Tidlig fredag aften leverede Acid Witch en koncert, der var lige så fattig på god musik, som den var rig på påtaget undergrundsdedikation og langtrukne ligegyldigheder.
Tyske Mirror of Deception har været i gang knap 25 år, men er stadig relativt ukendte. Efter lørdagens præstation forstår man det egentlig godt.
Glamour of the Kill er såmænd blevet anmeldt to gange før i Devilution, begge gange til et enkelt point. Denne anmeldelse bærer stolt traditionen videre.
Black Tusk havde taget Crobot med som support på Stengade denne mandag, og det var unægteligt opvarmningsbandet, der løb med sejren mod et yderst svagt hovednavn.
Hayseed Dixie fortsætter ufortrødent med at countrypimpe gamle metal- og hard rock-klassikere. Det må godt snart få ende.
Rammsteins Richard Z. Kruspes soloprojekt prøver igen efter mange års stilhed. Denne gang med en række gæstekunstnere på en omgang kedelige rocksange. Evig stilhed ville være at foretrække.
InCrests debutfuldlængde er desværre en skuffende og søvndyssende omgang slæbende rock.
Efter otte års ventetid er Cretin tilbage med kedelig proto-grind.
Sólstafir forsøger at kede anmelder ihjel med nyt album.
Nedbør var der ikke meget af på årets Wacken-festival, men en flok skøre tyskere sørgede for alligevel for sne foruden smil og sær grind under teltdugen.
Hellyeahs sydstatsrock var tungt i røven, malplaceret og kunstnerisk kun lidt bedre end Mambo Kurt, men de har en trommeslager, vi alle kender.
The Men virkede så fundamentalt uoplagte, at man kunne tvivle på deres vilje til at spille musik.
En på alle måder meningsløs og ubehagelig klaustrofobisk koncertoplevelse
Sjældent har man hørt et band, der fungerede så dårligt på en Roskilde-scene!
Wintergarden lever fint op til sit bandnavn på debutalbummet. Der er virkeligt koldt og livløst i vinterhaven.
The Hell er et fremadstormende band, som var så skrækkeligt et bekendtskab på Copenhell, at det bør stoppes.
Suicidal Angels løftede ikke opgaven som bandet, der burde have sat fut i festen torsdag eftermiddag. Det endte næsten som en rendyrket græsk tragedie.
Graveyard var umotiverede og kunne ikke leve op til en tidlig primetime-placering på festivalens største scene. Når koncerten var bedst, var den kun semi-kedelig.
’Black Moon Rising’ er svenske Falconers ottende album siden starten i 2001. Det er i sig selv en bedrift. Endnu mere er det en bedrift, at dette middelmådige band har kunnet overbevise selskabet Metal Blade om at udgive endnu et Falconer-album.
Maryann Cotton lyder som en parodi på deres første album ’Free Falling Angels’, og en liveoptræden på Godset i Kolding afkræftede på ingen måde denne følelse.