Caliban søger den melodiske udvikling på deres 11. fuldlængdeudgivelse. Desværre har de ikke en vokal, der kan bære den udvikling.

Dave Wyndorf lægger space rock og stonerattitude på hylden for en stund og fokuserer på Detroit-inspireret oktanrock på Monster Magnets 10. album ’Mindfucker’. Det er ikke videre vellykket.

Det er deres hjemstavns vemodige sange, briterne kaster sig over på en rendyrket akustisk folk-plade. Og det er både kønt og kedeligt.

En halvvejs gendannelse af Fugazi er kun delvist forløsende. The Messthetics lyder, som om de hygger sig med at være sammen, som de plejede, og så kan vi andre få lov at høre med over skulderen.

Jesper Binzer er på tur for at promovere sit soloudspil ’Dying Is Easy’ fra sidste år. Det blotlægger desværre, at materialet fra albummet er for tyndt.

Andrew W.K. vender efter ni år tilbage med endnu en gang afdankede numre om livets fest. Men bedst som man tror, Wulkes-Krier ikke kan finde på andet end at gentage sig selv, overrasker han.

Næh se, japaneren er mærkelig og excentrisk, og han har fået et metalband til at prøve at følge med i sine improvisationer. Vi må hellere være lidt benovede og grine af, hvor sært det er.

To Göteborg-bands havde torsdag aften fundet vej til Loppen for at dyste i riffmageriets disciplin. Monolord vandt, men ikke stort.

Den britiske supergruppe Good Tigers debut, ’A Head Full Of Moonlight’, var intet mindre end en ualmindeligt positiv overraskelse. Andet album, ’We Will All Be Gone’, er det stik modsatte.

Pantera-sangerens anden soloplade er både muskuløs og konfrontationssøgende, men slagkraft er der ikke meget af. Det bliver ved at flekse lidt foran spejlet og skule olmt.

Det er den almægtige natur og lokal folklore, som Hamferð kanaliserer ud i deres nordiske lyd. Men ved at underspille deres dødsdoom begår den færøske gruppe en fatal fejl: Det går hen og bliver kedeligt.

D-A-D-forsangeren kører den sikre og trygge vej gennem sit første soloalbum. Her er ikke noget med at iklæde sig ny stil eller nyt udtryk. Det skulle da lige være en sikkerhedsvest.

Morbid Angels niende plade er helt fri for elektroniske sange, men den er desværre også fuldstændig berøvet mindeværdige sange og dermed en svær skuffelse.

Grave Pleasures forener igen dommdagsprofetier med en omgang lystig rock og rul, der både er storstilet og letbenet. Igen bliver det lige akkurat så solidt leveret, at man uforløst kræver mere.  

Der var kun få højdepunkter, da Mastodon onsdag aften vendte tilbage til et udsolgt Vega med tvivlsom sætliste og tvivlsom vokal. Momentvis vildskab og en gæsteoptræden fra Scott Kelly reddede dog bandets ære.

Tredje gang med Lady Beast er desværre heller ikke lykkens gang for hverken bandet eller lytteren.

Efter 15 år trækker Trap Them stikket. Det sidste af fire afskedsshows fandt sted i hjembyen Boston søndag aften, men blev desværre aldrig en stor oplevelse.

Dødslegenderne kører den hjem på rutinen – på godt og ondt. En solid produktion, der er til alle medlemmers fordel, overskygger ikke, at 'Red Before Black' hviler for meget på laurbærrene.

Melankolien og indadvendtheden var fællesnævneren i Amager Bio torsdag i den forgangne uge, hvor Alcest og Anathema hver satte lyd på det smukke i det triste. Det slap begge bands ikke lige godt fra.

Kan der kommer for meget melodi i melodisk power metal? Ja. Det viser Beast in Black desværre på et alt for letmetallisk debutalbum.