I’ll Be Damned kommer til at blive kæmpestore med deres anden plade. Det er uundgåeligt, men det er også en skam, at publikum ikke kræver mere end dette.

Doro har udgivet to album på samme dag. De rummer tilsammen dårligt nok nok hæderlige sange til et enkelt album.

Crossfaith er langt fra lige så interessante på plade, som de er live. Hertil gaber kvintetten over alt for menge genrer på en gang, og det giver 'Ex_Machina' et rodet udtryk.

Dimmu Borgir havde mulighed for at kunne lave et stort comeback på Wacken Open Air, men lydniveauet var for lavt, og hverken band eller musik bidrog til festen.

Samael spiller en blanding af industrial og black metal, men trods det schweiziske ophav kørte maskinerne ikke helt, som man kunne forvente fra de præcise ures land.

Det var ulidelig varmt, da Cannibal Corpse spillede, og det blev ikke gjort bedre af, at bandet bare kværnede på uden rigtig at inddrage publikum.

Dee Snider lader Jamey Jasta skrive sin soloplade. For første og forhåbentlig sidste gang. For der er ikke meget at imponeres over i Jastas ”nutidige” heavy metal-univers.

Det var en fejl at sætte Interpol på Orange – de amerikanske post-punkere og indie-darlings har slet ikke den samme tiltrækningskraft som for et årti siden. Et monotont og rutinepræget show understregede den falmende status.

Nogle gange ramler man ind i noget vidunderligt, når man skal dække et band, man aldrig har hørt om. Dette er ikke sådan en historie.

Baby in Vain kunne have været fredagens sidste fest. I stedet blev det musikalsk godnatlæsning inden turen tilbage til teltet.

Man måtte tage sig endnu en lur efter en sløj start på fredagens program med Skeletonwitch.

Mike Patton og Dave Lombardo holdt uforpligtende hof med Dead Cross til kvartettens første danske koncert. Masser af middelmådig hardcore og pauseklovnerier udfyldte den korte spilletid, der alligevel føltes for lang.

Stone Sour måtte kæmpe med lyden på Arena og den tarvelige præmis at være booket til at tiltrække et publikum, der kunne have fået langt bedre.

Dedikation til rockens store ikoner eller ej, så manglede Tainted Lady både ånd og drive. Det blev hurtigt til en opvisning i unødvendigt pertentlig professionalisme.

De politiske paroler blev aldrig forløst. Et fravær af scene-pondus og dynamik gjorde The Last Internationale til et af årets mindre mindeværdige øjeblikke.

Fraværet af vokal gjorde desværre L7 til en lidet mindeværdig affære, der ikke kunne reddes hjem instrumentalt.

Forsangerens vokal druknede i et pauvert mix, mens guitarerne hos Amott og Loomis dog sikrede, at Arch Enemy ikke faldt helt igennem på Copenhell.

Max Cavalera holdt sit vanligt lave niveau, mens backingbandet gjorde deres bedste for, at Soulflys koncert trods alt ikke skulle blive helt skandaløs.

The Sledge måtte kæmpe med publikum, med elementerne og med egne evner lørdag middag. Og formåede ikke at vinde nogen af kampene.

Bullet For My Valentine leverede med vanlig velspillethed, men faldt igennem på fraværet af stærkt materiale