Midt i balladen omkring et pladeselskab uden ansatte og en direktør, der har måttet træde tilbage på grund af anklager om overgreb, udkommer det britiske screamo/hardcore-band Svalbards tredje fuldlængde kun uger efter Holy Roars nedsmeltning.

’Class of 2020’ er fyldt med referencer til (Hed)pes ikoniske andet album. Det er nostalgi-lækkerier, men pladen ville indiskutabelt stå stærkere uden associationerne til ’Broke’.

’How to Survive a Funeral’ er Make Them Suffers svageste udgivelse hidtil. Men der er stadig gode lytteoplevelser at finde.

Det klinger rigtigt godt, når Ascendency tæsker sin dødsmetal ud med en smadret lyd, der bare oser af sort stemning, men også koster lidt på varationskontoen.

Terminal Nation debuterer med udgangspunkt i en hardcore, der kommer vidt omkring i død, black og powerviolence undervejs gennem pladen. Uden rigtig at udrette meget mere end moderate skader.

Primal Fear afleverer endnu en gang en omgang fornuftig heavy metal. Det er hverken værre eller bedre, end det plejer at være.

Amerikanske Imperial Triumphants 'Alphaville' blander black metal med alle tænkelige og utænkelige genrer. Resultatet er ... spændende ...

'Konkret Musik' fortsætter, hvor forgængeren slap, med synthtunge drømmeeskapader uden dog helt at nå samme ekspansive niveau, som vi kender fra Gösta Berlings Saga tidligere i karrieren.

Septicflesh leverer en best of-koncert baseret på bandets seneste fire plader, der viser et band i fin liveform men ikke bibringer mange nye elementer, som den almindelige koncertgænger ikke har set før.

Du husker måske Bush fra dengang der var hul i dine jeans, rock primært var drevet af guitar og somrene var lange og varme. ’The Kingdom’ minder lidt om dengang og er tilnærmelsesvist det comeback, de fleste nok havde håbet på, da Bush blev gendannet for 10 år og tre udgivelser siden. 

Udo Dirkschneider har en lang karriere som forsanger i Accept og som frontfigur i eget band U.D.O. Med de seneste udgivelser bliver der på Udos gamle dage rykket godt og grundigt rundt på det, som fans måtte forvente af et nyt udspil.

Undergangs vekslen mellem tunge og kradse toner var drabeligt efter alle kunstens regler, mens der gik mere mudder i Deiquisitor-maskineriet. I sidste ende var det dog den alt for længe ventede lejlighed til at forsamles om metal i hovedstaden, der vandt flest points denne fredag i Byhaven.

Ensiferum er klar med bandets 8. album i bandets 25 år lange levetid. Stilen er fortsat en lettere omgang melodisk folk metal iblandet power metal. Der er intet nyt under solen.

Emmure fortsætter stilen fra ’Look At Yourself’: Frankie Palmeris lyriske kunnen er stadig kritisabel, Joshua Travis er genial, og ’Hindsight’ er interessant lytning, der dog sjældent får lov til at folde sig ud i fuldt flor.

Genrebastarderne Inter Arma sludger og hyggejammer sig igennem en omfattende cover-ep, der lige så meget er sat i verden for bandets egen underholdning som for lytterens.

Finsk satanisk folk gemmer på en overraskende følsomhed, skjult bag en vokal, der bedst kan beskrives som noget, man skal vænne sig til.

Mushroomheads 8. fuldlængdeudgivelse er en revitalisering, der byder på et hav af overraskelsker. Positive som negative.

Moonlight Haze lever til fulde op til bandets navn på udgivelse af ’Lunaris’. For på trods af evner til at skrive de melodiske metalsange er der ikke rigtigt noget, der stråler helt klart igennem på bandets andet album.

Nogle gange må en anmelder finde sig i en masse lort. Og med det mener jeg naturligvis de oceaner af musikalske blindgyder, man ender med at anmelde. Men nogle gange kan det kan betale sig at tage en chance. Det er Mazikeens debut et eksempel på.

Cro-Mags' første plade i 20 år er Harley Flanagans terapeutiske raseriudbrud, der er en vigtig plade for frontmanden selv og i nogen grad også charmerer de lyttere, der har savnet 80'er-bølle i deres hardcore.