Et lille publikum viste sig at være en styrke, da Dog Eat Dog gav en festlig koncert fyldt med gode vibes.

Det startede trægt ud i Vega, og alt tydede på en gengivelse af Copenhell-gaberen i 2016, hvor Megadeth blot leverede varen acceptabelt uden at bide fra sig. Men det skulle ændre sig.

Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten

Amerikanerne levede ikke op til hypen i denne omgang og forblev et uforløst brøl, der trods alt lykkedes med at vække interessen  

Black Star Riders kørte den hjem på rutinen med fuld skrald på alle instrumenter i en grad, så det var som så med at høre detaljerne i musikken, som blev leveret af det ellers kompetente band.

Årets eneste danske band på Copenhells hovedscene var Hatesphere, der med en times hårdtslående heavy i regnen beviste, at de absolut havde format til høvle igennem på de store brædder.

Shinedowns narrefisse-tilgang til koncerthvervet tog udgangspunkt i vedholdende flufferi i form af hoppe- og råbesekvenser, der på nogle punkter passede fint til en festivalkoncert, men i længden bare var irriterende. Ligesom musikken.

Trivium konfronterede deres gudsbenådede publikum, der klappede og hoppede så begejstret, hver gang sanger og guitarist Matt Heafy blinkede med øjnene, at det var som så med at høre efter, hvad der foregik på scenen.

Satyricon blev overdøvet af Twisted Sister og kæmpede med både dårlig lyd og en malplaceret gæstevisit som afslutning på en koncert, der først peakede hen imod slutningen.

Tekniske drillerier dominerede i midten af koncerten, der samlet set var en times stabil, flirtende hardcore af den fede skuffe.

I foromtalerne skrev vi, at The Struts ikke var noget dårligt valg som opvarmning for The Rolling Stones for blot to år siden. Det var en underdrivelse af de større. Et mere charmerende band er sjældent set.

Det sidder i maven længe efter. Visheden om at have oplevet et musikhistorisk øjeblik, der mejsler sig ind i hukommelsen i lyd og billeder.

Kulissen var imponerende, og på Lemmy Stage opførtes en medrivende forestilling med blandede godter fra Mercyful Fate-tiden og slutteligt hele 'Abigail'. Mesterligt!

'Forward in Reverse' er snarere en genopstandelse end et comeback.

Childrenn buldrer hypnotiserende derudad og pirrer med tonale spændinger og en indestængt energi, der aldrig rigtig finder vej ud af højttalerne. Det kunne den til gengæld sagtens komme til i en liveudgave.

Energien er til stede hos de fire italienere, der med banale titler og lige så banale riffs spiller sig udmærket igennem otte ensformige numre.

Koncerten på Forbrændingen var en tiltrængt påmindelse om, hvorfor det er en dårlig ide at misse Hatesphere live. En lidt magelig indstilling fra både det fra- og tilstedeværende publikum vidnede om, at glemslens slør havde nedsænket sig. Man har jo set det hele før, ikke?

Bandet med debutalbummet 'Possessed by Fire' overlevede dengang kun i få år, men vendte tilbage i 2008. De udgiver nu deres andet album siden gendannelsen.

Regarde Les Hommes Tomber har indkapslet følelsen af indestængt vrede og udefinerbar længsel. Med det gennemgående høje niveau er black metal-albummet 'Exile' et lytteværdigt album, der er værd at erhverve sig i en fart.

I årets obligatoriske opsamlingsheat krummer vi tæer over, at vi ikke fik prioriteret at lytte til dette og hint i det forgangne år. Røde lamper blinker i den kontekst faretruende ud for Dirt Forge, uden at det står helt klart, om det er en advarselslampe, et nødblus eller en reminder.