Kold Copenhell med masser af netværk

Der var branchefestival og folkefest i Vega, da fem håbefulde bands og et etableret var de giraffer, der skulle vises frem.

Endnu en gang var der indbudt til fætter-kusinefest for hårde typer i Vegas hellige haller. Det lyder måske ækelt, og i praksis er det også mindre fælt, men som Katlas Rasmus Bang fortalte, da vi mødte ham derinde, var nærmest alle københanvske bands kommet for at give opvisning i god gammeldags, slibrig networking – vores ord, ikke hans. Dog ikke på Harvey Weinsteinsk facon – den slags gør man ikke i 2023.

When Copenhell Freezes over er nemlig en branchefestival. Det vil sige, at udover alle de helt almindelige, skønne mennesker, der har løst billet til sådan en aften, dukker der også en masse pinger op. Folk, der arbejder i A&R i det ene eller det andet pladeselskab, label, promotion- eller managementbureau. Og det var da også en aften hvor mange af os havde ganske travlt med at vinke og trykke hænder på alle Vegas etager. Heldigvis var det også en aften, hvor bookerne havde sørget for et ganske alsidigt program, hvor der var serveret for både unge og gamle, vrede og triste. De fleste i publikum var dog glade og var tilfreds med at høre de fleste af bookingerne, og afspejlede i øvrigt fremragende billetholderne på sommerens Copenhell-festival. Der var mustacher og vildmandsskæg, der var moderne korthårsfrisurer og viltert garn, lange dreads og grånende permanentkrøller, læderveste med frynser og denim-ditto med alskens patchværk, folkeskoleelever og pensionister. Kort sagt alt mellem himmel og jord, og det viser tydeligt, hvor vigtigt det er, at Copenhell lægger navn til et arrangement som dette.
Festivaler som SPOT Metal, by:Larm og Uhørt er også vigtige udstillingsvinduer, men de er også mere trendy og lægger op til et særligt segment af unge, smarte professionelle i storbyerne. Det gør When Copenhell Freezes Over ikke. Ofte brokker vi os over den evindelige folkelighed på Danmarks største metalfestival, men den er, gudbevaremigvel, også en styrke. Folk, der kender mig vil vide, hvor svært den slags ord falder mig, men når formålet er at brede bevidstheden om dygtige, danske bands ud, gælder alle kneb. Og der er When Copenhell Freezes Over dygtig til ikke enøjet at fokusere på businessaspektet, men også give plads til at skabe fans. Mange fik øjnene op for noget nyt den lørdag i Vega, og det gør arrangementet til en succes på forhånd. 

Seks bands var på programmet, skiftevis i Loungen på anden sal og i Lille Vega på første. Om det er de korrekte rammer kan måske diskuteres, da loungen mere som regel end undtagelse var proppet til bristepunktet, og der i Lille Vega heller ikke var megen mere plads til at manøvrere, ikke engang mod aftenens slutning. Omvendt er dette også med til at skabe stemning, så måske er byttehandlen det værd.


Foto: Peter Troest

Aftenens første indspark var Horsensbandet Plaguemace (i parentes bemærket, et band vi først stiftede bekendtskab med, da vi satte fokus på de unge fans i scenen.) Det umiddelbare indtryk var ganske velkendt. Det her var jysk dødsmetal. Det var umuligt for mig ikke at se vores egen Kong Kent som 18-årig for mit indre blik, da de langhårede unge mænd indtog scenen og gav den gas med fuldfed død.
Der var nogenlunde synkrone vindmølleheadbangs fra hele orkesteret når de riffede løs og hamrede i trommerne og frontbrøler Andreas Truelsen på ægte bøllet vis brækkede sin dybe vokal udover publikum. Samspillet mellem hans dybe brøl og guitaristens griseskrig var fed og mange fik gang i pittten allerede der.
På bedste jyske manér råbte Truelsen ud i salen: “Vi er fra Horsens! Ka’ I fat’ det?!” – og ja, det kunne vi sagtens. Hvor ellers kunne de dog være fra?

Foto: Peter Troest

Herefter vendte vi næsen mod Lille Vega, hvor Aalborg-trioen Kollapse stod klar. Her havde vi høje forventninger, da de blæste salen omkuld på Stairway sidst undertegnede oplevede dem – og det endda med en forsanger ramt af lungebetændelse.
Kollapse er et fremragende band og udgav en af vores absolutte yndlingsalbums i 2021 med den mesterlige ‘Sult’. Nu har de tre været i studiet igen og barsler med en ny plade ganske snart og det ser vi overordentlig meget frem til. Især efter vi fik en lille mundsmag lørdag aften, hvor de spillede ikke mindre end tre nye numre, der alle bevægede sig dybt i registeret og rumlede så det var en fryd for både ører og mave at tage del i.

Foto: Peter Troest

Som de tre stod på scenen, var det umuligt ikke at få mindelser om svenske Cult of Luna. Ikke nok med, at bassist Thomas Hansen har en brutalt dyb vokal, så ligner han også i fremtoning legendariske Johannes Persson, og dette på bedst mulig vis. Han og Peter Clement Lund tog sig af strenge og vokal i smuk forening, mens Peter Drastrup på trommer skuede ned over bandmedlemmer og publikum og bankede rytmen, eller manglen på samme. Støjen er nemlig stadig fremherskende i det musikalske Kollaps(e) og det er kun blevet forstærket yderligere på de nye numre. Sludgen er blevet ledsaget af en tydeligere strømning af noise rock og det er lige til at blive lykkelig over at høre, at den slags også er nået til Danmark. Tremolobas, forpinte skrig, tung, tung noise og øjne lige så meget rettet mod skosnuder som mod tilhørere. Kollapse var fremragende og dem, der nåede at høre dem, gik ikke fra salen med uforrettet sag.


Foto: Peter Troest

Vi måtte til gengæld skynde os, da Devilution-darlings Omsorg var næste band på tapetet, og det var undertegnedes første liveoplevelse af dette band, som vi har skrevet mange pæne ord om.
Forsanger Jan Fenger havde fødselsdag, men lod sig ikke distrahere og spillede derimod igennem sammen med sine kumpaner Mads Skannerup og Trong Le.
Hvis de tidligere havde virket lige lovligt tilbageholdende eller generte, var alt spor af dette væk, og det unge trekløver brændte igennem på scenen.
Særligt Mads Skannerups trommespil imponerede, og den langhårede nordjyde var lige så kompetent til at styre de uvante temposkift live som på plade. Netop dette var måske også lidt svært for flere publikummer at forstå, og nogle snakkede efterfølgende om dette, som den dårligste koncert på aftenen. Til det må vi blot sige, at det i den grad lyder som et dem-problem og at det må være ærgerligt at være ærgerlig.


Foto: Peter Troest

For Omsorg var i deres es på scenen og tog både de ekstremt hårde passager og de blide i strakt arm og styrede stemningen præcis som de skulle.
Bassist Trong Le kaldte bookerne ud for det let ensidige kønsfokus på plakaten, og understregede, at der i salen også skulle være plads til folk, der ikke lignede de optrædende. Det var der i rig grad og for dem, der kunne klare den eklektiske screamo virkede det også til, at flere blev fans alene i kraft af denne optræden. Fuldt fortjent.



Hvor Omsorg brillerer i bandnavn, gjorde Feather Mountain det i udtryk. Med blomster og grønne planter på mikrofonstativerne, var det en skøn kontrast at se bandet optræde i Lille Vegas sal, hvor det progressive firkløver gjorde deres indtog. Det var interessant at sætte dem på så stor en scene, da jeg personligt ikke kendte dem af andet end navn, men adskillige var meget begejstrede for den velorkestrerede optræden, der ikke gjorde det store væsen af sig, men i stedet strøg os ganske blidt med hårene.
Feather Mountain er dygtige og bærer deres inspirationskilder uden på tøjet, og fremstod både sympatiske og velsmurte som band. Det blev dog også lige rigelig glittet til tider, men det trak op, at de ikke var så progressive, at det gjorde noget – Tool- og Tesseractinspiration til trods.
Deres take på “beauty and the beast”-vokaldynamik var interessant og nyt og gav en interessant klang i musikken, ligesom det var godt, da den rå vokal og den blide musik gav hinanden kontrast i sidste nummer. Der er potentiale til at blive et større navn her. Nok blandt andet fordi, de ikke fornærmer nogen.



Blandt garvede metalfans bliver ingen nok heller fornærmede af midtjyske Nakkeknækker, mens det dog nok kunne vække forargelse i bridgeklubben. Som et endnu yngre take på samme genre som Baest tackler til daglig, var der lagt op til kæmpe fest, da de dugfriske ynglinge spillede råt og hårdt i Loungen. Det blev også til både crowdsurf og en kæmpemæssig pit i midten da de leverede deres kompetente dødsmetal, der lød fuldstændig som den slags skulle lyde i 90’erne.
“Kan I godt lide rockmusik? For det næste her, det der dælme godt nok rock! Kan I ikke lave en mur?!” lød det fra silkeborgensiske Christoffer Kofoed – og det kunne publikum godt. De kunne også lide de Metallica-inspirerede trommer Anton Bregendorf aka. Hajn stod for i settets første sang, og derfra var modellen lagt.
Nakkeknækker er skidedygtige og fortjener så absolut at have gode liveoplevelser. Man kunne dog sætte spørgsmålstegn ved, om de gør noget, vi ikke har hørt før, og om de egentlig gør det så meget bedre end mange andre jyske teenagere, der gennem tiden har spillet dødsmetal som forbillederne gjorde det. Ville de have opnået en plads på en festival som denne, hvis ikke deres trommeslager havde skabt sig et navn som “ham den unge”? Vi tvivler, men de fleste var glade og mange havde indkøbt T-shirts til formålet. Og så kan det vel være det samme. Leverpostejsdød er trods alt en vigtig del af metalpyramiden.



Sidste band, og måske det mest malplacerede på plakaten, var Orm. Malplaceret, da de på en eller anden måde virker for store og velrennomerede til at skulle være med her. Er man stadig upcoming, når man har været på forsiden af Politiken?

Orm er i hvert fald en publikumsfavorit og mange sværger til deres longform, meditative klippeøsblack. Undertegnede har aldrig helt forstået dem, og det ændrede lørdagens optræden ikke på.
Når man hører Sleeps legendariske timelange ‘Dopesmoker’, er det som regel fordi man har indtaget rigeligt harpiksekstrakt i røgform, men det er endog meget svært at gennemskue, hvad man skal have indtaget for at kunne fokusere på Orm i så lang tid. Men det er nok et mig-problem, for alle andre, i skrift, på tryk og i tale er vilde med dem, og gør gerne opmærksomme på det.
De tre faste medlemmer og deres konstante følgesvend Malthe Yde Tiufkjær (også fra Wulfaz), er hamrende dygtige. Sonnes leads er ekvilibristiske, og de lange temaer trækkes ud og genbesøges, ligeså er Adam Schønemanns trommer stemningsmættede og solide.
Adskillige publikummer hensank nærmest i meditativ døs og formåede dermed at få det fulde udbytte af koncerten. Andre var dog bukket under for det lange program og de mange fadøl, og havde kastet håndklædet i ringen. Det var en skam, hvis man var til Orm, for det var en velspillet og teknisk imponerede optræden.