Motörheads kommercielt mest succesfulde plade med deres mest irriterende altoverskyggende hit og en lad attitude opsummeres perfekt i det kiksede bandbillede på coveret.

Devilutions mange årige korrektur læser har fundet grønnere græsmarker og ladet os i stikket. Er du vores nye korrektur læser?

Sluk den lighter, og løft næven i stedet: Powerballaden er meget mere end klynk. Når den er bedst, er den det ypperste udtryk for alt det, metal kan, der dækker hele følelsesregistret fra triumf til musikalsk trafikuheld.

Med optimismen strålende ud af øjnene som et intergalaktisk dommedagsvåben annoncerer Copenhell en kæmpe omgang danske bands. Der er noget for enhver smag, så længe du er vokset op med rødgrød med fløde.

Copenhell håber stadig på det bedste, og bands som Mercyful Fate, Down og Kiss har meldt sig klar igen trods aflysningen i 2020. Nåja, og så er der Sabaton.

Hvis du havde været rigtig forudseende, kunne du i den kommende weekend have siddet ned og set Defecto spille live tre aftener i træk. Vi guider til, hvad du bliver nødt til at affinde dig med i stedet for.

Otte år efter en tragedie brat havde stoppet bandet, besluttede de overlevende medlemmer af Nasum sig for at sætte et ordentligt punktum for historien. En dansk dokumentarfilm om den uigenkaldeligt sidste koncert fortæller den rørende historie.

Alle lod, som om alting var én lang Coca Cola-reklame, mens atomtruslen og ungdomsarbejdsløsheden rugede. De californiske hardcorepunkere Circle Jerks skød sig igennem det hele på den kvarterlange debutplade, der er lige så forvirrende, som den er fængende.

De er en del af fundamentet for vores kultur, og det var dem, der åbnede porten til metal for os. Det er bare utroligt mange år siden, AC/DC på nogen måde var i orden.

Et par unge fyre, der lige har opdaget metal, et engelsk ægtepar, der er i en position til at sponsorere kultur, en præst, der ikke kan lade være med at elske metal, og en to meter høj svensk stripper: Årets første danske metalfestival efter nedlukningen var lige så fuld af modsætninger, som rammerne for livemusik er det for tiden.

Kæmpe afroer, sirlige melodilinjer og frådende skrig: Texanernes debut på Beastie Boys’ pladeselskab indvarslede både et besynderligt årti og bandets eget endeligt.

Der er få ting så smukt som den uskrevne regel blandt metallere om altid at samle folk op, når de falder i pitten. Det mener frontmanden fra Tottal Tömming, der er blevet formet af Pantera, Anthrax og Frank Ocean.

Sidste stop før syndefaldet: I 1990 var alt i færd med at ændre sig i og omkring heavy metal. Judas Priest viste, at klassisk metal stadig havde en fremtid – men også hvorfor den ikke var uproblematisk.

Da han udgav sin bog om peruansk metal, var der flere, der stillede spørgsmålet, om han overhovedet havde ret til at udtale sig om metal. Men metal har formet universitetsprofessoren som menneske og gør det stadig hver dag.

Hans debutfilm handler om metalfans, og hans venner er metalfans, men den colombianske filminstruktør betragter ikke sig selv metalfan. Men noget er der alligevel om det, viser det sig hurtigt.

Entreprenør og entertainer, sexsymbol, shaman og speedballvrag: Perry Farrell var et ikon for sin generation. Og han smed det hele væk, men først efter at have ført Jane’s Addiction helt til tops. Tre årtier senere gør vi status over, hvad ‘Ritual de lo Habitual’ egentlig var for en plade.

Heller ikke i metal passer én størrelse til alle. Nyhedsbrev # 501 er en passende anledning til at gøre op med klassikerne og bare favne moderne metal i al sin ækle diversitet.

Fra skolegården, hvor to drenge trippede over ‘Angel of Death’, over Wacken Metal Battle og en ruslandsturné er Demolizer nået frem til debutpladen. Der bliver taget fra alle de store thrashnavne, de unge er vilde med det – men de hvide sneakers og det tekniske lir gider de ikke.

Vampire-forsangeren er opflasket med Alice Cooper og gyserfilm, og han kan sin klassiske heavy metal på rygraden. Han fistbumper fremmede på gaden, hvis de har en cool T-shirt på, men han er ikke bleg for at give sig hen til det, andre betragter som dårlig smag og rent affald.

Om få dage afgøres det, hvilket koncertefterår vi ser ind i. Det kommer til at definere fremtiden for den musik, vi lever og ånder for.