Det bedste, der er at sige om 'Fortitude', er, at den får forløberne til at tage sig bedre ud. Økometallerne prædiker for koret og lever op til alle fordommene om at være overvurderede.
Nogle plader kan koges ned til musikteori og tonereferater. Det kan denne ikke.
La-di-da-di-di: Papirs fritflydende overskudsmusikalitet er magelig at slæge sig i, men i længden bliver ubesværetheden et problem for bandet.
Danske Steelbournes debut er et velskabt heavymetal-album, der kun mangler, at de tør give fuldstændigt los hele tiden og tage den helt ud på både vildskab og det episke.
Er det stadig et breakdown, hvis det ikke rigtig bryder med noget? Extinguish savner den dynamik, der kunne gøre debut-EP’en til en mavepuster.
Kan et gendannet 80'er-band, der aldrig udgav mere end en demo dengang, tænde ilden i hjertet efter sværd og trolddom? Incursion kan i hvert fald tænde en flamme.
En kold solskinsdag i Pumpehusets Byhaven ramte kogepunktet, da et års koncertabstinenser endelig blev forløst.
Punk, EBM og industrial – Youth Code og King Yosef har succes med at kombinere og komprimere det hele til 30 minutters drivende ubehag.
Portugisiske Animalesco, o Método debuterer med crust, død og sikkert blandede trusler og ukvemsord, som nordboerne ikke forstår. Det kunne være meget værre.
Københavnske Gabestok er hurtigt ude af starthullerne og har skruet det tekniske niveau op, men mister overblikket i bare iver.
Sylvatica er klar med første album siden 2014. Den lange ventetid har stort set været ventetiden værd.
Wode har med 'Burn in Many Mirrors' begået en perle af black metal, hvor andre genrer også kigger frem og gør det til en lyttervenlig oplevelse.
Synthesizer, greatest: The Armed indfrier det pop-potentiale, der har luret nede i kaosset. ‘Ultrapop’ er indtagende og frisk, selvom virkemidlerne er velkendte.
Life of Agony fortæller om, hvor hårdt Life of Agony har haft det i ny selvproduceret dokumentarfilm. Det bliver sine steder interessant, andre steder næsten for følelsespornografisk.
Modsætningsfyldt fra start til slut, ‘G_d’s Pee AT STATE’S END!’ er en kæmpe mundfuld, der anbefales at indtage siddende.
Jep, Bongzilla er klar med en ny plade. 20. april. Altså 20/4. Get it? Arh, det virker måske bedre på engelsk. Nå ja, den handler om hash.
Når While She Sleeps er bedst, er kvintetten nært uden sidestykke. Desværre formår englænderne at ødelægge helhedsindtrykket af 'Sleeps Society' med en vanvittig ringe slutspurt.
På vanlig eventyrlysten vis indtog Solbrud et gammelt vandtårn i Brønshøj. Og trods genlyd og mørke formåede de ikke kun at tryllebinde i levende live, men også på bånd.
Verdens første kvindelige hard rocker lever og har det godt og udgiver et af sin karrieres bedste album i en sen alder.
Punkbandet Brats vil nok for altid først og fremmest være kendt som bandet, der udviklede sig til Mercyful Fate. Det sætter genudgivelsen af bandets tabte debutalbum fra 1979 en tyk streg under.
Supergruppe med Bobby Liebling på vokal forsøger at genoplive 70'ernes sleazy garagepunk. Det lykkes sådan cirka halvdelen af tiden i løbet af de 36 minutter, debutalbummet varer.
'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.
Tre årtier henne kan Motorpsycho stadig overrumple én på deres årlige albumudgivelse. Bare ikke denne gang.
Den tredje fuldlængde fra portlandske bewitcher er dygtig rock-black, men mest interessant når den er noget andet.
Den hastige melodiske heavy metal havde det godt i firsernes Tyskland, men da det er 30-40 år siden, skal der stå bands klar i kulissen til at tage over. Det kan Axxion til dels.
Eller bare troen på den? Aarhusianske Hiraki lægger sig på deres andet album i sporet af den 90’er-revival, der i mangel på reelt nye idéer forsøger at genopfinde fremtidstroen.
Et støjende helvede af rumklang, afbræk og sonisk forstyrrelse
Sandstorms anden EP er kort, simpel, stærk og rå – og kan citere de store mestre uden at kopiere.
Drüben har med 'Ormene Æder Fuglene Til Sidst' lavet en fremragende depressiv black metal, der, hvis man ikke allerede havde livslede, giver en lyst til at give op.
Finske Planeetta 9 serverer doomet metalrock på finsk, og det gøres med enkle fængende virkemidler og nogle ganske overbevisende omkvæd på den 18 minutter lange nyligt udgivne EP.
Irske Soothsayer ligner endnu et pletskud fra Transcending Obscuritys kasse med nye bands, der bare kræver, at du lægger opvaskebørsten fra dig, smider telefonen i affaldsskakten og sætter dig ned og hører efter.
Hvis du er til klassisk heavy rock og metal, så lider du under, at de store bands synger på sidste vers. Derfor peger vi på nye bands, der kan bringe faklen videre. Første band i serien 'Nyt Fra Vestfronten' om genopstanden heavy rock og heavy metal er amerikanske Midnight Dice.
Finnerne har ry for at være nogle deprimerede og triste typer, der helst spiller hockey og begår selvmord, når de da ikke har flere metalbands per capita, end noget andet land i verden. Men efter at have set Hevi Reissu, er det ikke så blåt/hvidt endda.
Angelus Apatrida føles som nyfødte på deres syvende fuldlængdealbum. Hvis du er klar til at blive blæst omkuld, rystet i grundvolden og føle dig, som om du lige er blevet spyttet ud af en rasende thrash-vulkan, så hæng på – hvis du kan!
Genghis Tron gør comeback og skifter stil fra frenetisk 00'er-proghardcore til nysselig neoprog med blibbende synths. Resultatet lyder på en gang nutidigt og tilbageskuende.
Fæl, flydende og bevidsthedsudvidende stonersludge fra landet hvor kvinderne lyser og mænd plyndrer.
Metalcore anno 2021 behøver ikke altid være overproduceret, fyldt med rensang og et utal af mere eller mindre relevante gæsteoptrædener – men ambitionerne skal være højere.
Mike Patton har genoplivet Tomahawk for at udgive et coronaalbum, som han selv trækker ned i dyndet i grænselandet mellem det ulidelige og det halvvejs medrivende.
De engelske hard rockere fra Thunder lyder stadig umiskendeligt meget som Thunder. Og det er sådan set også ganske fint.
White Void er elegant og syret rock med højt til loftet båret af en fremragende vokal fra Lars Are Nedland fra Solefald og Borknagar. Som alle inspirationer, der måtte have skabt Ghost, parret med norsk lethed og ynde.
Memoriam har for længst gravet deres skyttegrav – og de bliver i den. Heldigvis, hvis man godt kan lide det sted, de har valgt at grave den.
Brødrene Loeffler brillierer trods skriveblokeringer og tydelige tegn på, at dette meget muligt kunne blive Chevelles sidste plade.
Der er mange måder at tackle lockdown på. For mange musikere er det åbenlyse valg at skrabe et eller andet gøgl sammen og smide det på gaden. InsideOut mener man kan sælge en hel serie af Townsend-rester og sender her første kapitel på gaden.
Shiny Daggers har syv minutters musik ude på vinyl i 100 eksemplarer, hvilket i følge pladeselskabet automatisk betyder "soon-to-be rare & cult". En omgang black, død, thrash med lidt af den nordiske stemning og som samlet set efterlader et "tja..."
Significant Points debut er et fint bevis på, at man ikke skal tænke sig for meget om, når man spiller heavy metal.