Thrash, autotune, black metal, dansk råberi og støvet amerikansk grunge. Fredagen kan det hele, og Mørkets Fyrste lukker hovedscenen, mens Enslaved og Danko Jones rydder op på de øvrige scener.

Smertegrænsens Toldere, UxDxS og Nyt Liv blæser liv i andendagen på Copenhell, der på musikfronten serverer rock og metalcore i stride strømme, atmosfæriske eksperimenterer med Zeal & Ardor, mens et dansk band har fundet vej i midnatsmørket.

Så kom det, der ser ud til at være sidste offentliggørelse af de større navne til sommerens Copenhell. Steel Panther hører nok til de mere kontroversielle, mens Satyricon og Auðn sikrer anerkendelse fra de ægte metallere.

Ved portene til Copenhell venter der legendarisk dødsmetal fra At the Gates samt tung stadionrock, oldschool black, hybridmetal, storladen progpower og en overraskende dansk debutant.

Et år, hvor Tom Petty forlod os, et dansk band udgav et mesterværk blot for at trække stikket, og et andet dansk band får uventede klaps for deres ligegyldigheder. Et tilbageblik på et år med en sær blanding af Dog Eat Dog, Venom, W.A.S.P., Destruction og coverbands.

King Diamond, Abbath og Artillery blev højdepunkter på en lang og kvælende varm andendag i helvede med langt mellem de stærke musikalske oplevelser.

Lørdagen havde det tyndeste program i mange år, og det prægede dagen, der i stedet blev brugt på enkelte højdepunkter og en god del alkohol.

Fredagen præges af regnvejr og lejrstemning samt en håndfuld stærke koncertoplevelser leveret af Glenn Hughes, The Temperance Movement og Foreigner, inden alt kulminerer i kæberaslere fra The Hellacopters og Twisted Sister.

Torsdagen var lang, og meget skulle ses. Nye bands, The Struts og Skallbank, overraskede positivt, mens Slayer skuffede og Megadeth overraskede positivt, og Graveyard sammen med King Diamond satte standarden for en god festivalkoncert.

Onsdagen er som så ofte før ankomstdag, hvor det mest handler om at falde over teltpløkker, drikke for hurtigt og se aftenens sene koncerter. Således også i år.

Efter endnu en tur over Øresund til Sweden Rock Festival har vores udsendte lært af bitter erfaring, hvad man må, og, endnu vigtigere, hvad man ikke må hinsidan!

Alt, hvad du har brug for at vide for at få et overblik over dette års Sweden Rock Festival. Det samlede program, varme anbefalinger, og hvilke bands der helt bør forbigås.

Så er der fuld skrald på 80’erne i klassisk Sweden Rock-ånd,. En simpel og virkningsfuld form, når plakaten skal fyldes ud: Det skal enten være (eller lyde som) Def Leppard eller Black Sabbath, og bandene skal gerne have toppet for cirka 25 år siden.

Her har vi nogle af de gamle drenge og piger, der har været på scenen i over fire årtier. De har hver især haft deres gode og dårlige perioder, og en koncert kan svinge fra det helt sublime til at bære vidnesbyrd om, at de skulle være stoppet, mens legen var god.

Et par definitive forbiere findes i de rester af kæmpenavne, der stivnakket fortsætter uden legendariske frontmænd eller finder sammen i et underligt miskmask af gamle og nye bandmedlemmer med overvægt af de sidste.

Næstefter Tyskland er Sverige det mest oplagte sted at høre power metal, og Sweden Rock har til lejligheden samlet en god portion bands, som enten bør opleves eller undgås.

Der er altid mange svenske bands på programmet, store som små. Spændvidden strækker sig denne gang fra det helt skrækkelige til det allerypperste, men her er de samlet under den svenske fane.

Her har vi de bands, der er i konstant rotation på bookingkalenderen og dermed ikke dekader væk fra Danmark, Tyskland eller Sverige for den sags skyld.

Det bliver svært at overgå (eller rettere undergå) Mötleys Crües pinlige optræden på sidste års Sweden Rock Festival, men her har vi samlet nogle af de bands, der alligevel synes at gå benhårdt efter førstepladsen.

Her er nye, og her er gamle, men fælles for dem er, at vi er spændte på, hvad de har tænkt sig at diske op med.