Endnu en supergruppe er født. Denne gang med Slipknots trommeslager gennem snart 20 år, Joey Jordison, som skurken med planen.
Baroness var nådesløse. På det kogende varme spillested - var lige småt nok i forhold til det publikum, bandet efterhånden kan trække - var afstraffelsen total.
Det er et beslutsomt HateSphere, der brænder titelnummeret ’Murderlust’ af som det første på deres ottende fuldlængdealbum.
Med ’Hoarder’ slutter Cowards sig til rækken af bands, der har udgivet en nogenlunde ep, som ikke udmærker sig synderligt, trods små højdepunkter nu og da.
’Dead Rising’ er et album der vokser ved flere gennemlytninger, og Church Of Void kan være tilfredse med en kort, men absolut lytteværdig fuldlængde-debut
Når Facebreaker lykkes med riffarbejdet glider det hele så udmærket ned, men med så langt mellem snapsene kunne albummet godt have begået sig som en ep blot.
Tunge, beskidte og eftertænksomme toner fra Dallas-trioen True Widow.
Trods en træg start og fraværet af Jeff Hanneman var det på ingen måde et amputeret Slayer. Bandet dikterede benhårdt, hvorfor de stadig har deres berettigelse som et af de største bands i verden.
Annihilator omtales ofte som værende et overset band fra thrash-scenens begyndelse. En times tid i selskab med d’herrer gav ikke anledning til at ændre på den opfattelse.
Hollænderne spillede tungt og energisk, og det kunne mærkes at rødderne stikker ned i både black- og dødsmetal, selvom kernen stadig er thrash.
En sikker live-demonstration på Wacken Open Air sikrer, at Dew-Scented vil få endnu et lyt, hvis de skulle lægge vejen forbi Danmark i løbet af året.
Matt Heafy er en vital frontmand, men det er bare ikke nok kun at have et glimt i øjet, når man står foran det mægtige metalpublikum på Wacken.
Solide introer forstyrres af diffus sangopbygning og en usikker ren vokal, der lægger sig tæt op ad den, som Volbeats Michael Poulsen har patent på
’Comedown’ buldrer godmodigt derudaf og først på femte nummer ’Evaporation’ kommer Telstar Sound Drone op i et tempo der appellerer til andet end døsig guldkaffe.
Endelig! Langt om længe kom Illdisposed til Copenhell. Det er det eneste rigtige, og selvfølgelig skal Danmark repræsenteres ved overlegen brutalitet
Parkway Drive satte publikum på plads med en lige højre, mens storsmilende Winston McCall i front spyttede første række i ansigtet med sin aggressive vokal.
Between The Buried And Me forblev stillestående under hele seancen, pånær bassist Dan Briggs, der som den eneste havde overskud til at komme ud over scenekanten.
Der er mange gode grunde til at glæde sig til Copenhell. Fall Of Pantheon demonstrerer selvsikkert med deres anden ep, ’The Shadow Envelops All’, hvorfor de er en af dem.
Der er masser af livsbekræftende tegn at spore, når de finske opkomlinge favner deres dæmoner på 10 melodiske sange med en gennemført lydside som optimal ramme for raseriet.
Sal Abruscato ser ikke bare glasset som halvt tomt, men som decideret smadret. ’Lay My Soul To Waste’ er en studie auditiv fascination af livets mørke sider.