Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

ACW '23: Tomgang uden fremtid

Updated
J1002402
J1002439
J1002415
J1002420
J1002430
J1002400
J1002347

We Lost The Sea’s instrumentale post-metal lød spændende på papiret, men endte med at gå i tomgang.

Spillested
Dato
11-05-2023
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Australske We Lost The Sea er et band af ældre dato og blev dannet i 2007. De har faktisk engang haft en vokalist med, men valgte at gå videre uden, da deres forsanger Chris Torpy døde i 2013. Siden da er der sket en del udskiftning i besætningen, og bandet består i dag af ikke mindre end 3 guitarister, en bassist, en trommeslager og en keyboadist. Så de fyldte godt op på scenen på Lille Vega og på flere forskellige måder, men det kommer vi tilbage til. Da koncerten gik i gang, var der til gengæld ikke en sjæl på scenen, men derimod en båndet guitarintro. Det er jo lidt underligt at bånde en guitarintro, når man har hele 3 guitarister at tage fra. Man skulle jo mene, at en af dem var i stand til at spille den intro. Men når man så ser bandet gå på scenen er det helt klart, hvorfor man ikke kunne spille den intro live - det ville simpelthen ødelægge den klassisk-rock-helt-opvisning, vi fik da de på scenen. Komplet med jubel fra publikum.

We Lost The Sea spiller instrumental post-metal. Og det gør de godt. De er fremragende musikere, der har arbejdet med både harmonier og overgange, og manden i midten og stifter Mark Owen gav den med underspillet showman-ship, lidt selvironisk distance og et lunt smil i øjenkrogene. Og det er jo alt sammen meget godt, men egoet fejler bestemt ikke noget. Hos nogen af de optrædende. Man kan elske eller hade det, men når et band gør så forsvindende lidt for at række ud til publikum, så skal der være en hel del andet til at bære deres optræden, og det var der ligesom ikke. De spiller generisk post-metal uden ret mange afvigelser, så hvis man er fan af det, så var aftenens koncert sandsynligvis lige i øjet.

Utydelige budskaber
Hvis man læser introduktionen til We Lost The Sea, så har de en klimapolitisk dagsorden. Og naturlydene var da også at finde i de lydflader, der jævnligt blev bragt ind fra keyboardet. Men om vi sådan ud af ingenting ligefrem kunne høre deres klimaaktivisme, er mindre klart. Det er jo som udgangspunkt typisk rigtig svært at høre musik som en konkret kommentar til noget som helst med mindre en eller anden formidler budskabet til os med ord. Ellers bliver det nok en kende abstrakt at læse budskaber ind i musikken, og selvom det står enhver frit for, så var klima nok ikke det første, jeg tænkte på, da jeg hørte musikken. Og generelt er det lidt bøvlet, når man skal have forklaret et budskab på Wikipedia. Det tager lidt glansen af det hele.

Bagudskuende tomgang
I virkeligheden var det en ret bagudskuende optræden. Selvom den måske lyder vældigt progressiv, så var både kompositioner og optræden ret klassisk, og opbygninger komplet med liftoff-to-space lyde og deres tilsvarende nedgange var forudsigeligt klichefyldte, grænsende til det platte. Men det er mit gæt, at klicheerne er valgt til med vilje, og det hjælper altid et band med at bære dem. Det er bare, som om tidens ånd har flyttet sig lidt siden dengang i 2007, hvor bandet blev stiftet, og den generelle følelse efter koncerten var bare lidt træthed – over at intet rigtigt var på spil, at vi fik en så renskuret optræden, som man ikke for alvor kunne mærke i sjælen, og som var mere eller mindre glemt en times tid efter.

Desværre havde vi og de tilsyneladende færdigudforsket deres univers omkring 45 minutter inde i koncerten, hvorfor de sidste 15 minutter blev en meget langtrukken slutning, hvor mange i publikum faktisk gik og troede, at NU var det slut – og det var det så bare ikke. Det havde klædt dem at skære ind til benet og give os noget mere præcist uden unødvendige krummelurer, uagtet hvor fedt det så end må føles at være en megasej guitarist, der bare kan det der med at spille guitar. Så på trods af åbenlyst musikalsk talent og godt samspil blev det hele lidt tomgangsagtigt og uden de store overraskelser i ærmet på noget tidspunkt.