampen oppe fra storhedstiden, eller skuffes vi igen?

Vulture spiller flittigt på den store oldschool heavy og thrash-violin, og så kan de endda finde ud af at knuse de snævre rammer med nogle overraskende velplacerede genrebrydninger. 

Dansksproget thrash-black med solide accessories, et imponerende gæstegalleri, syng-med-potentiale, rigeligt med solide riffs, og hvad der mest af alt minder om Peter Sommer i corpse paint.

Tredje fuldlængdeudgivelse fra den dansk/svenske kvartet er et sammensurium af de foregående succeser: En tung satan med masser af variation og detaljer, der fastholder bandets lyst til at eksperimentere og udfordre lytteren.

Jo Steel lyder som en mongol, der prøver at spille heavy metal. Altså ret meget som heavy metal. Det er den perfekte antitese til den lammende perfektionisme.

Wolf Devil lignede noget fra en sløj sydvestjysk dilettantforestilling, komplet med sjove parykker og pude-tyk mave, da de endelig livedebuterede på High Voltage. Men var det sjovt?

'Har' er et spændende album fra rumænske Dordeduh, der i et storladent musikalsk maleri blander farver fra Rotting Christ med en palette lånt af Alcest.

Genopstandne Zombi opgiver at indgyde håb og skaber i stedet et fortættet og håbløst soundtrack til mellemtiden.

Fra vestkyst til østkyst giver Awenden og Feminazgûl hver deres bud på moderne black metal, sorg og raseri

Hvor kan konservative black metal-fans og militante islamister blive enige? Måske i fordømmelse af coveret til aserbajdsjanske Violet Colds nyeste album.

Stik mod tidens trend har Ghost Iris skruet op for 'coren, sat ild til sangskrivningen og bevæget sig endnu længere mod den smadrede og rå lyd, der definerede genren dengang, den var ny, provokerende og ville oprøret.

De tyske metalcoreveteraner spilder tiden med en opsamlingsplade, hvor det bedste, der er at sige, reelt er, at den ikke er særlig lang.

Spilleregler over højttaleranlæg, festivalgængere i meget stram snor, en bar, der lukkede, to timer før koncerten sluttede, og tværfløjte, tamburin og saxofon. Det var nogle af ingredienserne, til en af de to første festivaler i over et år.

Air Raid er et stækt svensk svar på et band, der lyder som noget, du har hørt før i nærheden af metalguderne i Judas Priest. Men bare ungt med små dun på hagen og dugfriskt som i det band, der spiller højest i ungdomsklubben.

Pupil Slicer er klogere end The Dillinger Escape Plan, vildere end de fleste nyere grindcore-bands, og opsatte på at flytte grænser fra start til slut. Vi er imponerede over englændernes debut.

Der er kun en god håndfuld musikere på Aarhus’ voksenpunkscene, og de fleste af dem spiller i Coach, der lyder som dem allesammen. Det er fedt nok, men er det nok?

Brightonsludgerne spiller i grænselandet mellem noise og sludge, men lader screamoinspirationen kigge frem i glimt. Ledsaget af en gæsteoptræden fra Englands tungeste bassist, skriger de sig tilbage til liv