Vi blev budt på tradionel ritualmusik og turist-sprogskole med spotlight og solbrille-attitude.
Roskilde Festivals nye scene, Platform, dannede rammen om den australske duo Divide & Dissolves charmerende og rørende woke, men delvise blindgyde af en koncert.
Skotterne fra Biffy Clyro havde skruet en meget udfordrende setliste sammen, der ikke helt indfriede løftet om den fest, som deres koncerter ellers ofte er.
Sam Shalabis ensemble skabte musik, der skræmte folk fra Avalon, men badede andre i krævende vel- og mislyd.
Moor Mother gav os et soundscape af uretfærdigheder i Glorias mørke og gik i øjenhøjde med publikum.
Der var lagt op til en lidt for sær kombination af eksperimenterende fusionsrock og rockstjernegimmicks, da Dawson og Circle vækkede os på et lunkent og halvfyldt Pavilion.
Henrik Marstals monografi om Mercyful Fates 'Don't Break the Oath' har overraskende indsigter for den garvede fan og er tillige en god indføring i dansk musiks største klassiker for den nye fan.
Det er kun 11 dage siden KoЯn var i Danmark på Copenhell. Det kunne mærkes på fremmødet i Aarhus og energien fra band og publikum.
Dødedans til det endegyldigt er forbi. Dommedagsaustraliere skaber kompromisløs noise og post-industrial på hjemmegjorte instrumenter.
Tiden er fløjet, siden Porcupine Tree gik separate veje. Efter 11 års hemmelige aktiviteter er de nu tilbage med nyt – men er det så starten på et smukt, nyt kapitel?
Thundermother gav den som vikarer for aflyste Spiritbox og elskede hvert minut af det.
Anmelderens bange anelser blev heldigvis gjort til skamme, da Thunder var et charmerende indslag på Copenhells sidste dag.
Ivy Crown vaklede lidt, men var ikke tæt på at falde på Copenhell.
Angstskríg tog livtag med Pandæmonium onsdag eftermiddag
Spinal Taps forstærkere går til 11, men det var ikke tilfældet for The Hellacopters, hvis koncert måtte se sig udfordret af lydproblemer.
Canadiske Deadly Apples åbnede tidligt torsdagen med en koncert, der startede uheldigt foran røv og nøgler, men endte trods alt som en fin start på dagen.
Whitfield Crane var sprudlende i front for Ugly Kid Joe, da amerikanerne kørte koncerten hjem med et sikkert og mekanisk festivalsæt.
Sangene gør ikke meget for at bide sig fast, men stemningen er alfa omega, da High Command hærger sig igennem 45 minutters bølle-thrash, som deres fædre sikkert også havde skåret den.
Wayward Dawn var vækkeuret, der med dødsmetal på fornøjelig vis bankede liv i festivallens fjerde dag.
Der er efterhånden universel enighed om, at Chuck Schuldiner og Death er dødsmetallens gudfædre. Eftermælet blev behørigt hyldet på Hades.