Vltimas vil bare gerne tænke nyt og sprede sine vinger ud. Men er man en håndfuld halvgamle sortmetallere med fremragende resuméer, er dette ikke nødvendigvis ønskværdigt. 'Epic' fejler i sin stræben efter at være lettilgængelig.
Enkelte mandage er bedre end andre - mandagens workout i Pumpehuset var en af de bedste i lange tider!
Vitriol lyder, som Morbid Angel burde lyde anno 2024, og de formår at holde både højt tempo, melodi og intensitet sammen på en fremragende plade.
Nullerne er i højsædet hos Blood Red Throne. Det er stadig hårdt og groovy – og meget som det plejer.
Det er en vild og spændende lyd, som omsvøber Broders formørkede dødsmetal med en tung dyne af sludge på 'Skarpretterfossilet'.
Tung og doomet dødsmetal siver fra Temple of Scorn, der med 'Funeral Altar Epiphanies' har begået en gusten og godkendt debutplade. Erfaring fornægter sig ikke.
Elitists debut ‘A Mirage Of Grandeur’ er en af årets vigtige plader i dansk dødsmetal.
Tom G. Warrior genopfører Hellhammers musik med Triumph of Death. Men det lykkes ikke at genskabe det, der gjorde Hellhammer til noget særligt.
'Hymns From the Apocrypha’ er ikke en dårlig plade – men er den så god?
Suffocation er ude med det niende album i rækken.
Shadowspawns seneste plade lugter af både Morbid Angel og Benediction og har solid portion religionskritik i teksterne. En groovy udgivelse.
Michael Poulsen kan skrive catchy sange, også indenfor dødsmetal, mens Marc Grewes vokal er blandt højdepunkterne på Asinhells debutplade.
Kannibalernes overherredømme er intakt, distinkt og skærer i de rette lemmer trods skabeloner og gode intentioner.
Dansk Metals Patologiske Selskab aka Undergang er aktuelle med EP’en ‘De Syv Stadier Af Fordærv’. Den stinker.
Flo Mounier har fået tid til at indspille nyt med Cryptopsy, og det er stadig hæsblæsende dødsmetal, denne gang med et melodisk strejf.
Sedimentums første europæiske show. Vi var der. Det var en af dagens bedste koncerter på Kill-Town Death Fest.
Till the Dirt byder på ekstremmetal, hvor et dødsmetallisk udgangspunkt bydes op til dans med seje træk fra grunge, og hvad har vi.
45 minutter fløj af sted i selskab med den svenske kvartet, der serverede sprudlende brutalt dødsmetal.
Gennem 50 minutters koncert med en solid sætliste beviste Illdisposed, at de efter tre årtier stadig er blandt landets bedste livebands.
I ly af sommeren udkom Ascendencys seje nye udgivelse, der fletter mørke og melodi fornemt sammen på en måde, så pendulet snart peger mere mod black end mod dødsmetal.
Panzerchrist formår at holde tempoet på deres nye plade samtidig med, at man kan høre, at udtrykket er blevet mere modent.