Tarja Turunens fjerde studiealbum 'Colours In The Dark' er en alt for let omgang, der viser, at man berettiget kan ærgre sig over, at hun forlod Nightwish.
Med bandets 4. album, ’Turisas2013’, bekræfter Turisas endnu en gang, at de er et skodband, som ikke skal tages alvorligt i metalverdenen.
Misfits' koncert til 1-Day Hardcore Showdown var en bizar oplevelse, der det meste af tiden var decideret pinlig, men som hen ad vejen også tangerede det fascinerende absurde.
Det ukrainske projekt Orchestre de Trenos er en mystisk, men ikke særlig god omgang eksperimental-metal.
At ingen forhindrede Lemmy i at gå på scenen på Wacken vidner om mangel på realitetssans. Koncerten var elendig, og det var potentielt rigtig farligt.
Man kan have nok så meget sympati for Lips & Co. i Anvil, men på et eller andet tidspunkt efter den famøse film er det holdt op med at være sjovt, når musikken skal stå en distance, den ikke kan holde.
Burton C. Bell har aldrig været haft af en de stærkeste live-stemmer. Men det er nået dertil, hvor Fear Factory bør overveje deres fremtid på koncertfronten.
Billy Corgan og det jammerlige band, han kalder for Smashing Pumpkins, besøgte onsdag Falconer Salen, hvor de leverede en koncert, der var så ringe, at man blev helt deprimeret på rockmusikkens vegne.
Henry Rollins' spoken word på Headbanger Stage ved midnatstid efter Rammsteins store show torsdag aften var en tynd udgave af slagsen.
Skyline åbnede helt efter planen Wackens store scener og gav et afdæmpet rockshow, hvor deres mange covernumre var højdepunkterne.
Norske Blood Command led en hård skæbne på Roskilde Festivals sidste dag, hvor de skulle kæmpe om publikum med bl.a. Queens of the Stone Age, hvilket forplantede sig i en tam koncert.
Den estiske duo Talbot leverede et uendeligt trist mørkerock-show på den lille intimscene Gloria.
Kendt for det massive super-hit fra 'Rocky III', ’Eye of the Tiger’, gav amerikanske Survivor efter 35 år deres første koncert i Skandinavien. Den føltes som en boksekamp uden vinder.
For folk vant til plastikpop og -rock vil ’We Are Dance With Dirt’ måske være en vild rockoplevelse, men for et trænet rockøre er Dance With Dirts debut en tynd caffe latte.
Dawn of Winter er et fint og skræmmende eksempel på, at man bør forsøge sig med et par ep'er, før et fuldt album skal prøves.
Thrashgenren blev mere eller mindre opfundet i USA. De producerer stadig nye bands i genren og ikke alle falder lige heldigt ud. Dismantle er ét af dem.
En opsamling med Angra rejser det evige spørgsmål om, hvad man skal med den slags. Den giver dog intet svar.
Danko Jones har begået et røvkedeligt værk, der i den grad mangler kant.
Til trods for sange om livets storhed og fald formåede Anathema på intet tidspunkt at røre en, da de mandag aften leverede en to timer lang(trukken) seance i Lille Vega.
Udo Dirkschneider er en af metallens mange, mange ”has beens”, der lang tid efter udløbsdatoen stadig kører landevejene tynde for at spille spredte jobs på mindre og mindre spillesteder. Det er sådan set fint nok med lidt livenostalgi, men hvorfor også udgive album?