Med anbefaling fra Dan Swanö for især growlet, var det en no-brainer, at amerikanske Mother of Graves' dødsdoom med stærk skandinavisk tradition måtte tjekkes ud. Tak, hr. Swanö!

Danske Mother of All er klar med debutpladen 'Age of the Solipsist', med ingen ringere end Steve Di Giorgio på bas. Travis Smith har lavet artwork.

Hollandske Asphyx har siden firserne spillet dødsmetal, og det er de gode til. 'Necroceros' er ikke helt med blandt deres bedste udgivelser.

Darkthrones debutplade 'Soulside Journey' var en dødsmetal-plade, før de gik i sort det næste årti. Vi har fanget fem gode ting derfra.

'Unconquered' er ikke helt den plade, vi havde håbet på fra Quebec. Kataklysm falder dog ikke helt igennem, men vi kommer næppe til at huske udgivelsen om få år.

Krigsguden anmelder nye bestialske albums med Undergang og Körgull the Exterminator.

Københavnske Undergang er klar med deres femte fuldlængde, der fortrinligt indkapsler den lyd af dødsmetal, de har gjort til et varemærke.

Terrorpy fra Odense debuterer med en heftig omgang dødsmetal, der trækker tråde til Immolation og Suffocation. 

Det skete i de dage i november engang, at familien bad om ønskelister endnu en gang. I ugens top 5 kommer vor skribent med 5 bogønsker fra hans egen ønskeseddel.

Dybt inde i efteråret kigger vi på fem dødsmetalliske undergrundsudgivelser, der så oktobers sparsomme dagslys.

Chris Barnes' stemme er helt væk på Six Feet Unders nye plade, der kun i sjældne tilfælde reddes af et af de få gode riff, der er spredt ud over en alt for lang udgivelse.

Efter 12 års pause er britiske Benediction tilbage med en plade, der gør lige akkurat det, Benediction var gode til i halvfemserne: dødsmetal.

Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.

Da Livløs inviterede med på en tre-dages tur rundt i landets tre største byer var vores fotograf hurtig til at takke ja. For coronaen havde nok aftaget til den tid, og alt ville blive normalt. Men pandemien gik ikke væk af sig selv, og tre koncerter blev til to – med restriktioner, siddende publikummer og et stramt curfew.

Fra studiet fortæller Crocell om det deprimerende ved siddekoncerter, om blygrå fremtidsudsigter og om at sparke sig selv ud af den musikalske tryghed og gøre det hele lidt vildere.

Incantation er tilbage med mere af det sædvanlige, og hvis man bryder sig om klassisk dødsmetal, så går man ikke forgæves.

Det klinger rigtigt godt, når Ascendency tæsker sin dødsmetal ud med en smadret lyd, der bare oser af sort stemning, men også koster lidt på varationskontoen.

Med ‘Eaten Back to Life’ blev dødsmetal så farligt, at pladen var forbudt i Tyskland i flere årtier, og Cannibal Corpse blev så populært, som ingen politiker turde have mareridt om.

Det er Septicfleshs skyld, at folk omkring dig fniser, når de finder ud af, at du hører metal.

Undergangs vekslen mellem tunge og kradse toner var drabeligt efter alle kunstens regler, mens der gik mere mudder i Deiquisitor-maskineriet. I sidste ende var det dog den alt for længe ventede lejlighed til at forsamles om metal i hovedstaden, der vandt flest points denne fredag i Byhaven.