Norske Shinings "black jazz" er forfinet på udspillet 'One One One' og er nu en omgang intens metal med skæve jazz-input, der dog ikke slår musikkens fantastiske energi ud af kurs.
Hårdtarbejdende Scarred By Beauty har på ’Cape Zero’ udgivet 11 gode, men, trods et tydeligt talent, en tand for ensartede numre.
Matt Heafy er en vital frontmand, men det er bare ikke nok kun at have et glimt i øjet, når man står foran det mægtige metalpublikum på Wacken.
Monoton vokal og generiske tekster holder ‘Crown of Phantom’ tilbage, og det er ærgerligt, da det nye mandskab overraskende formår at hive Chimairas instrumentale del op i samme højder som i fordums storhed.
Musikken og lyden haltede til tider hos Slipknot, men de amerikanske bøhmænd sejrede som altid med deres bizarre sceneshow og få fuldtræffere.
Det var en våd fornøjelse, da amerikanske Every Time I Die ramte Hades-scenen på Copenhell tidligt lørdag aften. Dette stoppede dog ikke metalcore-slænget fra Buffalo i at levere et af deres berygtede liveshows. Tværtimod.
Der var masser af "signatur-moves" fra medlemmerne af Scarred by Beauty i et glimrende show på Pandæmonium; hvor det nogle gange har virket koreograferet, var det blot herligt energisk her.
Metalcore med mange andre inspirationer gjorde, at selv de mest kræsne fandt ørelækkerier i Purified in Bloods sæt på Copenhell.
Parkway Drive satte publikum på plads med en lige højre, mens storsmilende Winston McCall i front spyttede første række i ansigtet med sin aggressive vokal.
Amager Bio gyngede imponerende taktfast fredag aften, da deathcore-briterne fra Bring Me The Horizon slog vejen forbi.
Killswitch Engage svingede lørdag forbi Amager Bio og viste med knivskarpt samspil og autentisk energi, hvordan metalcore kan være andet og mere end blot metervaremetal.
Trods genindsættelsen af Jesse Leach og en aggressivitet, man ikke hørt fra Killswitch Engage siden ’Alive or Just Breathing’, genopliver ’Disarm the Descent’ kun momentvis det tidlige mesterværks magi.
As I Lay Dyings 6. album udløser en fornemmelse af, at det ikke er en af de kommende store albumklassikere man lytter til.
Med udgivelsen af 'Antennas To Hell' lukker Slipknot fint for kapitlet, der indeholdt bassist, sangskriver og grundlægger af bandet, nu afdøde Paul Gray.
A Life Once lost har været fem år undervejs med deres sjette album. Det har været ventetiden værd.
Da der på redaktionen hersker bred enighed om, at Lacuna Coil mestendels handler om det visuelle, drog fotografen alene i Pumpehuset.
Selvom der var et par bundskrabere er Trivium stadig et band der kan skabe en fest. Og As I Lay Dying spillede generelt røven ud af bukserne på alt og alle.
Raunchy havde en tidligere koncert på AMF at revanchere, og det lykkedes i en stærk fest.
Winston McCalls ”blah!” og teksterne om menneskets råddenskab er det eneste, der går igen på 'Atlas'. Andre af PWD’s absolutte signaturer er stort set væk.
Heights og While She Sleeps udspillede hovednavnet denne aften. Lyden var hele vejen igennem absolut i top, og det medvirkede til en gennemført koncertoplevelse.
