Fejlslagen hyldest
Populær
Man kan have hjertet nok så meget på rette sted, når man skaber et sideprojekt, der skal være en hyldest til klassisk metal, men det skal helst gøres mere interessant, end tilfældet er med Twilight of the Gods.
Bathorys sjette album hedder 'Twilight of the Gods' præcis som bandet her. Og bandnavnet er netop valgt som en hyldest til dét band, som bandet Twilight of the Gods lagde ud med at spille covers af. Der er tale om et sideprojekt med forsangeren fra Primordial, guitarister fra henholdsvis Thyrfing og Aura Noir, en bassist fra Einherjer og så ingen ringere end Nick Barker fra Lockup og en fortid i Cradle of Filth og Dimmu Borgir.
Det er dog ikke kun Bathory, som har været inspiration, selvom man tydeligt hører, at der er en higen efter at gøre musikken storladen og episk. Klassisk heavy metal har også sat sine tydelige spor, og her er der tale om den simple, letforståelige slags, der bare rykker fra start. Eller, det var i hvert fald meningen ...
Dyrk dog riffs frem for klichéer
Desværre rammer Twilight of the Gods en kende ved siden af. Håndværket er naturligvis godt, det er trods alt skabt af garvede og dygtige folk, og bandet har også formået at skære godt ind til benet, så det værste fyld er væk. Men hvor er det dog bare kedeligt det meste af det. Hvor er de riffs, man bare flår luftguitaren frem til? De skal være der - det er ikke nok, at man kan synge med fra andet lyt, når en god håndfuld numre slet og ret er uinteressante. Så kan det være nok så velspillet og velsunget - og interessant i øvrigt at høre Nemtheanga fra Primordial holde sig til ren sang, hvad han faktisk gør udmærket - men når baggrundsmusikken fremstår gumpetung, er der langt hjem. De galoperende rytmer som man kender dem fra god gammeldags heavy metal er der ellers, ligesom "korrekte" harmonier er det, men det virker som skrevet efter en skabelon og ikke med hjertet, som presseskrivelsen eller lægger op til.
Helt galt er hele albummet dog ikke. Den episke side lever udmærket i de første to sange på albummet, 'Destiny Forged in Blood' og 'Children of Cain', og den ekstra storladne afslutter i 'At Dawn We Ride'. For denne anmelder kandiderer disse sange dog heller ikke til en plads på en årsliste, men de har en vis charme, og de kommer derfor nogenlunde i mål i forhold til bandets målsætning: at hylde metallens klassiske dyder, som de kendes fra Judas Priest og Manowar - naturligvis tilsat en åbenlys tilbedelse af Bathorys senere værker.