Polars Collide er hvad der sker, når man ser fuldstændigt bort for kunstnerisk integritet og tyvstjæler alt, der definerer ens band. Og det uden på nogen måde at leve op til bandet, man stjæler fra.
Den danske kvartet kæmpede med næb og klør, gjorde brug af alt deres internationale Covid-erfaring, men måtte trods hård arbejde, se sig slået af anmelder-klichéen over alle klichéer.
Mental Crueltys tredje fuldlængdeudgivelse er et stort skridt fremad for tyskerne, oven på den lettere skuffende forrige plade. Både hvad angår sangskrivning og udvikling.
Aarhusianske Archon sigter med navn og ep-titel højt. Heldigivs er der mere end blot varm luft og høje tanker gemt i kvartettens debut-ep.
Volas nye kompositioner bestod live-testen med bravour, mens kvartetten understregede deres internationale format.
Læn dig tilbage og nyd screamoens udvikling gengivet over seks skæringer af varierende kvalitet.
Tredje fuldlængdeudgivelse fra den dansk/svenske kvartet er et sammensurium af de foregående succeser: En tung satan med masser af variation og detaljer, der fastholder bandets lyst til at eksperimentere og udfordre lytteren.
Stik mod tidens trend har Ghost Iris skruet op for 'coren, sat ild til sangskrivningen og bevæget sig endnu længere mod den smadrede og rå lyd, der definerede genren dengang, den var ny, provokerende og ville oprøret.
Punk, EBM og industrial – Youth Code og King Yosef har succes med at kombinere og komprimere det hele til 30 minutters drivende ubehag.
Når While She Sleeps er bedst, er kvintetten nært uden sidestykke. Desværre formår englænderne at ødelægge helhedsindtrykket af 'Sleeps Society' med en vanvittig ringe slutspurt.
Metalcore anno 2021 behøver ikke altid være overproduceret, fyldt med rensang og et utal af mere eller mindre relevante gæsteoptrædener – men ambitionerne skal være højere.
Brødrene Loeffler brillierer trods skriveblokeringer og tydelige tegn på, at dette meget muligt kunne blive Chevelles sidste plade.
Den nordiske blackened deathcore-scene er blevet en stilistisk pendant til såvel den traditionelle deathcore som den amerikanske blackened pendant – smukt eksemplificeret med ’Välde’, der er en lavt-stemt, langsom og tung succes.
Ganske som forventet har Architects søgt en genremæssig udvikling. Desværre har briterne ikke styrke nok til at taget skridtet fuldt ud, og bandets niende fuldlængdeudgivelse ender med at være både fugl og fisk.
Daze of June har sandsynligvis udgivet et af årets bedste danske metalcore udgivelser – og det er et kæmpe problem.
Selvom Love And Death lod til at være korsfæstet og borte, efter Brian Welch genoptog guitar-tjansen i KoRn, genopstår bandet nu, vender korset korrekt og udretter mirakler.
Telochs synthwave-projekt kun have været en spændende hybrid mellem black metallens rå ubehag og det neon-farvede synthwave-univers. Desværre er resultatet nærmere en kaotisk andenrangsudgivelse med minimal musikalsk rød tråd.
Den syvende søn har succes med at søge udvikling og samtidig skabe en kompetent beatrock-plade, der nok lyder som en anden tid men gør det på nutidig vis.
Deftones ser fremad ved at genoplive fortiden: Remix-pladen – et produkt der i metal-sammenhæng ikke har været moderne siden ’White Pony’ udkom. Det er en tragikomisk sluttet cirkel.
Til trods for en ny forsanger er det stadig Joe Cocchis let genkendelige og ekseptionelle rifferi, der definerer Within the Ruins. Man fristes til at sige, at alt er som normalt – den nye normal.