Trommemaskinen er en lige så stor styrke hos Godflesh i dag, som den var det hos disse britiske industriel-koryfæer omkring bandets begyndelse i slut 80’erne. Efter 13 års albumtørke er de nu endelig tilbage med mere galde fra stålværket.

Earth kan i år fejre 25-årsjubilæum. For at markere det skarpe hjørne smider Dylan Carlson og co. et nyt album på gaden, der er så kraftfuldt, at det vrider sig gennem marv og ben for at tage brændenælde-greb på lytterens inderste.

Electric Wizard bliver ved med at fordærve tilværelsen, og på bandets 8. udspil resulterer forrådnelsen af menneske og samfund i et af årets bedre udspil.   

Goat havde taget en fed tyk lyd med sig i Vega, hvor de fredag aften i sidste uge startede sin første Europa-turné. Festen kom aldrig rigtig i gang, og musikken var svingende, men når de var gode, var Goat altså virkelig gode.     

Goats anden fuldlængde har hverken samme friskhed eller kækhed som det koncertaktuelle bands debut. Til trods for lækre toner og sprudlende melodier formår den kun at få danseskoene til at bevæge sig moderat.    

Som man nærmest kunne have sagt sig selv, er den 8. studieplade fra koncertaktuelle Yob et obligatorisk must-have for alle med doom i blodet. Det er muligvis ikke bandets bedste plade, men til gengæld er den langt bedre end det meste andet inden for genren.  

På sit tredje udspil under eget navn tager Dinosaur Jr-frontmanden endnu en gang dybe, sjælelige spadestik med guitaren som sin bedste ven. 

Bölzer smider en ep på gaden, der godt nok kun består af to numre, men som til trods for den korte spilletid alligevel varsler godt for deres kommende koncert på Kill Town om et par uger. 

Det er fem år siden, koncertaktuelle Fu Manchu sidst smed en plade på gaden. Nu er de så tilbage med stoner-karrierens 11. studiealbum, der både er ensidig, gentagende og ganske herlig.   

Japanske Boris er et herligt udisciplineret monster af et band, og på deres 19. studiealbum, ’Noise’, forener de det dystre med det farverige på nærmest suveræn vis.

Godflesh er på trapperne med deres første album siden 2002. I mellemtiden kan man på ond, vedkommende vis varme op med ep’en ’Decline and Fall’, der lever op til alle forventninger.

Rockbraget udeblev på ingen måde under Jack Whites sene aftenoptræden på Orange, hvor det stod tydeligt frem, at manden - som så få andre - har sange af et så hårdtslående pragtformat, at de sagtens kan spille scenen op. Samtidig bruser han nærmest over af smittende spilleglæde. 

Det aggressive, men sympatiske power violence-band Nails spillede både med musklerne og hjertet og lukkede søndag aften Pavilion af for i år med brutal manér.   

Da Bl’ast! indtog Pavilion natten mellem fredag og lørdag, var man alt for fuld til overhovedet at se en bjælde. Men man kunne høre, det var fedt.

Tunge, psych-dedikerede Narcosatanicos spillede tirsdag aften under opvarmningsdagene en ekstrakoncert på den aparte scene Dome Stage. Det var ikke bandets skyld, at koncerten aldrig kom ind under huden på én.   

Det psych-punkede Malmö-band RA leverede tirsdag under warm-up-dagene en koncert, der var så naturligt spillet, at det både var ømt og godt. 

Californiske The Bots fik aldrig sparket benene væk under én, som man ellers havde håbet på, men med det væld af gode sange, de har i bagagen, blev det dog en nogenlunde hyggelig, men langt fra punket torsdag aften på Ideal Bar.  

Forrige onsdag aften kunne alt andet være ligegyldigt. Her lagde Motorpsycho nemlig vejen forbi Pumpehuset, hvilket såmænd resulterede i en af de bedste koncerter, man har været til i år. 

Graveyard var umotiverede og kunne ikke leve op til en tidlig primetime-placering på festivalens største scene. Når koncerten var bedst, var den kun semi-kedelig.  

Within Temptation præsterede torsdag aften at levere en koncert, der var så klistret til af falske smil og storhedsvanvittige armbevægelser, at man følte sig helt utilpas. Copenhell bør skamme sig.