Når Coffins på torsdag gæster København og spillestedet KB18, så er det med det en måned gamle album 'The Fleshland', som er glimrende beskidt bastard af en dødsmetal-skive.

Valient Thorr er et af de mest forrygende live-bands, og det beviste de igen på Beta i torsdags, der var en fest for fans. Og udmærket for de mere beherskede tilbedere.

Power metal-klichéerne står i kø på det nye album med Powerwolf.

Jon Olivas første soloalbum er noget af en blandet musikforretning med mange varer på hylderne. Desværre er der for få af de allerbedste varer.

Anmelder Molin er aldrig helt kommet sig over den forrygende optræden Valient Thorr gav, sidst de gæstede Danmark, og det kan ikke undgå at spille ind i anmeldelsen af seneste skive.

Rhapsody of Fires seneste livealbum skulle efter sigende være et ‘rigtigt’ livealbum. Hvis dette er sandt, giver det ny vægt til påstandene om, at månen nok alligevel består af grøn ost, og at Neil Amstrong aldrig betrådte den.

Nails lever op til debutalbummet med et endnu mere brutalt og knusende udspil, der denne gang strækker sig over "hele" 17 minutter og endda flere steder tangerer rasende grindcore.

Jens anmelder denne gang Hooded Menace-/Undergang-showet, der foregik i sidste uge på Debaser i Malmø.

Christopher Bowes har for en tid kastet anker for Alestorms piratskib og er gået i land på Skotlands kyst, hvor han med sit nye ’heroic fantasy power metal’-band Gloryhammer udkæmper en heroisk kamp sammen med sagnprinsen Angus McFife for at befri byen Dundee.

Serenity fra Tirol markerer sig med deres 4. album stærkt på den europæiske progressive symfoniske metalscene.

Østrigske Visions of Atlantis med den græskfødte Maxi Nil i forgrunden spiller en omgang symfonisk power metal, der er sympatisk, men desværre ikke efterlader lytteren med særligt mange uudslukkelige ørehængere.

Det finske monstershow beviser, at man sagtens kan få alt til at handle om udseendet og stadig skrive god rockmusik.

‘More Than One Way Home’ er bestemt mere end moderat bedre end de seneste mange års Whitesnake-album. Der er bare de to små problemer med albummet: At det ikke er David Coverdale, der synger, og at det ikke er Whitesnake, der spiller.

Det er ikke hver dag, at der udkommer metal fra Argentina på det europæiske marked. En tilbundsgående undersøgelse viser dog, at det måske ikke alene er bandets egne musikalske fortræffeligheder, der gør, at vi nu bliver beriget med dette ganske habile album.

Det var som at få bastante toner op i urinrøret, da Sunn O))) lørdag aften spillede op til t-u-n-g, aparte drone og rockende melodier foran et dedikeret publikum i en behageligt kold Den Grå Hal.

Propagandhi lever på sit seneste album op til genrens anarki ved at lade alt være tilladt, og således får det gamle band ramt en masse metalrelevante riffs trods en lyd, der i metal-sammenhæng kan kaldes "light".

Med udgangen af 2000 og træls slutter denne serie med anmeldelser af nye tyske metaludgivelser. Men vi skal lige have et par stykker igennem inden da. Og vi vil naturligvis fortsat anmelde nye og relevante tyske udgivelser i det nye år. Denne gang kigger vi på det sydtyske thrashband Paradox, der, da det jo er et tysk band, ikke kan lade være at smide en hel del power metal ind her og der.

Bloodbound roder så meget rundt i klichéerne, at det bliver åndssvagt og kalkuleret - og overskygger en fin musikalsk side af sagen.

Serpentine Path har en superfed lyd og egentlig også stil, men det bliver en kende mørkt for at være mørkt nogen gange, og så savnes nuancerne.