Rummet kalder, og No Spill Blood svarer igen med boblende synths og sorte huller, så livets trivialiteter kan sættes på stand-by, bare for en stund.
De amerikanske kult-oddballs fejrede 50-års-jubilæum på Loppen, og deres skæve nedslag igennem karrieren gled perfekt ned i de tætpakkede rammer.
Oldschool-begrebet under fortolkning. Hypocrisy gravede dybt når de gad, spillede hits når de skulle og demonstrerede deres fulde bredde – kan man ønske sig mere?
Hærg og horror! Stikkersvin og Nyredolk gjorde metallen mere farlig i Pumpehusets stueetage, bare for en aften.
Klaustrofobisk dødsrock er på menuen, og mørket er dragende på dette andet skud fra Shaam Larein og hendes skumle følge.
Majestic Mass følger debuten op med endnu et smittende opkog af italo doom og sortnet tungrock, så skeletterne rasler lystent ud af skabet.
De ukrainske black metal-eksperimentalister har denne gang ladet sig betage af Siddhartas klassiske lidelsesberetning, akkompagneret af saxofoner og blastbeats.
Dead Void hakker og sprutter sig igennem deres bulldozer-hærgede debut, der henter points på nådesløs, skraldet charme, men alligevel mangler det gyldne tredje til helt at grave sig ind under rygmarven.
Ud af asken fra SubRosa finder vi The Otolith – en doomet, abstrakt størrelse, der sætter barren højere end de fleste uden at give køb på sjælen.
Saturnus fejrede den kommende genudgivelse af ’Veronika Decides to Die’ og den nye plade under tilblivelse – men lod sig overskygge af de psykedeliske doom-misantroper forinden.
Alt gik som smurt for de norske avantgarde-mystikere fra Arcturus, da de i lørdags langt om længe igen gæstede Danmark oven på fem års fravær.
Vektor blev for de fleste af os lagt på is, før vi nåede at fange dem fra scenekanten – det skulle søndagens thrash-brag i Roskilde råde gevaldigt bod på.
For meget rutine, for lidt af den fordums saft og kraft forhindrede Wolves in the Throne Room i at levere den store onsdags-forløsning, hvor længe vi end havde ventet på denne aften.
Mens Amager Bio bød på black for de bredere masser var vi en mindre skare i nabohuset, som søgte mod sortmetallens yderkroge med blandet succes fra Grift og Panopticon.
Fu Manchu fejrede sit 30års jubilæum med et par års forsinkelse, men fyrede stadig den store hitkavalkade af med skatercharme og fuzz i stride baner.
Dramaet er skruet op og udtrykket fintune på Gaereas seneste udspil, der alene i ambitionsniveau er alt andet end det fatamorgana, det titulært udgiver sig for at være.
På Omar Rodriguez Lopez’ og Cedric Bixler-Zavalas første udgivelse under The Mars Volta-hatten i et årti udfordrer de igen lytterne på uvante måder – men er indfølt, mexicansk-klingende pop nu også lige det, vi manglede?
Gulvet blev mere og mere klistret på Hotel Cecil, som aftenen skred frem med den ene punkede knytnæve efter den anden, kurateret af Tolderne fra Aarhus.
Stengade har endnu engang et tungt firkløver i ærmet på en lørdag aften – og når Mantar endelig er i byen er vi naturligvis på pletten.
Det grandiose får frit løb og giver tifold igen til dem, der tør købe sig ind på Dreadnoughts seneste konceptuelle opus om lys og lidelse.