Orm skulle have afsluttet det triumftog, der var andenpladen 'Ir', med koncerter på både Roskilde Festival og Copenhell. Det endte desværre med at blive et forsømt forår. I stedet har tiden været til personlige refleksioner og tanker om både bandets og den globale udvikling i en post-Corona-tid.
Vreid holder jernene ved ilden med live-streams, arbejde på næste album og flere andre projekter i ærmet. Trommeslager Jørn Steingrim Holen har givet os sit besyv med fra de norske bjerge om en sommer uden festival-aktivitet, mens han ser frem til Copenhell 2021.
Nogle gange må en anmelder finde sig i en masse lort. Og med det mener jeg naturligvis de oceaner af musikalske blindgyder, man ender med at anmelde. Men nogle gange kan det kan betale sig at tage en chance. Det er Mazikeens debut et eksempel på.
Behemoth har for alvor haft vind i sejlene de sidste par år. Nu har de så rodet sig ud en ep med den eneste mand, der kan matche Nergal i at lyde vred. Svenske Niklas Kvarforth, hjernen bag Shining.
Gabestok følger fuldlængdedebuten op med en sær og rodet ep, som oser af humor, overskud og lumre, kælderrådne skævheder.
Wulfaz holder den simple, møgbeskidte og bemærkelsesværdigt catchy blanding af crustpunk og black metal fint i hævd på duoens anden ep, der tilføjer en skæv ekstradimension til den danske svartmetal-scene.
Fornylig gjorde én fra Denial of God sig lystig over forsangeren fra hardcorebandet Harms Way på Devilutions Facebook. Altså én af dem på det her billede. Som syntes, at en anden fyr så fjollet ud.
Hvis venstrefløjens sorte blok gik en tur i skoven, så ville de høre Uprising.
En tungere og mere grå råhed hersker over den svære toer fra Afsky.
Winterfylleth spiller black metal, men så spiller de også nogle gange gammel engelsk folkemusik. Denne gang er englændernes udspil, heldigvis, en fejlfri stiløvelse udi førstnævnte.
Vort svenske broderfolk har, som vores norske fætre, en lang tradition for black metal. En af spydspidserne er Naglfar, som har spredt skræk og rædsel i 30 år. De har en lang og rodet historie med pauser, nye medlemmer og nye roller til gamle ditto, og efter en langvarig pause udgiver de nu en plade, der er rendyrket suppe-, steg- og is-black.
Frisk hollandsk post-black metal, du ikke kan huske bagefter
Anaal Nathrakhs musikalske univers udsættes for popskabeloner og slasher-hyldester på Make Them Die Slowlys nyudgivne og bloddryppende friske debut.
(0)’s debutalbum blæser frem og tvinger forhåbentlig danske black metal-amatører til at overveje, om de kan leve op til standarden
Mens verden går helt i spagat over corona, ser vi nærmere på den virus, der ramte black metal-scenen omkring årtusindeskiftet: Matrix-virussen, der medførte uanede mængder af hurtige solbriller, glinsende skoleskyderlæderfrakker, cybergoth-look og dårligt udførte elektroniske eksperimenter i black-genren.
Slovakiske Malokarpatan er gennemført sære og sært gennemførte på deres tredje album, der forener landlig atmosfære med jerntæppe-black og prog-excesser.
Coronaviruslockdowninspireret transatlantisk klassisk rock-gone-black metal-collaboration er det pureste guld!
Dansk crust-punk-black-metals store håb leverer kun delvist
Lamentari tænker stort og folder vingerne ud på debut-ep'en. At de som metalliske sangskrivere overhovedet ikke er flyvefærdige, ødelægger dog meget af oplevelsen.
I en simpel, voldsom lyd vokser rasende riffs til melodisk storhed, når franske Cénotaphe lader debutalbummet servere lytteren en forfriskende bidsk black metal.