De rutinerede kræfter i Asinhell serverede dødsmetal fra den gamle skuffe, og publikum foran Hades nød opvisningen i metallens mest populære genre.
Knife har, på trods af deres tyske baggrund, ikke gjort sig synderligt bemærket her i landet nord for. Det skal der rettes op på med masser af speed metal-bangere her på fjerdedagen på Gehenna.
Mens resten af scenerne så småt lukkede årets festival ned i adstadigt tempo, gjorde Enforced deres for at rykke Gehenna fra hinanden. En behjertet indsats i helhedens alhellige navn.
The Scratch udfordrede grænserne for, hvad Copenhell er og ikke er. Tog man med dem på rejsen op til fadølsanlægget nede på den irske pub var det dog en hyggelig fredagsbrandert, de fire folkmusikere spillede i gang.
Med tekster om at blive kvalt i lort og voldtage sine kæledyr leverede Dying Fetus en udmærket omgang brutal dødsmetal.
Chelsea Wolfe holdt som vanligt melankolien i fokus igennem en lille times dyster seance på Pandæmonium, i hård kamp mod den silende regn.
Mimi Barks' trap-metal lagde tyngdepunktet lavt på Gehenna klokken ufatteligt tidligt. Men de, der trodsede tømmermænd og rædbrækket ryg, fortrød det ikke.
Med teknisk snilde og fede riffs, så var instrumentale Night Verses lige dét, som de fleste, der havde taget morgenturen til Hades, manglede til en effektiv, både blød og halvhård start på dagen.
Hatebreed fejrede 30 års karriere på Copenhell med et koncert, der gjorde lige akkurat det, de var hyret ind til – piske en stemning op!
Kvartetten fra Connecticut spillede en teknisk flot koncert, men lykkedes aldrig med at komme ud over scenekanten.
Forsinket på scenen og for sent om at spille hits. Accept var udmærket, men nok en koncert, der gik direkte i glemmebogen.
12.30 er morgen på en festival som Copenhell, og havde man behov for en blid start fredag morgen, så kunne The Chains lige præcis det – og så med masser af dansk humor og hygge.
Dropkick Murphys’ keltiske folk rock skabte et stort party for de festklædte, men også en ret endimensionel time for vores anmelder.
Sanguisugabogg leverede død, ødelæggelse, maltrakteringer og dårlig humør. Man fristes med et smil på læben til at sige ”ganske som forventet”.
Khemmis’ længe ventede første show på dansk jord var lækkert forførende på deres egen, tungrockede vis – men bragte også momenter af forløsning.
Copenhells coverband-show kørte den ind med endnu en legacykunstner fra de glade 90'ere.
Det blev for meget og for ensformigt, men Thy Art Is Murder fik alligevel sat pulsen i vejret og sendt støvet i luften.
Rundforvirret, rockmusikalsk ADHD fra amerikanske Palaye Royale.
Avenged Sevenfold har spillet sig ud i en karrieremæssig skillevej, der torsdag aften primært resulterede i det sikre valg.
Sad følelserne uden på tøjet? Var det mere nostalgi end festival-stemning? Underoath fik den tvivlsomme ære af at åbne Hades, på godt og ondt.