August Burns Red er uden tvivl nogle af de tungeste drenge inden for metalcore-genren og professionelle til fingerspidserne. Og det var da også det, man kunne opleve på årets Copenhell – på godt og ondt.
Skal det være festligt og gak og løjer eller tung, ond metalcore? Caleb Shomo og resten af Beartooth ved det umiddelbart ikke selv. Fredagens koncert på Pandæmonium pegede i alle retninger og var et stilforvirret mismatch.
Trivium konfronterede deres gudsbenådede publikum, der klappede og hoppede så begejstret, hver gang sanger og guitarist Matt Heafy blinkede med øjnene, at det var som så med at høre efter, hvad der foregik på scenen.
Norma Jean bød på en solid skålfuld bedaget amerikansk metalcore med breakdowns som altoverskyggende ingrediens.
Black Peaks faldt fra tinderne med et uforløst sæt i eftermiddagssolen.
'Beyond All Recognition’ byder på flere solide skæringer, men også plads til forbedring.
Arkitekternes 7. album formår ikke at nå samme niveau som forgængeren ’Lost Forever // Lost Together’. Kvintetten spiller stadig kompetent ’core, men der går tudefest i den.
Tyske I Am Noah gør sig inden for tidstypisk metalcore med et hint af prog. Deres debut afspejler kvintettens kompetencer, men også en overvældende mangel på opfindsomhed.
Efter sidste års middelmådige optræden på Copenhell viste Butcher Babies, at de er et band, der skal tages seriøst.
Otep er tilbage efter tre års tavshed. Og det er en tilbagekomst, der sparker døren ind og dertil brænder hele huset ned.
Babymetal skyder med bløde bamser i endnu en omgang uskyldig, men overvældende smagløs og snasket salve Melodi Grand Prix-metal.
Ok, hvem fanden har flyttet den sten, som Walls of Jericho har dvælet under i de sidste otte år? Det er i hvert fald sket, og det har gjort dem sure. Dejligt sure!
Rap-metal anno 2016? Ja, åbenbart. Naturligvis inficeret af djent. Hacktivist udgiver langt om længe deres debut, og det er ikke en ubetinget succes.
’Incarnate’ er en stærk udgivelse fra Killswitch Engage. En udgivelse, der cementerer bandes position inden for genren efter en ørkenvandring af middelmådige udgivelser. Samtidig er det pladen, hvor Jesse Leach for alvor vender tilbage som forsanger.
American Head Charge prøver et nostalgi-comback på et grundlag, der aldrig har eksisteret. Derfor er bandets første udgivelse i 11 år en dinosaur i en moderne tidsalder, der hører hjemme på nü metal-plejehjemmet.
Den amerikanske kvartet After the Burial rejser sig efter tabet af guitarist Justin Lowe og udgiver et album, der er mere simpelt og helstøbt end tidligere udgivelser.
Thy Art Is Murder og Architects gjorde deres for at opvarme det fremmødte publikum på en aften, hvor fem australske surferdrenge endnu en gang viste, hvor stærkt et livenavn Parkway Drive er.
Bury Tomorrow er tilbage med deres bedste udgivelse siden debutten. ’Eartbound’ er en solid, gennemkomponeret metalcore-plade, der vil tilfredsstille enhver med hang til genren.
Den amerikanske kvartet har udviklet deres lyd mod det mere direkte, brutale og tunge. Desværre klamrer bandet sig samtidig til, hvad der var engang, i stedet for at se fremad og stå ved den markante udvikling.
Skydancers seneste udspil fortsætter konceptet fra seneste udgivelse, 'Earthwalker'. Ideen om to konceptalbum med tema om klodens forfald set fra to forskellige perspektiver er interessant. Resultatet lever desværre ikke op til forventningerne.