Man fjerner nogle barrierer, når man skriver på det sprog, man taler, tænker og drømmer på. Afsky, Solbrud, Orm, Nyt Liv og Undergang fortæller om at skrive på dansk i en metalverden, der ellers altid har været engelsksproget.

Genfødslen: Hardcores arrigste kamphane har fundet ro i sig selv og sine nærmeste efter at have ramt bunden. Harley Flanagan har fået Cro-Mags tilbage og er på vej med den første plade under det navn i 20 år.

Hvorfor er der ikke flere metalbands, der synger på deres modersmål? Der er både hurtige point, særpræg og international nysgerrighed at vinde ved at forsage det vanlige valbyengelsk og vove at skille sig ud.

Fornylig gjorde én fra Denial of God sig lystig over forsangeren fra hardcorebandet Harms Way på Devilutions Facebook. Altså én af dem på det her billede. Som syntes, at en anden fyr så fjollet ud.

Så prøver vi én gang til: Copenhell slipper den første håndfuld navne til næste års ommer. Alle er det bands, som vi havde set frem til at se nu til sommer.

Hvad har Kanye West, Queen og Beatles som fællesnævner? Grindcore, tilsyneladende. I hvert fald på fire virkelig stærke udgivelser og en virkelig slap én.

Når et billede siger mere end tusind ord, men stadig gør det i tostavelsesord.

Få føleren på, når emobandet Oakhands har videopremiere på en sang om blindhed og sci-fi.

Hvorfor overhovedet spille andre former for heavy, når thrash metal findes? Neo-thrash-bølgen nægter at ebbe ud, og bands som Havok og Vampire giver ingen grund til at ønske sig andet – men Warbringer er bølgens problematiske understrøm.

Dødsangsten rammer en gruppe midaldrende mænd, der klæder sig ud for at holde den for døren.

Fire-en-halv generationers dansk thrash ser tilbage og fremad: Artillery, DesExult, Invocator, HateSphere og Terminalist fortæller om, hvad thrash har betydet for dem. Men også om at frigøre sig fra den formel, der hurtigt blev skabt for genren.

Poserdræberriff på pungriverriff og en overivrigt tonedøv sanger: Death Angels debut fra 1987 er så ren og smuk en thrashoplevelse, at man skammer sig over den rolle, historien har tildelt dem.

Thrashens historie handler om et fællesskab, der er meget større end The Big Four, mener Adam Dubin og Brian Lew. Vi har talt med de to mænd bag Bay Area-filmen ‘Murder in the Front Row’ om blodig eskapisme, ung uskyldighed, dem, der blev store, og dem, der blev tilbage.

Hvide basketstøvler og vidtåbne arme: Thrash metal var en smuk og uskyldigt åbensindet subkultur med plads til alle i pitten. Men i sidste ende ændrede den ikke for alvor så meget for særligt mange.

Toksisk maskulinitet, politiseret begær og punkrock, der nægter at være pikket: Tvivler fortæller om den første video fra det kommende debutalbum.

Fugazi viste vejen frem: Holdt fokus på det relevante, splittede, før de selv blev irrelevante, lod være med at blive gendannet. Ved 30-årsjubilæet for debutalbummet fortæller vi historien om et band, der i et andet univers kunne være blevet mellemstore, men valgte at blive kæmpestore i deres eget univers i stedet.

Ingen Bad Religion-sang kan gøre dit liv komplet. Men deres seneste promobillede kan få dig til at føle dig lidt mere cool til sammenligning.

Devilution indstiller den unødvendigt hårde kritik for i stedet at være med til at fremelske en dansk metal, vi alle kan være stolte af. Sådan lød vores aprilsnar i 2020.

Ny musik, der lyder akkurat som gammel musik, siger du? Vi er der som et søm! Specielt når en ny generation spiller den klassiske hardcore langt bedre, end veteranerne selv forvalter arven.

Røvhår, seriemorderbriller og meget røde bukser: Hvorfor blev Sorrow egentlig aldrig større?