End ikke en æggende parade af stramme hits kunne få Copenhells publikum til at feste med Primus. Men det gjorde ikke så meget: Vi, der lod bandet bide sig fast, havde det forrygende. 

Monolord luftede deres forkærlighed for de musikalske forbilleder med så store armbevægelser, at de i de sene nattetimer fik publikum til at feste godt igennem. Bandet har dog ikke sangene til at løfte sig over det middelmådige. 

Hverken Copenhell eller publikum bed meget mærke i det scoop, Saint Vitus præsenterede, da de torsdag aften for første gang i tyve år indtog scenen med den oprindelige forsanger, Scott Reagers, ved mikrofonen. Bandet derimod, de bed fra sig! 

High On Fires syvende studiealbum er bandets bedste i en årrække. Der er muligvis mange gentagelser og kun få overraskelser på pladen, men for hvert udspil, de smider på gaden, bliver man altid klogere på, hvorfor High On Fire er et af de bedste metalbands i dag.

Med en fremragende plade i bagagen besøgte Marilyn Manson mandag aften et tætpakket Vega. Men selv om provokatøren nærmest hev den ene gode sang ud af ærmet efter den anden, efterlod han publikum uforløst. 

Efter 15 års pladetørke vender Goatsnake tilbage med en plade, der ikke alene er et mægtigt comeback for selve bandet, men også for rockriffet i det hele taget. 

Weedeater er klar med deres femte album, der er lige så stokkonservativ og forudsigelig, som den er skramlet og underholdende. Og så er den let at drikke mange øl til. 

Royal Thunder har smidt deres andet album på gaden. Det byder på velsmurt og stramt spillet rock & rul klædt i mørk melodiøsitet.   

Koncertaktuelle Gnod udgiver et fugtigt mastodontværk med en dystopisk essens bestående af faretruende industrial-jazz og krasbørstig fist-metal.

Gode riffs med kongepondus resulterede på paradoksalt vis i en noget anonym koncert med Acid King. 

Tidlig fredag aften leverede Acid Witch en koncert, der var lige så fattig på god musik, som den var rig på påtaget undergrundsdedikation og langtrukne ligegyldigheder.   

Amerikanske Castle startede en længere turné i Europa ved at lukke førstedagen på Heavy Days in Doomtown med en omgang solidt spillet heavy metal.  

Svenske veteraner bragte et anderledes progressivt take på doom metal med sig og leverede torsdag under åbningsaftenen en af festivalens klart bedre koncerter. 

Steven Wilson vendte mandag aften tilbage til København og leverede en koncert, der var lige så progrockende velspillet, som den var imødekommende og humoristisk.  

Elders tredje studiealbum er et festligt og ambitiøst orgie af mere eller mindre suveræn stoner-prog. Pladen viser et band med musikalsk overskud, der er i hopla.

Sidste år udgav Death Penalty deres debutplade, der på gammeldags og bundsolid vis blander klassisk heavy metal og doom. Den har vi endelig fået lyttet til. 

Der var muligvis ikke meget konge af råddenskab over dem, men lørdag aften leverede C.O.C. nu alligevel en velspillet, oplagt og overraskende ydmyg koncert for et lille, intimt publikum.   

De var på besøg for tre år siden, og onsdag aften i sidste uge vendte Nadja så tilbage til KB18, hvor de leverede en fremragende koncert på et ikke-så-fremragende spillested. 

Steven Wilson tager en kovending – og så alligevel ikke. Steven Wilson overrasker –og så alligevel ikke. Steven Wilson har lavet (endnu) en fremragende soloplade – absolut ingen tvivl om det! 

Jazzhouse blev forvandlet til et muldet jordhus, da Earth søndag aften kom forbi og blottede deres sløve, tunge muskler foran en udsolgt sal.