Deftones ser fremad ved at genoplive fortiden: Remix-pladen – et produkt der i metal-sammenhæng ikke har været moderne siden ’White Pony’ udkom. Det er en tragikomisk sluttet cirkel.
Punk-kvintetten Riot Sun har svært ved at vælge retning, og aggressionen kan ikke nå højere op end til en sukkerfri sodavand.
Urfaust læner sædet helt tilbage og hopper i frigear på en plade, der aldrig rigtig bliver andet end "ok".
Hvis man både er glad for Iced Earth og juleplader, venter man sig måske meget af Schaffer/Barlow Project. Desværre er det ikke ligefrem nogen ‘Silent Night of the Stormrider’, vi har med at gøre …
Otte album inde lyder Hatebreed stadig som Tony Robbins med skidepine. De opbyggelige selvhjælpsfloskler er en uomgængelig del af pakken; det er mindeværdige melodier og riffs ikke rigtig længere.
Det er lige præcis sådan noget som det her, folk hører for sig, når de siger, at de ikke kan lide dansksproget hard rock og metal.
Iron Maiden har lavet en ny liveplade, og det kaster Manden med Weekendvesten ud i en stor tøjkrise.
Dark Tranquillitys ‘Moment’ er en opvisning i, hvordan man ligner alle sine venner. Letgenkendeligt, letfordøjeligt og billigt sluppet for et band med meget mere på hjerte.
Killer be Killed er tilbage med ny plade, og stjernerne fra Soufly, Mastodon m.fl. spiller udmærket, men materialet er kedeligt.
Live er Devin Townsend altid en fascinerende oplevelse, men netop derfor er en liveoptagelse en meget tam omgang i sammenligning.
Arkansaskvartetten Pallbearers fjerde plade er kræs for de fans, der har fulgt bandet længe, men som syntes de var lige lidt for spændende i starten.
The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.
Deftones har gennemsøgt arkiverne efter det, der gør Deftones til Deftones, men har ikke formået at samle det til noget, der er værd at anbefale. Sæt hvad som helst andet med dem på i stedet.
Manden med Weekendvesten tager for magelig rock med i den mentale bagage, da han drager til forældremøde, og så falder straffen prombte.
Vi gav ikke vores Østersø-guld bort for at blive spist af med norsk stilforvirring og mangel på rød tråd.
Det ville klæde Brian Hugh Warner, om han tog skridtet fuldt ud og aflivede Marilyn Manson – eller bare satte personaen på stand-by på ubestemt tid.
De purunge københavnske retrothrasheres ærinde er dybt sympatisk. Det gør det så meget desto sværere at erkende, at de ikke lykkes med det på debutalbummet. Med speederen i bund banker det forbi én uden at efterlade indtryk af andet end god vilje.
Incantation er tilbage med mere af det sædvanlige, og hvis man bryder sig om klassisk dødsmetal, så går man ikke forgæves.
Phil Anselmo lancerer endnu et projekt, verden havde været bedre foruden. Nick Cave-plagiat, svage kompositioner og en halvvissen stemme er blandt de mest iøjnefaldende fejlskud på En Minors debut.
Få en piercing i øjenbrynet! Lav pigge i håret med rød Dax Wax! Smid en kæde i din pung!