Asking Alexandria stiller for alvor deres fans over for det ultimative valg: Følg med eller forsvind. Baggrunden for spørgsmålet er dog ret uinteressant.

De seneste år har været udfordrende for det danske hard-rock band - ikke mindst hvad angår sammensætningen. Til gengæld lader det til, at Blended Brew anno 2020 er en stærkere konstellation end tidligere.

Trivium er tilbage med en udgivelse, der er velkomponeret, finpoleret og sikkert vil tilfredsstille deres fans. Objektivt set står det dog noget stille for den amerikanske kvartet.

Selvom ’Motion’ er en forholdsvis banal og fuldstændig  identitetsløs udgivelse, har South Haven succes med at skrive flere stærke og mindeværdige sange.

Efter den sprudlende ‘Phantom Anthem’ er det et antiklimaks at lytte til ‘Guardians’. Pladen er for kompleks, for indviklet og savner gode sange.

Det er svært at sige noget positivt om ’Mother’, udover at In This Moment lykkes at skabe en rød tråd gennem deres forsøg på at malke penge ud af ligestillingsdebatten.

De tyske metalcore-konger vender tilbage efter en signifikant længere udgivelsespause end normalt. Til gengæld er det en dobbelt-udgivelse. Desværre.

Hollywood Undead har stor succes med at være det stik modsatte af, hvad der engang var kvintettens mantra og styrke. Med enkelte undtagelser er det tørt, kedeligt og forudsigeligt at lytte til bandets voksen-nu-metal.

’I Disagree’ er et positivt, opløftende bud på nu-metal anno 2020. Det hele blegner desværre lidt, har man bare en lille smule sans for brand strategi og forretning. Nu-metal i en nøddeskal.

Deathcoren har haft trange kår de seneste år. Men det har resulteret i en genreudvikling, der netop nu skyller ind og begynder at dominere genrens lydbillede. ’Immortal’ er endnu et skvulp i denne andenbølge af deathcore.

Suicide Silence vender tilbage til det sikre ophav med en plade, der ønsker at slette alle minder om den selvbetitlede 2017-katastrofe.

Mere lak, mere læder, mere overskæg, flere dunkende beats, der går lige i mellemgulvet og mere forvrænget guitar fra en fabrikshal, tak. 3Teeth var en påmindelse om industrialens styrke og relevans.

Raised Fist giver køb på egne værdier med en udgivelse, der er sært forfejlet og ekstravagant kluntet på stort set alle parametre.  

Du skal lytte til ‘Melancholy’, og det kan kun gå for langsomt! Shadow of Intent udgav tidligere på året et brag af en udgivelse. En plade, der breder sig genremæssigt og bør tilfredsstille de fleste med hang til storladne, konceptuelle fortællinger – eller blot velskrevet metal. 

Skanderborgs metalcoredarlings leverer en overbevisende debut med plads til udvikling og selvstændighed.

Evnerne er indiskutable, de gode idéer mange, og de dårlige valg få. Desværre er sidstnævnte markante. 

25 år efter Lacuna Coil blev dannet, vender italienerne tilbage med en særdeles velkomponeret udgivelse, der meget vel kunne være den bedste fra kvintettens side siden ‘Comalies’.

Gulvet sejlede i Amager Bio, publikum var tændt, og aftenens hovednavn leverede på sin vis, men det blev mere til fadøl end decideret fest.

Danmark lod til at have tilgivet Tim Lambesis' ugerninger, da den amerikanske kvintet genskabte lidt af metalcore-magien, der prægede start-00’erne.

De sidste syv år har omtalen af As I Lay Dying taget udspring i alt andet end metalcore. Til trods for skandalerne forsøger vi at tage skridtet dybere og forholde os til det, det hele handler om: musikken.