Mølitant middelmådighed
Populær
Turbocharged forsøger sig med blege og kraftløse Venom-variationer uden dynamik med ’Militant’. Man skal nok have drukket en del bajere, før det bliver sjovt.
2. Aura of Flies
3. Popecleaver
4. Where The Sodomites Never Burned
5. Demonization
6. Dead Flesh Monument
7. Massive Worldwide Armageddon
8. Militant
9. Battered And Crucified
10. Dechristianization
11. Blood Red Rain (Over The White Plains of Heaven)
12. Left Hand Psychopath
Det kan være en god idé at tylle en 5-6-8-10-20 bajere (alt efter alkoholtolerance og eget selvbillede), før man giver sig i kast med ’Militant’, svenske Turbochargeds seneste udspil. Så kan det sikkert godt blive en fest, men når man sidder helt ædru på sådan en søndag og lytter skiven igennem, er det en lige så trist omgang som en bodega om formiddagen.
Trioens hovedaktør er undergrundslegenden Ronnie Ripper (ex-Gehennah, Ronnie Ripper’s Private War), hvis snerrende vokal er albummets force. Stilen er en punket, rock’n’rollet deathtrash med rigelige mængder Motörhead-inspiration, men hovedinspirationskilden synes især at være Venom. Det er der mange, der vil for tiden, som vi også var inde på, da vi anmeldte Heretic for nylig.
Det er tydeligt at høre, at musikerne er kompetente. Denne kompetence har de så brugt til at skrive 12 identiske sange, der ikke rykker en meter. Produktioner er alt for moderne, steril og livløs til genren. Ironisk nok er det vel albummets mest originale bidrag til genren.
Hovedproblemet er dog, at variation i sangskrivningen er ligeså udbredt som litterære kvaliteter i en Jussi Adler-Olsen-roman. Det er samme tempo hele vejen igennem, der er ingen dynamik, og selvom sangene hver for sig om ikke andet har omkvæd, man kan synge med på, første gang man hører dem (også hvis man er fuld), så gider man ikke rigtigt, fordi der savnes kraft og reel frem for postuleret buldren, og fordi sangene hurtigt flyder sammen til en ordentlig balje vandgrød. Det er tydeligvis meningen, det skal sparke røv, og hvis det er ens eneste ambition med musikken, så skal det aspekt ligesom være i orden. Det lykkes på ’Where The Sodomites Never Burned’. Da der endelig indtræder en lille smule variation med pladens sidste nummer, ’Left Hand Psychopath’, er man for længst holdt op med at lytte og glæder sig kun til, at ’Militant’ slutter. Det bliver næsten en klaustrofobisk oplevelse, fordi musikken er så endimensionel.
Det værste er, at det ikke engang er nogen decideret dårlig plade. Den er bare dybt overflødig. Tingene hænger sammen, og der er ikke kun charmeforladt, øllet bøvethed at finde. Det går bare langt imellem fundene af noget andet.
Albummet varer lige knap 40 minutter, men føles dobbelt så langt. Hvis man sørger for at drikke rigeligt, kan det sikkert være fedt live.