“Ikke din morfars black metal”, skrev vi i 2021. Nu er Angstskrig tilbage. Det er stadig ikke morfars, men han må gerne få det for vores skyld.

NOFX er gamle kendinge i punkscenen. De har engang proklameret, at de er punkrockens Rolling Stones, og det er ikke helt forkert.

Steel Inferno var ikke særligt overbevisende på dette års Viborg Metal Festival. Koncerten havde et noget ujævnt niveau.

'Fannens kall' er kompetent, dygtig, velspillet, vred, kold og alt muligt andet, men hvad skal man egentlig med endnu en kompetent, dygtig, velspillet, vred og kold black metal-plade i 2023?

Katatonia serverer endnu en omgang tristesse, denne gang med sporadisk finesse.

Man kan sikkert sige meget godt om Acid Blade. Men nyskabende er ikke et begreb, der kan finde anvendelse i den forbindelse.

Det nye album fra In the Woods... er pæn, strømlinet progressiv metal og har absolut intet tilfælles med det, In the Woods... var engang og burde være blevet ved med at være.

De svenske doom-legender står kreativt i stampe på deres 13. album.

Sepultura var hovednavnet, men Crowbar og Sacred Reich var bedst torsdag aften i Amager Bio, hvor brasilianerne fremstod ret så ligegyldige.

Mens Amager Bio bød på black for de bredere masser var vi en mindre skare i nabohuset, som søgte mod sortmetallens yderkroge med blandet succes fra Grift og Panopticon.

På Omar Rodriguez Lopez’ og Cedric Bixler-Zavalas første udgivelse under The Mars Volta-hatten i et årti udfordrer de igen lytterne på uvante måder – men er indfølt, mexicansk-klingende pop nu også lige det, vi manglede? 


Clutch er tilbage efter den længste pause nogensinde. Som er på fire år. Måske var det ikke helt længe nok.

Behemoth har med deres 12. plade begået en tilforladelig og nærmest ligegyldig plade. Men populariteten er alligevel kæmpestor. Underlig udvikling.

Det er spændende at lytte til 'Will of the People’. Hvor mange overraskelser kan man finde? Det er en ren konkurrence mod sig selv, mod sine venner, mod internettet – og det er det mest positive, der er at sige om pladen.

Ozzy Osbourne er den niende patient, der bæres på hænder og fødder gennem 13 sange af venner og bekendte, der desværre ikke har den ønskede gennemslagskraft.

Hæren var stor og hedensk, og den kom vidt omkring

Med klassiske skråle-med-omkvæd og præfabrikerede fist pumps byder Arch Enemy på 45 minutters poleret single-parade.

Indonesiske Voice of Baceprot havde hjertet på rette sted på Stengade. Det samme havde publikum. Desværre var den musikalske side af sagen slet ikke på omgangshøjde med ambitionerne.

Canadiske Panzerfaust har lagt stilen en smule om, og resultatet er en iltfattig atmosfære, der kvæler alle forsøg på engagement.

Det står for "Antichrist demoncore". De kan altså presse mange metalklichéer ind på meget få bogstaver. Men hvad kan de ellers?