Aalborg kom med det gode humør, Randers gad ikke rigtig engagere sig, og Aarhus lovede at komme med gaver, som de glemte de fleste af derhjemme.

Vreid gør hverken deres fans vrede eller lykkelige på ’Lifehunger’, der har alle de elementer, man kan forvente sig fra bandet, men ingen mindeværdige sange.

En snert af autopilot trækker ned i regnskabet på High on Fires ottende opus, der på trods af massive riffs og potente moshere galore kun momentvis tilnærmer sig fordums storhed.

Imperial Triumphants tredje album ’Vile Luxury’ er en hård pille at sluge. Men når man først får den slugt, så gør den ikke noget særligt ved en.

Svensk dødsmetallyd krydret med mørk og obskur stemning udgør Binahs andet album. Absolut godkendt, men når den nostalgiske glæde over guitarlyden har lagt sig, er slutresultatet mere beskedent.

Anaal Nathrakh tager livtag med 100-årsjubilæet for afslutningen på 1. verdenskrig med dystre tekster draperet i lige så vanvittigt et lydtæppe som en skyttegrav.

Tre tidligere medlemmer af Dio er gået sammen og har skrevet nyt materiale. Det holder delvist.

Clutch leverer en leverpostejfarvet plade, man ikke kan tillade sig at hade, men som heller ikke gør sig fortjent til ægte kærlighed.

Med 'Sunshine Dust' beviser Keshav Dhar, at der stadig er liv i havnen i skyerne. Også selvom den nyankomne forsanger Eric Emery langtfra løfter vokalopgaven optimalt.

Det klæder Deicide, at Glen Benton er tilbage som sangskriver og ikke blot skriver tekster. Hans sange er med til at løfte niveauet på ’Overtures of Blasphemy’.

Killtown-scenens egen internationale supergruppe Hyperdontia debuterede stærkt på den lille scene under Kill-Town Death Fest efter at have overkommet de værste fødselskramper

Stephen O’Malley leverede en unik og særpræget solooptræden, der i sin enkelhed udfordrede publikum både fysisk og mentalt.

Eller omvendt: Konform musik til ekstreme mennesker. Ligningen går i hvert fald ikke op hos Pig Destroyer, uanset hvor mange grænser de overskrider.

Inden for melodisk dødsmetal har navne som Arch Enemy været på toppen, men finske Omnium Gatherum giver dem kamp til stregen med deres nye plade.

Bathorys evige ild brænder hos Mantar, men det gør mindet om den brændende Rigsdag også, og måske derfor holder de for meget tilbage med flammerne.

Selvom Otep Shamaya er en hykler, er det ret underholdende at lytte til 'Kult45'.

The Vintage Caravan har udviklet både lyd og sangstrukturer siden de foregående album, og resultatet er nydeligt uden at overbevise endegyldigt 

Trods regn og tåge står musikken i Alice in Chains stadig tydeligt, som vi kender den. ’Rainier Fog’ virker som en naturlig udvikling for bandet, og lyden er umiskendelig.

Selvom Erra har succes med at skrive en række gode numre, er ’Neon’ generelt alt for poleret. 

Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.