Gulvet blev mere og mere klistret på Hotel Cecil, som aftenen skred frem med den ene punkede knytnæve efter den anden, kurateret af Tolderne fra Aarhus.

Stengade har endnu engang et tungt firkløver i ærmet på en lørdag aften – og når Mantar endelig er i byen er vi naturligvis på pletten.

Det grandiose får frit løb og giver tifold igen til dem, der tør købe sig ind på Dreadnoughts seneste konceptuelle opus om lys og lidelse.

Thrashen får ekstra bid på det 16. udspil fra MegaDave & co. – men bider den hårdt nok til at sætte sig på nethinden og/eller i nakkemusklerne?

Kender du det, når en plade opsluger dig i det der limbo, hvor Morricone, americana og doom smelter sammen i en dyster symbiose?

Selv når ICS Vortex efterlader mindre skønhedsfejl gør det underværker med et stærkt band i baghånden – og Arcturus' status som supergruppe blev endnu engang bekræftet lørdag på Brutal Assault.

Forventningerne var høje inden Thy Catafalque indtog Brutal Assaults hovedscene som deres første koncert udenfor hjemlandet Ungarn. Ville den orientalske stemning forblive intakt eller falde til jorden under omstillingen til praksis?

Bobby Liebling var i charmerende perverteret lune, og det klassiske Pentagram-katalog blev støvet af med beton-tyngde til lejligheden på en af Brutal Assaults mere intime scener.

Vores første koncert på årets udgave af Metal Magic var knap så stærk, som vi havde håbet på – men trods alt en ridderlig øjenåbner fra det seneste, danske skud fra den sorte undergrund.

Med denne deres blot anden koncert på europæisk grund havde vi et ikke så lidt visuelt drevet, ritualiseret sortmetal-scoop i vente – og selvom vi næppe glemmer Mordskog lige foreløbig, er det nu stadig mere for showet end noget andet.

Hvis ikke du omgående fik lyst til at kaste næven i luften, da Nifelheim endnu engang indtog Metal Magic Festivals hovedscene lørdag aften, så har du slet ikke nok læder i årerne.

Carpathian Forest har efter mange års kunstnerisk tilstand udviklet sig til et hyggeprojekt, der lufter de gamle kendinge i ny og næ uden større kraftanstrengelser.
Det var i hvert fald eftersmagen efter deres Fredericia-visit sent fredag aften.

Tiden er fløjet, siden Porcupine Tree gik separate veje. Efter 11 års hemmelige aktiviteter er de nu tilbage med nyt – men er det så starten på et smukt, nyt kapitel?

”Everybody talks about the war, but nobody talks about the ´gasm”, lød speaket, inden Wargasm åbnede årets udgave af Copenhell til electro-punkede toner og parolerne udenpå tøjet – eller fraværet af samme.

Sangene gør ikke meget for at bide sig fast, men stemningen er alfa omega, da High Command hærger sig igennem 45 minutters bølle-thrash, som deres fædre sikkert også havde skåret den.

Nerved åbnede sidstedagen på Gehenna med synthpower og Evanescence-vibes.
Var der så overhovedet nogen, der havde efterspurgt det?

Hvad gør man, når man er Uffe Lorenzen og savner den rustne garage-rock?
Samler en ny powertrio selvfølgelig, og så er alt ved det gamle – eller?

Det´ en fugl! Nej, et fly! Nej, en trommekarussel!
Men hvor fører den os hen, når nu vi har valgt sætlisten for dem?
Drømmer vi for stort?

Kan vi nogensinde få nok 'Nola'? Det kan Down ikke selv, men det gør heller ikke så meget – selvom vi gerne snart så dem kigge mere fremad end bagud.

Det hele handler ikke længere om fortidens bedrifter. Dizzy Mizzy Lizzy er et andet sted i 2022, og gudskelov for det.