Der er både plads til at lege Find Tony Iommi-riffet, progge igennem på Yes-manér og fortabe sig i skønheden på Motorpsychos halvanden time lange monstrum af en plade.
Med Satan og Quorthon i ryggen åbner Watain pladeåret 2018. For den dovne lytter kan det fremstå råt og primitivt, men de finere nuancer ligger lige under den grumsede overflade.
Der var rationering på riffene og kække bemærkninger mellem midttempo-sangene om skyttegravsdød, da Deadflesh besøgte Bornholm lørdag.
Quicksand var stilskabende i en grad, så deres comeback uundgåeligt kommer til at lyde som mange af de bands, der har videreført deres lyd.
Defectos høje ambitionsniveau matches hverken af sangskrivning eller produktion, og det formår ikke at skygge for, hvor afskyvækkende musikken er.
Der er ikke noget at sige til, at rutinen er ved at blive dominerende hos Converge 16 år efter deres gennembrud. Men det er på bekostning af den tvingende nødvendighed, som er forudsætningen for deres musik.
Techdeath spillet af en flok skatere: En gruppe baskere i Harry Potter-udklædning spiller dødsmetal på en måde, der får en til at undre sig over, at al død ikke lyder sådan.
Ikke et øje eller drikkehorn er tørt, og ingen næve uknyttet, når Enslaved forsvarer den stolte ur-metalitet.
Alt er ved det gamle, men det er kun glædeligt, når noiserockerne efter fem år leverer en ny serie spark mod en ond og uforstående verden.
De britiske veteraner holder det høje niveau fra forrige års comeback med en plade forbeholdt de indviede.
Tørre tæsk og nøgtern reflektion: Agnostic Front-sangerens selvbiografi overrasker positivt. Der viser sig at være mere end testosteron og brølekor at komme efter hos Roger Miret.
Ikke ét par udtrådte Vans kan nå at ramme gulvet mere end et par sekunder, når Comeback Kid viser, hvor sikkert og medrivende man kan spille mallcore.
Det er 15 år siden, Queens of the Stone Age lavede deres sidste rigtig gode plade. Det ændrer ‘Villains’ ikke noget ved, selvom den ikke er uden andre kvaliteter.
Ereb Altor er stadig bedst, når de koncentrerer sig om at hylde Bathory. På deres syvende album bevæger de sig dog væk fra de sikre vande.
Hardcore-genrens bedste stemme synger for første gang i tre årtier på en decideret god plade og giver Cro-Mags-tragedien en lykkelig drejning.
Municipal Waste har været nede at pante flasker fra en seksten år lang fest og forsøgt at veksle det til en ny plade.
Vi kender efterhånden alt, hvad Converge har at byde på, og det tager toppen af ens overvældelse over bandets første nye materiale i fem år.
Du er garanteret slet ikke sej nok til at fortjene at høre Antichrists andet album. Vi har lavet en test til dig, hvis du alligevel er i tvivl.
Som Copenhells uigenkaldeligt sidste band i 2017 bød The Black Dahlia Murder på effektiv, men også aldeles upersonlig publikumsbetjening.
Med deres definitivt sidste koncert på dansk jord viste The Dillinger Escape Plan, hvorfor det er en god idé at stoppe, mens legen er god og voldsom.