Sijjin debuterede i 2021 med en omgang død iblandet et ordentligt skud thrash. Det er faktisk en ret vellykket debut.

Svulstige keyboards, skamløse rollespilstemaer og bombastisk mediævalisme: Amerikanske Stormkeep søger efter bedste evne at genskabe 90'ernes symfoniske black metal og lykkes næsten med det. Men illusionen knager i fugerne.

Untamed Land leger med mange interessante genre-blandinger, og det er spændende - men i nogle sammenhænge også alt for meget.

Trioens debut indeholder masser af gode intentioner, spændende indhold og iderig sangskrivning, men også en fragmenteret lytteoplevelse.

Musik for cello, guitar og elektronik, skrevet på et roadtrip, der fører til kysten, hvor et familiemedlems aske skal spredes. Det lyder som en indiefilm fra midten af nullerne – og måske skal den også høres på den måde.

Bestialsk black/death og usædvanligt vellykkede mellemstykker forenes med en klam og rådden produktion på mini-lp og mord og moseofringer fra jysk hedenold.

Hvis man kunne lide Phreneliths monumentale debutplade, så vil man også glæde sig over den dødsmetal, der er på 'Chimaera'.

Molok har leveret en plade, der er mere konceptuelt ækel end det meste, men byder på et noget mere spiseligt lydspor, end man skulle tro.

Joan Avant kommer på sit andet album langt omkring på en mærkelig rejse.

Lock Up er stadig Lock Up på bandets seneste album, selvom allstar grindcore-bandet disker op med vokale overraskelser, og har sat Adam Jarvis i trommestolen, hvorfra han tæsker kompetent løs.

Ofermod er klar med deres femte plade 'Mysterium Iniquitatis', og er man fan af Marduk og Watain, så er her noget at lytte til.

Bindegale Hexenbrett – eller måske er det ikke Hexenbrett, men nogle andre? – er klar med en firenumres EP, der viser spændvidden i projektet.

Man kan jo altid håbe på at Gojira opper sig igen en dag, men indtil da må vi nøjes med Deadnate herhjemme, og det er faktisk ikke så ringe endda.

Koncerten med Lucifer på Godset i Kolding var en fornuftig omend blandet affære og hurtigt overstået.

Torsdag lagde Stengade lokale til de lokale helte i Late Night Venture og de onde franske minearbejdere i Celeste. Tilforladeligt måske. Men ikke videre ambitiøst.

Hypocrisy er tilbage efter otte års stilhed, og hvis man er til svensk dødsmetal med et melodisk strejf, så er Tägtgren stadig leveringsdygtig.

Efter 23 års ufortrøden metal-virksomhed, et utal af tourneer og seks fuldlængdeudgivelser, trykker det walisiske band på genstart-knappen, og det er ikke en plade for tidligt.

Gary Holt er tilbage på fuldtid, Tom Hunting er rask, men Steve Souzas vokal er stadig så anstrengende, at det er svært at elske Exodus' seneste album.

Den amerikanske sekstet vil meget mere end deathcore'n. I første omgang alternativ metal - og denne gang lykkes det for Whitechapel at skabe en plade med et langt mere helstøbt udtryk.

Livløs præsterer en gang overraskende livlig og fornøjelig dødsmetal af en slags, anmelderen ikke normalt falder på halen over.