Clutch leverede en velspillet og introvert koncert med lydproblemer, der dog til dels blev reddet af et fantastisk feststemt publikum.
Monster Magnet var i velspillende og imødekommende hopla, da de på festivalens førstedag fik en stram og psykedelisk og dansevenlig fest smidt ud over scenerampen.
The Oath havde kun lige smidt deres debutplade på gaden, inden de gik i opløsning igen. Det er en skam, for deres blanding af pøllet knallertrock og det okkulte swinger ganske godt.
Michael Gira og Swans lægger arm med befrielsen og frelsen på 'To Be Kind', der er et mastodontalbum, noget ud over det sædvanlige og gudhjælpemig helt mesterligt.
The Body var ikke helt så ondskabsfulde i live-regi, som de er på plade, men imponerede alligevel med arrig musikalsk nysgerrighed samt en dyster vokal fra mørke kroge af eksistensen.
Fredag eftermiddag leverede finske Oranssi Pazuzu en af festivalens bedste koncerter, der samtidig var så sadistisk høj, at band og lydmand skulle have haft lov til at tygge på hinandens ørepropper som straf.
Polske Dopelord fyrede den fede med publikum, men sangene manglede en hårdtslående næve, for at man kunne leve sig helt ind i det.
På topprofessionel vis lukkede Windhand Heavy Days in Doom Town med en omgang melodiøs doom, der var så langtrukken og ufarlig, at koncerten virkede tung i røven.
Eagle Twin er en eksplosiv bombe af en duo, der under deres HDDT-koncert torsdag aften dog manglede de rigtig gode sange til at holde deres sludge-doom kørende.
Sabbath Assembly, der senere på ugen spiller på DIY-festivalen, Heavy Days In Doom Town, udgav tidligere på året deres tredje studieplade, 'Quaternity'. Det er en plade, der er mere interesseret i det hedenske end i at skrive gode sange.
Lørdag eftermiddag leverede utæmmelige Circle fra Finland en fest af en koncert foran et smilende, rockende, dansende og lyttende publikum.
Bölzer var festivalens højest spillende band, da de søndag eftermiddag krydrede Afterburneren med en opfindsom blanding af død og black.
Yob er med årene blevet et husorkester på Roadburn. Det blev understreget i i år, hvor de foran savlende doom-tilbedere igen indtog Main Stage to aftener i streg.
Magma var Roadburn-programmets største scoop i år, og det progressive orkester fra Frankrig levede da så sandelig også op til deres kultstatus.
Roadburn og Opeth var et match made in heaven, og det rutinerede svenske band leverede festivalens bedste koncert.
Rendestenens allstar-band, Corrections House, levede op til de ulmende forventninger og leverede en Main Stage-koncert, der udlangede soniske øretæver.
Torsdag aften ved midnatstid lukkede tysk/tyrkiske Mantar Roadburns mindste scene med en sund feberudladning af metal-energisk kraft.
Rutinerede Sourvein havde fået æren at åbne Roadburns Main Stage med deres klassiske doom-sludge. Desværre forblev æren helt deres.
På deres jomfruturné som øverste navn på plakaten besøgte Uncle Acid and the Deadbeats torsdag aften et lystigt Pumpehuset. Her leverede de en omgang hårdt- og velspillet effektmageri.