Forever Still står tungt på skuldrene af deres inspirationskilder. I en sådan grad at bandet sjældent tegner en selvstændig profil.

Allegaeons femte plade tegner et billede af et tech-dødsband, der har fundet sin endelige musikalske form, men til gengæld mangler en del på sangskrivningsfronten for at være rigtig interessante.

Grand Magus holder stædigt fast i et veludviklet udtrykt og fungerer fint med det, selvom den helt store oplevelse udebliver.

Det stort opsatte 'Requiem' vandt med tiden, men tog lang tid om at komme dertil og havde, når alt kommer til alt, været bedre tjent med længere tid i tænkeboksen.

Søndag aften på Richter bød på 'core-galore. Bastant, generisk, oldschool, japansk-inspireret og dumt. Der var plads til alle, især da publikum begyndte at forlade koncerten, mens Emmure spillede.

Græske Rotting Christ udgiver med ’The Heretics’ en vellydende plade, der blander død, black og atmosfæriske lyde bedre, end man lige skulle tro.

Selv når de ikke stiller med deres bedste materiale, er The Ocean overlegne. Men man kan undre sig over, hvorfor hele tre opvarmningsbands skulle fylde programmet en mandag aften.

Tidligere har provokationerne været et stabilt fixpunkt. I fredags var konfrontationerne dog lagt på hylden, og Taake fokuserede på musikken i al dens utæmmede vildskab.

Tribulation kæmpede med at holde deres ellers overbevisende mørke tone intakt i en sal med fulde aarhusianere. Sangskatten blev dog trods alt leveret med æren i behold.

Urkraft har vi ikke hørt fra i 10 år. Det var til at mærke på et band, der enten skal genfinde sig selv på live-fronten eller lade det nye Urkraft forblive et studieprojekt.

Ethereal Kingdoms var en på alle måder unik koncert på dette års RMF. Bandets blanding af teater og symfonisk metal vælder over af gode ideer, hvoraf en del sagtens kan forbedres.

I et skizofrent mix mellem diverse afskygninger af de ekstreme metalgenrer bød Implore på et stormombrust vredesudbrud af en koncert som en hæsblæsende opvarmning til Asphyx en time senere.

Impalers’ afskedskoncert fredag nat blev en fest, der aldrig for alvor kom i gang. Showet bar præg af dårlig lyd og et band, der måske bare glædede sig til, at det hele var overstået.

God Dethroned serverede dødsmetal og nihilisme i afmålte doser, og publikum på Royal Metal Fest 2019 tog pænt imod det, de fik fra Holland.

Fakler, spikes og omvendte kors. Nordjevel gik ikke ned på black metal-klicheer, men det melodiske fundament vaklede, og genkendeligheden druknede i komprosmisløs smadder. Men nu var vi jo heller ikke kommet for at danse.

Devin Townsend samler med 'Empath' op på sin karriere og binder alle sine udtryk sammen i en udgivelse, der er lige så varieret, som den er skizofren.

Bersærk leverede solidt og med højt bundniveau, som bandet har ry for at gøre. Nogen ekstraordinær koncert blev det dog ikke torsdag aften på Radar.

Manowar vekslede mellem metallisk storhed og dorsk fællessangs-rock i ujævn afsked på dansk grund.

Det konceptuelle udtryk på ’The Valley’ er ikke tilstrækkeligt visualiseret, og det lider pladen mere end nødvendigt under.

Battle Beast er ved at være et fuldvoksent metaldyr, og teenageenergien er til dels erstattet af en mere moden og desværre lidt tilbagelænet tilgang til musikken.