Smukke duetter og pissegode sange
Populær
Updated
Danske Ureas' album “The Naked Truth” har fuldstændig forblændet Anders Molin. Ureas har netop kastet deres debutalbum på gaden, og et så imponerende første forsøg, skal man vist lede længe efter. ”The Naked Truth” har en imponerende høj standard hvad angår, sangskrivning, instrumenthåndtering, produktion, nytænkning og sidst, men absolut vigtigst: sang.
Vokalen bliver varetaget skiftevis eller i smukke duetter, af Per Johansson som blandt andet er kendt fra Fate, og af hans kone Heidi. Pers vokal er skræmmende pågående, dyster, personlig, skringende, skinger, og selv når han tager den onde highpitchvokal, så foregår det på en behersket og overbevisende måde.
Hustruen Heidi tager sig af den lidt sødere side af vokalen, og det gør hun mindst lige så fremragende og personligt som gemalen – det er næsten en skam, at hun ikke har flere passager, for de bliver begge to bedre når de synger sammen, og skaber dramatiske teatralske passager, der kryber direkte ind under huden på denne anmelder.
Den instrumentale side er varetaget af medlemmer fra Urkraft og Manticora og det skinner tydeligt igennem, at erfaringen også her er til stede. Det er nogle ganske onde og aggressive metalriffs, der rystes ud af strengene, nyd for eksempel den fremragende ”I Am Who I Am” eller ”Bang Bang”.
Denne skive bør nydes af mange grunde, men først og fremmest fordi der er så mange eksperimenter, som falder så fremragende ud, for eksempel anvendelsen af effekter på vokalen i afslutningsnummeret ”Sewen Days Weekend”. Og så fordi sangene bare er pissegode!
Vokalen bliver varetaget skiftevis eller i smukke duetter, af Per Johansson som blandt andet er kendt fra Fate, og af hans kone Heidi. Pers vokal er skræmmende pågående, dyster, personlig, skringende, skinger, og selv når han tager den onde highpitchvokal, så foregår det på en behersket og overbevisende måde.
Hustruen Heidi tager sig af den lidt sødere side af vokalen, og det gør hun mindst lige så fremragende og personligt som gemalen – det er næsten en skam, at hun ikke har flere passager, for de bliver begge to bedre når de synger sammen, og skaber dramatiske teatralske passager, der kryber direkte ind under huden på denne anmelder.
Den instrumentale side er varetaget af medlemmer fra Urkraft og Manticora og det skinner tydeligt igennem, at erfaringen også her er til stede. Det er nogle ganske onde og aggressive metalriffs, der rystes ud af strengene, nyd for eksempel den fremragende ”I Am Who I Am” eller ”Bang Bang”.
Denne skive bør nydes af mange grunde, men først og fremmest fordi der er så mange eksperimenter, som falder så fremragende ud, for eksempel anvendelsen af effekter på vokalen i afslutningsnummeret ”Sewen Days Weekend”. Og så fordi sangene bare er pissegode!
