'Garden of Bones' tager næppe nogen priser for årets album i 2016, men ikke desto mindre er det glimrende sangskrivning i den gode gamle dødsmetalliske svenskerstil, som Sorcery begået på sit tredje album.

I dette interview fra årets Copenhell giver Tribulation et indblik i indspilningsprocessen bag succesudgivelsen 'Children of the Night' og fortæller om baggrunden for bandets brug af ansigtsmaling og en for metalgenren ret sjælden guitartype.

Dan Swanö og hans partner in crime, Ragnar Widerberg, er tilbage med en ny fuldlængde under Witherscape-banneret, og det er igen en stærk og ikke mindst stærkt varieret udgivelse.

Vi har valgt at tage imod Metallicas nye single ved at lade størstedelen af redaktionen minianmelde nummeret. Anmeldelserne er skrevet uafhængigt af hinanden – men der breder sig alligevel stor enighed. Læs selv.

Rival Sons var kompetente som musikere, men det var den fænomenale vokalist, der reddede æren for bandet, der føltes som det gode rockband, der gør alting lige efter bogen, men alligevel har svært ved at skabe noget mindeværdigt

I’ll Be Damneds var den helt rigtige morgenvækning på Copenhells sidste dag, for det blev en fest, og bandet viste igen, at de er skabt til at spille live.

Atter ramte kadaveret fra Tyskland som et massivt og velspillende band, men vor anmelder mener, at der var et enkelt skår i oplevelsen, hvorfor den vante topkarakter til bandet må udeblive.

Islandske Sólstafir fik med en strømafbrydelse en alt for brat afslutning på en stærk musikalsk oplevelse fra et band, der virkelig havde hele pakken som rockband.

Den hårde opgave med at åbne andendagen på Copenhell 2016 havde Grumpynators fået, og selvom der blev spillet solidt i et insisterende uptempo, så nåede bandet desværre ikke rigtigt ind under huden på andre end de første par ivrige rækker tilskuere.

Festen var sikker på Helviti med dansabel keltisk punk fra Dropkick Murphys, der leverede et godkendt show. Men det formåede ikke at imponere helt derud, hvor man overvældes.

Defecto havde sat sig for, at Copenhell skulle åbnes med manér. Med en teknisk velspillet koncert i højt humør bestod bandet sikkert manddomsprøven og viste, at der nu er helt styr på det med liveshows.

Lørdagen er et brag af en afslutning på et storslået Copenhell-program. Black Sabbath må naturligvis fremhæves, men det er en dag, der ikke levner plads til at være udbrændt efter to forhåbentlig gode koncertdage på Copenhell, for der er masser af spændende sager på programmet fra upcoming til mere etablerede navne. Og en quiz! Devilution guider.

Andendagen på årets Copenhell åbner for programmets udladning af thrash, død og black med bands som Megadeth, Artillery, Entombed A.D, Amon Amarth og Abbath. Men også power metal, djent, retrorock og den mørkeste, dystre musik. Og kongen, selveste King Diamond.

De svenske doomhelte i Candlemass har fortrudt den lovede tilbagetrækning fra studieindspilninger og er på banen igen med en ny frontmand på en udmærket ep, der udgives som hyldest til bandets debut, der i år runder 30 år

Svenske Inferiors andet album er solid og stærk thrash metal, der bliver lidt mere interessant, når bandet forlader den primære genre og cutter musikken op med lækre pift af dødsmetal og hints af noget mere sort.

Der findes sange, som allerede ved introen formår at præsentere sig på en måde, så man bare ved, at de næste minutters lyt kun kan blive formidable. I ugens top 5 præsenterer Villumsen fem af sine favoritter, hvor hårene rejste sig på armene allerede fra sangenes indledende toner.

Tyske Thränenkind spiller på følelserne i musikken. Når de er bedst, rammer bandet en perfekt depressiv stil med deres post-metalliske metal med sorte tendenser. Men der er også tidspunkter, hvor man nærmest lulles i søvn i en strøm af midttempo og gentagelser af idéer

Græske Kawir gentager sine idéer i en sådan grad, at det bliver trættende. 'Father Sun Mother Moon' er en plade, der simpelthen ikke er god nok til at tåle at minde så meget om noget, Rotting Christ kunne have lavet – på en dårlig dag.

Metal Battle-karavanen nåede torsdag til Stengade på tourens tredje af fem indledende runder. Det blev en varieret og lang aften, før vinderen af runden endelig kunne udnævnes lidt før halv to natten til fredag.

Det er melodisk og smukt, men samtidig tungt og mørkt, og over et velkomponeret og -produceret album viser October Tide, at bandet ikke blot skal huskes for udgivelserne med Jonas Renkse ombord.