Den syvende søn har succes med at søge udvikling og samtidig skabe en kompetent beatrock-plade, der nok lyder som en anden tid men gør det på nutidig vis.
Deftones ser fremad ved at genoplive fortiden: Remix-pladen – et produkt der i metal-sammenhæng ikke har været moderne siden ’White Pony’ udkom. Det er en tragikomisk sluttet cirkel.
Til trods for en ny forsanger er det stadig Joe Cocchis let genkendelige og ekseptionelle rifferi, der definerer Within the Ruins. Man fristes til at sige, at alt er som normalt – den nye normal.
Havde man savnet at mærke musikken i kroppen, var lørdagens koncert præcist den emotionelle forløsning, som vi har lært at forvente af esbjerggenserne.
Århusianerne vinder årets danske deathcore-kamp, uden rigtig at imponere eller fremkalde virkelig stærke følelser.
Ghostemane gør, hvad han vil. Kombinerer tidens trend med den tungeste og mest ubehagelige industrial, som var det 1994. ’Anti-Icon’ er på én gang fremadskuende og en hyldest til fortiden.
De mange nu-metal-fans, der så deres genre blive kneppet af pladeindustrien og skældt ud af det elitære metalpoliti, er blevet gamle nok til selv at udgive musik – og de giver ikke en skid for, hvad du synes om genren.
Den karismatiske frontmand er i sit es, og vi får en version af Corey Taylor, vi nok har smughørt før, for fuld udblæsning. Det er varmt, imødekommende, positivt og særdeles afsmittende.
Vi gav ikke vores Østersø-guld bort for at blive spist af med norsk stilforvirring og mangel på rød tråd.
Det ville klæde Brian Hugh Warner, om han tog skridtet fuldt ud og aflivede Marilyn Manson – eller bare satte personaen på stand-by på ubestemt tid.
’Class of 2020’ er fyldt med referencer til (Hed)pes ikoniske andet album. Det er nostalgi-lækkerier, men pladen ville indiskutabelt stå stærkere uden associationerne til ’Broke’.
’How to Survive a Funeral’ er Make Them Suffers svageste udgivelse hidtil. Men der er stadig gode lytteoplevelser at finde.
Trapt er mere interessante, når Chris Taylor Brown får en Twitter-nedsmeltning, end bandets musik nogensinde bliver.
Du husker måske Bush fra dengang der var hul i dine jeans, rock primært var drevet af guitar og somrene var lange og varme. ’The Kingdom’ minder lidt om dengang og er tilnærmelsesvist det comeback, de fleste nok havde håbet på, da Bush blev gendannet for 10 år og tre udgivelser siden.
Det er svært at forestille sig en ny Static-X udgivelse, havde Wayne Richard Wells stadig levet. Men hvor er ‘Project Regeneration Volume 1’ da bare en smart og tilsyneladende veleksekveret ide.
Bury Tomorrow har efterhånden skrevet den samme sang i 11 år, og har kun perfektioneret deres tilgang. Således er ’Cannibal’ endnu en stilsikker metalcoreudgivelse og endda med en enkelt mindre udviklingsmæssig overraskelse.
Emmure fortsætter stilen fra ’Look At Yourself’: Frankie Palmeris lyriske kunnen er stadig kritisabel, Joshua Travis er genial, og ’Hindsight’ er interessant lytning, der dog sjældent får lov til at folde sig ud i fuldt flor.
Mushroomheads 8. fuldlængdeudgivelse er en revitalisering, der byder på et hav af overraskelsker. Positive som negative.
Canadiske Protest the Hero fortsætter med at imponere, denne gang med en musikalsk kaotisk tour de force i amerikansk historie.
Det er befriende behageligt at lytte til Bleed From Withins femte fuldlængdeudspil. En lille skotsk perle af klassisk, velkomponeret, intens og testosteronpumpende metalcore.