Alternativet til Mercyful Fate satte ild til Pandæmonium. Næsten.

Spinal Taps forstærkere går til 11, men det var ikke tilfældet for The Hellacopters, hvis koncert måtte se sig udfordret af lydproblemer.

Wayward Dawn var vækkeuret, der med dødsmetal på fornøjelig vis bankede liv i festivallens fjerde dag.

Urnes tekniske favntag med en metal, der både flirter med sludge og thrash, blev leveret med enkle tricks udi simpel, men gennemført performance.

Horndal sørgede for en glimrende festivalmorgenstund i den beskidte metals tegn.

Myrkur forførte med folkesange og et stærkt ensemble bag sig tidligt på torsdagsprogrammet på Hades.

Dragen blev slået ihjel og enhjørningen luftet, da Gloryhammer gav et munter indslag med sin catchy power metal fra det ydre rum.

Et velspillende Withering Surface sendte bud efter nostalgien, men pegede også frem mod den næste generation, da bandet skulle fyre den af på den største scene siden gendannelsen.

Den blide musik føltes som et antiklimaks ovenpå Metallicas netop overståede koncert, men Soen fik spillet en stor stemning op, der var smuk at lukke første festivaldag af på.

Man fik to solide shows med dødsmetal på Stengade søndag, hvor Nakkeknækker stod for utrættelig, ung energi, mens Skeletal Remains var knivskarpe med lækre leads, men en tilbagelænet performance.

Wormwitch-sideprojektet Vital Spirit er et yderst vellykket genresammensurium af et spaghetti western-soundtrack kogt i en pøl af sort metal

Misery Index krydser klinger med fortiden, men skipper de værste gentagelser med en vitaminindsprøjning af melodi og delikat groove.

Dødsmetalmakkerparet Johansson & Speckmann er på banen igen, men selvom førstnævnte har skrevet musikken, så handler det denne gang om en opfølger til sidstnævntes Speckmann Project fra 1991.

Et Moriemur har med succes kigget mod Japan for inspiration og har tilsat spændende elementer til den eksperimenterende dødsdoom 

Er det ikke snart oktober, så man kan se Lik igen på dansk jord?

Eucharist, ét af melodødens uforløste potentialer, er tilbage med et brag af et album, der næsten 30 år efter genrens pionéralbums er alt, man ikke anede, man ønskede og endda behændigt klichéforladt.

Dette er en positiv beretning om hvordan fransk middelalder-blackmetal fik en anmelder til at sænke paraderne og glemme de instinktive fordomme. I hvert fald for en stund.

Tyske Vorga spiller fed, atmosfærisk og melodisk black metal på en yderst velkomponeret debutskive.

Finner blander svensk og norsk meloblack sammen til gode sange, men modet til at prøve nye veje begrænser sig til ét mærkværdigt intermezzo.

I dødsmetalregi kan man godt kalde Tucker, Longstreth og Palubicki for en supergruppe, men Malefic Throne er heldigvis mere end en samling fine cv'er.