Det var både hyggeligt og interessant at høre Megadeth-bassist David Ellefson fortælle om og vise basspillet i både klassikere og mindre kendte sange fra kataloget, da den fortælleglade mand indtog Beta onsdag aften.

Der er skruet op for guitaren og intensiteten på en plade, hvor In Flames mislykket forsøger at bygge bro mellem flere tidsaldre.

Tyr viser, at de stadig er et af kongerigets store metalbands, men måske begynder trætheden så småt at melde sig hos de nordlige herskere.

Med en håndfuld stærke numre og en anden halvdel, der skralder an uden at være prangende, er Children of Bodoms tiende album nok ikke vejen til større stjernestatus, men stadig godt og klart et lyt værd eller ti.

Polske Mgła formåede at holde masken under hele koncerten, men det, der fungerer på plade, har svært ved at fange lytteren på de skrå brædder.

Queensrÿche er stadig i live og har vundet lidt af det tabte terræn tilbage med udgivelsen af ’The Verdict’.

Mainstreamgennembruddet ligger lige for. Det sidste skridt, Demon Head vægrer sig ved at tage, er det, der leder ud af anonymiteten. Hvis de overhovedet vil.

Med den originale forsanger Johan Langqvist tilbage i folden var der grund til at drømme om, at der gemte sig en ny 'Epicus Doomicus Metallicus' bag Candlemass' doom-dør. Vi blev dog meget klogere.

Prime Collective bød på fem timers showcase med en bred vifte af selskabets orkestre under velgørenhedsfanen ’Prime Is Giving’.

Dream Theater har med ’Distance over Time’ endnu en gang bevist bandets høje håndværksmæssige niveau. Desværre står de rigtigt gode sange ikke i kø på albummet.

Det var en noget rodet affære, der udspillede sig i Amager Bio, da spillestedet torsdag aften inviterede til nu-metallisk nostalgitrip.

På bandets genkomstplade farer Aenimus for ofte vild i egne gode ideer og virker som et band, der mister pusten over eget tempo og skal over i hjørnet og hvile.

Fra Mayhem-scenen kommer Gullo Gullo, et sammenrend af mere eller mindre kendte ansigter fra dansk rock og metal, der kaster sig ud i en støjende og dronende friformsrock.

Avantasia skuffer nok ingen dedikerede fans med albummet ’Moonglow’ men det baner heller ikke vejen for nye.

‘Resist’ er en flot pop-rock-plade. Desværre insisterer hollænderne på, at forklæde pladen som alt andet end det den er.

Morild albumdebuterer med et enormt ambitiøst projekt, der desværre savner variation og et par ekstra ideer hist og her for at være rigtig godt.

King 810 deler stadig vandene med lige dele tomme kalorier og opfindsomme, indlevelsesrige kompositioner.

Et akustisk Metallica rammer både plet og langt forbi i velgørenhedens tjeneste på ’Helping Hands…’, hvis billede af bandet som mennesker er vigtigere end dens musikalske fodaftryk.

A Pale Horse Named Death lægger ikke skjul på inspirationskilderne, men evner ikke at leve op til hverken deres eller eget niveau på bandets første udgivelse i seks år.

Behemoth spiller black metal, som var det stadionrock. Fredag aften viste de sig som ekstremmetallens nye store rockstjerner, og det var både professionelt, majestætisk, indstuderet og selvfedt.